Gefion Sour

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
Mit bidrag til denne måneds cocktailleg - Mixology Monday - er et forsøg på at være lokal og inkorporere temaet røg. Jeg har ladet mig inspirere af en meget gammel cocktail, som i dag mest kendes som New York Sour, men som har andre navne tidligere. I stedet for bourbon består Gefion Sour dog af en god snaps - Shumachers Krondild - som jeg har lavendelrøget. Man kan købe et dyrt røg apparat eller også kan man lave sig en lille skål af sølvpapir og stille den et sted, hvor den ikke kan gøre skade, når den bliver varm. Byg derefter et lille bål af i dette tilfælde tørre lavendel stilke fra egen have. Sørg for at en omvendt tragt dels kan omslutte bålet, men på den anden side ikke lukke af for ilttilførelsen - jeg knækkede en engangsspisepind og lagde de to halvdele på hver side af bålet, så tragten kunne stå på dem. Derefter satte jeg ild i lavendelen og stillede tragten over og samlede dem opstigende røg op i en omvendt flaske, som jeg har et tætsiddende låg til. Derefter hældte jeg 1 dl snaps ned til røgen satte proppen i, rystede og ventede 10 minutter. Så var røgen væk og snapsen havde fået et anstrøg røgsmag og så var jeg klar:
  • 6 cl lavendelrøget Schmachers Krondild snaps
  • 3 cl friskpresset citronsaft
  • 3 cl sukkersirup
  • 1 cl Frederiksdal New Nordic Cherry Likør
Ryst de tre første ingredienser med rigeligt is, si cocktailen ned i et lavt glas, hvori der er frisk is. Hæld derefter likøren forsigtigt ud over toppen af cocktailen. I mit tilfælde sank den prompte til bunds. Jeg tror, at det er fordi alkoholindholdet i likør er højere end i vin. Det må komme an på en prøve i dag.

Tynd Mellemleder

Jo, navnet er en joke, men cocktailen endte faktisk med at være ok. Det må jeg så tænke nærmere over. Og så for at varedeklarere præcist - der er intet diet eller slanke over den. Navnet er alene en hyldest til alle de mellemledere der trækkes med sådan nogle som mig dag ind og dag ud på danske arbejdspladser. Jeg vidste straks, at der skulle kaffe i den. Uden koffein ingen ledere. Først overvejede jeg noget Kahlua-agtigt, men til sidst kogte jeg bare 0,5 dl friskbrygget espresso med 0,5 cl sukker til en kraftig, mørk og meget lækker sirup. Dernæst var jeg lidt i tvivl om jeg skulle bruge noget machoagtigt som bourbon som basisspiritus eller vælge noget metroseksuelt, så det blev en hvid rom. Aperol gav sig selv - det er frækt, det er moderne, det er fremme i støvletterne og det smager af helvede til. Jeg kan ikke forlige mig med smagen - farven er flot - men alt det sludder jeg har hørt om, at det er meget bedre end Campari holder ikke en meter. Ikke over for mine smagsløg i hvert fald. Og så skulle der selvfølgelig også noget sundt i den - mellemledere skal jo passe på sig selv - så de kan blive rigtige ledere. Valget faldt på kokosvand - altså væsken fra en frisk kokosnød. Endelig måtte jeg jo finde på noget, der passede til tynd-delen af navnet, så det blev en highball med lidt dansk vand, som afslutning. Highball er cocktail-kode for lang i spyttet:
  • 6 cl hvid rom - jeg brugte Plantation 3 Star, det forklarer måske de manglende lønstigninger
  • 3 cl Aperol
  • 3 cl kokosvand
  • 2 cl kaffesirup
  • Dansk vand
Ryst de første fire ingredienser med is og hæld derefter cocktailen op i et highball-glas - det viste er faktisk et Collins-glas, som er noget større - over en pæn mængde frisk is. Top op med dansk vand og stik din mest blærede rørepind i glasset, så mellemlederen selv kan styre isen og hvor meget drinken bliver fortyndet efterhånden som han eller hun drikker.

The Prince

Jeg har en hindbærbusk i haven - faktisk er det blot en eneste plante med sideskud - som bombarderer mig med hindbær i disse dage. Når man er ved at være træt af at bage hindbærsnitter og lave saft, så kan man jo forsøge sig med hindbærsorbet. Jeg blendede 500 gram bær med saften af en lime og pressede massen gennem en si, for at komme af med alle de små kerner. Derefter tilsatte jeg en sukkersirup lavet af 1 dl vand og 1 dl sukker kogt sammen til sukkeret er opløst. Sorbeten hældte jeg i en firkantet, flad bageform og stillede i fryseren. Jeg skabede den igennem efter 30 minutter og 1 time for at undgå iskrystaller og det lykkedes fint, sorbeten er blød og lækker. Og så er det store spørgsmål jo, om jeg underbevidst hele tiden planlagde at lave en cocktail med sorbeten. Det virkede i hvert fald som en meget gennemarbejdet ide, da den faldt mig ind:
  • 3 cl Campari
  • 6 cl gin - jeg brugte Old English Gin
  • 1 dl hindbærsorbet
Put det hele i en shaker og ryst til sorbeten er godt blandet op med de to andre ingredienser og alt er koldt. Hæld derefter cocktailen i et glas med is og pynt med et frisk bær og en sød blomst.

Et brev til fremtiden

Når ens stambar lukker…. Kære fremtidige cocktailhistoriker, Du har ledt højt og lavt efter information om en helt bestemt cocktailbar, der blot eksisterede i fire korte år i København tilbage i de gode gamle dage - tilbage i 2009-2013. På dette tidspunkt har du allerede gravet dig igennem oceaner af sløve, gamle såkaldte websider, som har givet dig røde øjne og hovedpine. Du har gloet på millioner af såkaldte tweets (Sær lille kommunikationsmæssig parentes, ikke sandt? Hvorfor søren lagde folk lige pludselig tilfældige og helt overflødige restriktioner på deres kommunikation, var det ikke primitivt nok, at det foregik via tekst? Det må du hellere lade en anden historiker undersøge) og så har du ikke mindst prøvet at afkode urimelige mængder uskarpe, særtfarvede såkaldte Instagrams (Et fænomen næsten lige så sært som tweets. Hvorfor mistede en hel generation lige pludselig evnen til at tage stærke, skarpe billeder med dybde og præcis farvegengivelse? Også det ville jeg overlade til en anden historiker, hvis jeg var dig.) Og hvad fik du så ud af al din søgen? Såmænd blot disse efterladenskaber: Men dette er din heldige dag, i dag har du fundet den nål i høstakken, som faktisk sidder fast i den tråd, der kan trævle det hele op. Jeg skrev både den såkaldte Facebook-update (Lad være med at søge en forklaring, det er nemmere at printe en 1:1 kopi af Keopspyramiden på en 3d-printer fuld af kagecreme, end det er at forstå social medier fra starten af det 21. århundrede) og jeg skrev også tweeten. Det gjorde jeg, fordi jeg syntes, verden skulle vide, at jeg var der, lige da. At jeg var øjenvidne til et stykke cocktailhistorie. Jeg nøjedes ikke med at betragte det historiske øjeblik, jeg smagte det også (og det er så måske forklaringen på den lidt upræcise kommunikation i Facebook-updaten (dengang havde cocktails den uheldige bivirkning, at man blev beruset af dem. Det problem blev jo elimineret i 2030’erne og efter min mening forsvandt alt det sjove ved at drikke samtidigt, men det er en anden historie.)). Det jeg prøvede at kommunikere var, at jeg simpelthen var i gang med at drikke den allersidste cocktail, som de dygtige folk i Moltkes bar havde mixet. Molktes var så dominerende på cocktailområdet i København i sin samtid, at det aldrig blev rigtig det samme, efter at den lukkede. Du skal prøve at forstå, at Molktes var helt fremme i førefeltet i, hvad der allerede dengang blev beskrevet som, den københavnske cocktailscenes renæssance. Det var ikke den første bar, der genintroducerede cocktailen for danskerne, der i så mange år havde været tabt til først snaps og masseproduceret øl og sidenhen billig vin. Moltkes var bare den bar, der mest indædt holdt sig til de egentlige klassiske cocktails og den bar, der havde det mest præcise greb om, hvad gæstfrihed betyder. Det var en bar, der aldrig blev angrebet af den forfærdelige hipster-syge, hvor det faktum at man havde seler på, betød, at man ikke gad snakke med sine gæster og at man ikke opdagede, når deres glas var tomme. Det er muligt, at du allerede ved alt det, jeg skriver. At det er derfor, du forsøger at trænge dybere ned i barens historie. Tillad mig at give et godt råd: Koncentrer dig om den mand, som skabte baren. Om Henrik Steen Pedersen, som også gav København Copenhagen Spirits and Cocktails og som selvfølgelig fortsatte mod cocktailstjernerne efter at baren lukkede. Hvad tweeten angår, så er jeg sikker på, at du allerede ved, at Jeff Bell var en af verdens bedste bartendere fra den periode. Men ved du også, at han med hjælp fra blot en enkelt assistent ene mand styrede Moltkes i mere end tre timer den nat? At han imponerede os med nogle af sine egne cocktails, mange af datidens cocktails, som senere er blevet nyklassikere og to slags punch? Jeg kan bevise det. Selvom flasken med Old Pal, så vidt jeg husker, ikke overlevede til udgangen af 2013 og jeg for et par år siden måtte sælge de to signerede menukort - et af Jeff Bell og et af Henrik Steen Pedersen - for at få råd til en ny, forbedret, kunstig lever (jeg valgte EO-modellen) så findes der billeder. Og heldigt for dig, ved jeg præcis, hvor de befinder sig på resterne af det, der dengang hed internettet (før skyen og efter Arpanet). Da jeg først fik banket liv i min antikke MacBook Air (meget populær men allerede dengang overflødig såkaldt PC) lykkedes det mig også at få fat i dem. Du skulle gerne se dem svæve rundt om dette brev. Jeg beklager at ord er den eneste form for kommunikation, som jeg har forstand på og jeg håber - hvis du ikke selv kan læse - at du har fundet en eller anden, der husker hvordan man gør. Venlig hilsen en meget gammel cocktaildrikker