Oaxaca Sour

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
IMG_4040 Nu hvor efteråret banker på er det godt, at det er nemt at fange fornemmelse af mere eksotiske himmelstrøg i cocktailglasset. Udfordringen denne gang i den månedlige cocktailleg Mixology Monday er appelsinjuice. Appelsinjuice er langt fra bartenderes foretrukne citrussaft - måske fordi det faktisk kan være lidt svært at afbalancere en cocktail med appelsinsaft, på nogle tider af året er saften sød - næsten for sød - og på andre for sur. Derudover var appelsinsaft populær i den periode der betegnes som the dark ages of Mixology - 70'erne og 80'erne - hvor det var billig, færdigmikset appelsinjuice der blev grebet til, når det skulle gå hurtigt. En af mine yndlingscocktails indeholder faktisk et pænt skud appelsinsaft, den hedder Eastern Sour og er en tikicocktail udviklet af en af genrens store mestre Trader Vic. Oprindeligt mikses den med bourbon, jeg besluttede at lave en konkurrence mellem pisco og mexcal for at nå frem til mit endelige MxMo-bidrag. Mezcal-udgaven vandt på marginalerne - den røgede smag står sig faktisk forbløffende godt til den røgede smag. Der var intet galt med pisco-udgaven - den var lækker og mild, men manglede lige det sidste, når nu det var et opgør.
  • 7,5 cl appelsinsaft - og den skal selvfølgelig være helt friskpresset
  • 2,25 cl citronsaft - det skal den også
  • 0,75 cl orgeat - det er en mandlesirup - jeg brugte den fra Giffard
  • 6 cl mezcal - jeg brugte Ilegal Joven
Alt hældes i en shaker, der fyldes med is og shakes grundigt, så isen bliver godt knust. Derefter hældes cocktailen med is op i et low ball glas, der pyntes med en halv appelsinskive, et par gode cocktailbær - jeg brugte faktisk de sidst af nogle jeg selv lavede for 2 pr siden - og en lille kvist mynte.