Hawaii-O

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
Jeg kunne ikke ret godt lide chokolade, da jeg var barn. Mange af mine kammerater kunne godt lide mælkechokolade og var glade for et stykke Pernille, de voksne kunne lide mørk chokolade og foretrak Senator. (Ja, jeg har haft en hård barndom). Mælkechokolade var alt for sød og fad i smagen til mine smagsløg og den mørke var så til gengæld for bitter og brændt i smagen, så jeg foretrak lakrids og bolcher. Men der var dog en undtagelse - en Hawaii-ring, som var sådan et stykke gele med ananassmag standset ud, så det lignede en ananasring og overtrukket med mørkchokolade. Dem kunne jeg godt lide, men de var dyre og ikke helt nemme at få fat i. Min farmor delte dog min begejstring for dem og købte dem nogle gange til os, når jeg var på besøg. Hawaii-ringen er forlængst forsvundet fra Carlettis sortiment. Men forlede kommer jeg af en eller anden grund i tanke om slikstykket, da jeg overvejede, hvilken cocktail, jeg skulle lave til den månedlige cocktailleg MxMo. Her er Hawaii-ringen omsat til sprut:
  • 6 cl hvid rom - jeg brugte Banks 5 Island, men en lidt mere tør rom som Plantation 3 Star vil også være godt.
  • 3 cl hvid creme de cacao - jeg brugte Bols
  • 12 cl ananassaft - pres den selv eller vælg usødet saft
  • et stænk Bitter Truth Xocolatl Mole Bitters
Put alle ingredienser i en shaker med is og ryst godt. Si cocktailen op i en cocktailskål og riv et lille stykke mørk chokolade ud over det fine skum på toppen.