Ava

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
Katte og absint passer sammen. Det er ikke noget jeg har fundet på, gamle reklamer for den dragende drik har billeder af katte med snuden i glasset. Mit favorit billede - som hænger i min stue - er plakaten for den forunderlige forretning Absint Depot Berlin. Der kan man få smagsprøver og alt at vide om den sagnomspundne drik og ikke mindst købe varerne og hvad man nu har lyst til af tilbehør. Den seneste udfordring i cocktailblog-legen Mixology Monday er anis, med en opfordring til at finde på noget vildt. Men for en gang skyld holder jeg mig i skindet - katteskindet - for min cocktail er mixet til ære for en venindes nye killing, som hedder Ava og har snuden i alt.
  • 3 cl absint (min holder 74 procent alkohol, hvis din er knap så potent så brug 4,5 cl)
  • Saft af en pommerans (kan købes i velassorterede grøntbutikker i disse uger, men der er ikke rigtig nogen erstatning)
  • En halv pommerans med sten udtaget og skåret i fire
  • En spiseskefuld økologisk sukker
  • 1 cl Frederiksdal New Nordic Likør
  • Dansk vand
Put pommeransstykkerne, sukkeret og saften i bunden af en shaker og smat det hele ud med skaftet af en grydeske eller en mudler. Tilsæt derefter absint og is og ryst. Fyld et fint vinglas - eller et absintglas - med knust is, si cocktailen ned over, fyld op med dansk vand og hæld forsigtigt likøren ud over overfladen, min trængte dog straks ned i drinken. Nyd - også det sidste efterhånden som isen smelter og cocktailen skifter karakter og styrke. Og bare for en sikkerhedsskyld: Katte skal selvfølgelig ikke så meget som smage en dråbe absint.