Brandbil med udrykning

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
Jeg har ikke tal på, hvor mange brandbiler jeg drak i min ungdom. Jeg tror, at jeg altid har haft en svaghed for drinken, fordi rød sodavand altid har fascineret mig. Det smager ikke en skid af hindbær, men det kunne det i teorien godt. Selv midt i denne tid, hvor mange forsøger at være autentiske, er det få  hindbærbrus, der rent faktisk smager af det lille, knortede bær. Så er det jo heldigt at grenene på min busk næsten slæber hen ad græsplanen under vægten af fuldmodne, saftige hindbær, for så kan man jo lave sin egen brus. Og når man har hindbærbrus er man jo kun to skridt fra en perfekt, opdateret brandbil med udrykning. Jeg startede med at koge lige mængde bær og vand, den halve mængde sukker og saften af en citron, som var lige omkring 3/4 dl. Efter blot 4-5 minutters forsigtig kogning siede jeg hele herligheden og sørgede for at al væske blev presset ud af bærsmatten. Det er saft, der skal drikke indenfor de nærmeste 48 timer, eksempelvis blandet med dansk vand, så jeg hældte den bare på flaske og stillede det i køleskabet. Skal den have en lidt længere holdbarhed, kan man tilsætte lidt vodka. Efter afkøling var jeg klar til at mikse og mit udgangspunkt er gin i stedet for vodka. Da Brandbilen i sin tid blev opfundet, var det for at folk, der ikke kunne lide smagen af spiritus, kunne blive fulde. Hvis man godt kan lide smagen af spiritus, så er gin simpelthen et bedre match med hindbær end vodka er det.
  • 6 cl gin
  • 1 cl Fernet Branca
  • Hindbærbrus *
Fyld et højt glas med is og tilsæt ginnen, tilsæt derefter hindbærbrus til glasset er næsten fyldt - forholdet mellem saft og dansk vand, må du smage dig frem til, jeg bruger noget der ligner 1:1 - og rør så forsigtigt rundt indtil glasset dugger på ydresiden. Til sidst hælder du forsigtigt Fernet Branca’en ud over toppen af drinken - Fernet har en renere lakridssmag end originalens Jägermeister. Lakrids og hindbær er perfekt sammen. Skål for min ungdom!

Hot rod – varm rod

Den månedlige cocktailblogleg - Mixology Monday - har ild som tema. Den nemme løsning ville have været noget med chili og tequila, men så kom jeg til at tænke på, at peberrod bliver kaldt Nordens chili og så besluttede jeg mig for at mixe en cocktail med lokale rødder. Det gav mig desuden mulighed for at mixe med snaps, som jo passer perfekt i temaet, hvis man bruger betegnelsen brændevin. Prikken over i’et er tre dråber rosentinktur som jeg har fået forærende. Smag og duft af 1.000 apotekerroser i en smuk glasflaske.
  • 6 cl snaps - Jeg brugte Brøndums
  • 6 cl gulerodsjuice
  • 3 cl friskpresset citronsaft
  • 3 cl peberrods sirup *
  • 3 dryp rosentinktur
Alle ingredienser måles op i en shaker og rystes med rigeligt is, sis derefter op i en cocktailskål. Pynt eventuelt med en lille gulerod. * Kog samme mængde friskrevet peberod, sukker og vand i 2-3 minutter, lad derefter peberroden trække 15-20 minutter og si siruppen.