Kattens Negroni

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
IMG_0858Jeg er i et dilemma her, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde denne cocktail. Fundamentet er den klassiske Negroni - jeg missede Negroni Week, beklager - inspirationen er et par udgaver med koldbrygget kaffe - denne og denne - og så er der de uskrevne cocktailregler. Det er tilladt - ikke at der er et internationalt cocktailpoliti - at ændre navnet på en cocktail, hvis man bare ændre en enkelt detalje ved den. Det mest berømte eksempel er at Martini skifter navn til Gibson, hvis den serveres med et perleløg frem for en oliven. Tilsvarende hedder en Martini, der er shaken not stirred, faktisk en Bradford. Eftersom den afbilledede cocktail hverken er en klassisk Negroni - lige dele gin, Campari og rød vermouth - eller følger mine to inspirationer slavisk, må jeg give den mit eget navn. Og det er så ikke så nemt, som man skulle tro, hvis man inkluderer ordet Negroni i navnet får man Negroni-fundamentalisterne på nakken, som ikke tolererer andet end den klassiske blanding, på den anden side er det en nem måde at kommunikere noget genkendeligt til mange, at man beholder navnet i det nye navn. Hmm...jeg er i en kattepine og kaffen har været gennem en slags kat (ja, ja jeg ved godt, at det ikke er en rigtig kat, men et desmerdyr). Jeg har det! Kattens Negroni. Forleden var jeg nemlig så heldig at en af mine kolleger serverede Kopi Luwak kaffe for os. Jeg var den eneste, der ikke syntes det smagte forfærdeligt, så jeg fik det meste af et pund af de dyre og sjældne bønner med hjem. Det er ikke mit indtryk at det var tanken om at bønnerne har passeret igennem et mindre kattelignenede dyr, der gjorde at andre ikke nød kaffen, mere at den er bitter med undertoner af brændt gummi og noget lidt hengemt. Jeg har lavet caffe latte på bønnerne og det var godt, men ikke spektakulært. Og så tænkte jeg, at eftersom der - desværre - er en hvis risiko for, at dyr har lidt overlast under produktionen af bønnerne, så må jeg bruge dem til noget spektakulært og så var det at tanken om at mikse med koldbrygget kopi luwak meldte sig og inspirationskilderne fundet:
  • 3 dl koldbrygget kopi luwak - jeg lod de fint malede bønner trække i 8 timer
  • 3 cl gylden rom - jeg brugte Appleton Anniversary Blend
  • 3 cl Campari
  • 3 cl rød vermouth - jeg brugte Carpano Antica
Mål alt op i et røreglas og rør cocktailen kold. Si den ned i et lowball glas over en stor isterning og skær en strimmel appelsinskal over glasset, så olien lægger sig på overfladen. og dump den i cocktailen.
Udgivet i Rom