En fugtig affære – Gin Walk #5

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
ginwalk5Intet mindre end en verdenspremiere var hovedattraktionen under lørdagens Gin Walk gennem et København, der var fugtig på mere end en måde. Nordisk Brænderi præsenterede deres nordiske gin på det københavnske gin og tonic-mecca The Bird and The Churchkey. I dagens anledning - The Bird fyldt 1 år - var baren festligt pyntet med flag og fjer. Jeps fjer - på alle gulve i et  tykt lag. Jeg gruer for, hvordan det har set ud og lugtet sidst på aftenen, ikke mindst hvis skybruddet ramte Gammel Strand. Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi gav os både indblik i, hvordan han kom i gang med at destillere og hvad hans inspiration til en nordisk gin er, mens vi nød en G&T mixet på ginen med Fever Tree tonic, fornemt garneret med hindbær og frisk salvie. Ideen til at blive brændevinsbrænder fik han, mens han sejlede ishavet rundt og drømte om noget at varme sig på. Ideen til ginen, der indholder så usædvanlig et botanisk element som grønlandsk post, fik han på en tur med sin søn til Grønland. Grønlandsk post er en lav busk af rhododenron-familien, og den bruges tilsyneladende til te hele vejen rundt om ishavet. Derudover indholder ginen udover enebær naturligvis blade fra hyben- og klitrose, multebær og havtorn og 15 procent af basisspiritussen er Nordisk Brænderis egen æblebrændevin, mens resten er industrisprit lavet af melasse. Jeg synes, at det er fantastisk, at nogen tør binde an med at lave gin og jeg synes Anders Bilgrams gin er en god start, men helt færdig synes jeg ikke den er. For mig mangler der lidt kant og karakter endnu - og så er jeg så traditionel, at jeg mener, at gin skal smage af enebær og det var den smag, jeg havde sværest ved at finde. Jeg glæder mig til at se hvordan projektet udvikler sig. Næste stop var i Weltkuglens smukke gamle lokaler i Boltens Gård. Det var spændende at høre om det gamle hus og se, hvor godt, der er passet på det gennem tiden. Weltkuglen inviterede os på herreklub i London. De serverede en udgave af en Bee’s Knee med lavendelhonning lavet på Boodle's Gin. Ginen blev oprindeligt lavet til Boodle's Gentlemen’s Club i London, som er jævnaldrende med Weltkuglens lokaler i København altså fra midt i 1700-tallet. Det tog dog næsten 100 år før Boodle's Gentlemen’s Club startede ginproduktion. Boodles har som en del af de gamle klassiske London Dry-mærker, været købt og solgt mellem større og mindre spiritusfirmaer og længe var den ikke til at købe på det engelske marked. Det er den nu og den har de London dry kvaliteter, som gør den velegnet til en cocktail, der kun indeholder citron og honning ud over ginen. Gin Walken var denne gang også en indføring i sammensmeltningen af gin og mad. Næste stop var Tapasbaren i Dronningens Tværgade, hvor vi fik tre rigtigt fine små retter: Skinke, noget der smagte som tunsalat og lun gedeost med hindbær. Dertil en gin og tonic, som jeg kunne se og høre høstede stor anerkendelse: Gin Mare med 1724 tonic, lime, frisk timian og kapers. Helt sikkert en sammensætning, som ingen vil kimse ad på en tapasbar i Barcelona, men jeg har det lille problem, at jeg simpelthen ikke kan lide Gin Mare. Undertonen af oliven bryder jeg mig helt enkelt ikke om, men det er der tydeligvis mange andre, der gør og det er dejligt. Fra Dronningens Tværgade til Union Kitchen i Store Strandstræde er der ikke langt, men rigeligt langt nok til at blive pænt våd,  da regnen nåede storbyen. Indenfor i lokalet, hvor Restaurant Upalis holdt til i mange år, var der heldigvis tørt og lunt og dertil vældigt smukt. Overskriften for vores besøg var Bubbles and Balls og det var en dejlig kombination. Til en high ball lavet på Beefeater med vandmelonlemonade og en mousserede vin smagte vi et par små lækre burgere. Jeg smagte en med kylling og en med svinekød og de var begge virkeligt velsmagende. Så walken startede altså med en helt ny og small batch gin og sluttede med et af de store ginmærker, som i mange år har defineret begrebet gin og været med gennem både opture og nedture. Nu, hvor vi er i en ginoptur, er det engang i mellem godt at blive mindet om, hvad de nye ginprojekter både gør oprør mod og gerne vil være som. Som sagt ser jeg frem til, at Nordisk Brænderis ginprojekt udvikler sig. Jeg håber, at Anders Bilgram drømmer om, at han nu har startet noget, der i fremtiden vil sætte en ginstandard. Under alle omstændigheder så sætter Michael Sperlings herlige Gin Walks nye standarder for, hvor sjovt det er at interessere sig for gin og cocktails. Og after-walken på Union Bar, fortjener da vist sit egen indlæg….

Copenhagen Gin Walk #3

image To gang missede cocktailkammesjuken og jeg en gin walk, men tredje gang var lykkens gang. Bagmanden er Michael fra bloggen En Verden af Gin og konceptet er besnærende: I samlet flok spadserer en flok ginbegejstrede mennesker en bydel tynd. Undervejs er indlagt stop, hvor der kan smages gin, snakkes gin og betragtes gin. Kamppladsen for lørdagens udflugt var Vesterbro og der var fem stop: En ølbar, en vin- og spiritushandel og tre cocktailbarer. Fire en halv time, hvor de fleste sætninger begyndte med g. Første stop var Mikkeller Bar i Victoriagade. Nu kan en ølbar virke som et sært sted, at starte en gin walk, men som så mange tilsvarende små bryggerier i USA, har Danmarks mest berømte og berømmede microbryggeri også udvidet sortimentet til at omfatte spiritus. Mikkeller Botanical Gin bliver destilleret på havnen i Køge, hos Braunstein og det særlige ved den er at den er lavet på humle. Det er ærgerligt at skulle starte med ikke at være ovenud begejstret. For mine smagsløg er der tale om en helt igennem hæderlig gin med fokus på citrus. Men i modsætning til Mikkellers øl, som altid har kunnet overraske og besnære mig, fik den mig ikke til at falde ned af stolen. Vi smagte den rent og i en G&T. G&T’en var meget let i smagen - mixet med Fever Tree og en skive røde grape - men så heller ikke mere. Fra kælderen i Victoriagade til en kælder på Værnedamsvej. Næste stop var nemlig Juul’s Vin og Spiritus. Lukket og med nedrullede skodder, da vi ankom, men vi blev lukket ind og sendt i underetagen, hvor jeg rigtigt gerne vil have lov at støve rundt en dag. Her førte Max Scott os gennem en prøvesmagning af tre gins - to tyske og en engelsk: Elephant, Monkey 47 Distillers Cut 2012 og Sipsmith VJOP. Han havde samtidigt mange gode tips til, hvordan man kan se, hvor meget alkohol, der er i en spiritus ved at slynge den rundt i glasset og se om den efterlader et ubrudt gardin eller en række prikker. Jo lavere alkoholprocent jo mere ubrudt en linje. Han havde også tips til, hvordan man undgå at næse og smagsløg brænder ud af de kraftige indtryk. Jeg vil så gerne kunne lide Elephant, det lyder som et helt igennem sympatisk projekt. Nogle af ginnens botaniske elementer er hentet i Afrika og hver solgt flaske betyder penge til bevarelsen af de store grå dyr. Men jeg savnede enebær i smagsbilledet, som derudover var lidt rodet og lidt bleget. Monkey 47 er en af mine favoritter - fx til martini - og Distillers Cut 2012 var fin og floral, men det var Sipsmith VJOP, der fik min stemme, som testens bedste. Masser af enebær - tilsat af tre omgange undervejs i fremstillingen - og med så meget som 57,7 procent alkohol. Og så var det den gin, der skilte ginentusiasterne fra cocktailnørderne. Til spørgsmålet om den ville være god til cocktails, sagde et flertal nej. Men det er jeg lodret uenig i. Alle elementer i en cocktail skal bidrage til den samlede smag. Bartenderen er en komponist, der skal sørge for at alle instrumenter kan høres. En modsætning kunne være en dårlig maler, der får smurt så mange farver på sit lærred, at de løber sammen i en stor brun klat. Alt andet lige er det nemmere at komponere med smag, der står klar og uforfærdet og det gør Sipsmith VJOP. Det demonstrerede bar manager Esben Pagh på Lidkoeb, som var næste station på rejsen. Inden i baggården ved siden af Føtex på Vesterbrogade rejser, der sig et cocktailpalads i tre etager. Lidkoeb er en knopskydning af Ruby i indre by. Esben havde valgt en cocktail fra The Savoy Cocktail Book. En Fairbanks No. 1. Lad mig sige det sådan, hvis ikke Harry Craddock tilfældigvis havde inkluderet denne - og mange andre - cocktail i sin bog, der er en cocktailbibel, så ville den i dag have været at finde i en anden bestseller: Glemmebogen. Vi fik en Fairbanks no. 1 på Sipsmith VJOP, Noilly Prat, abrikoslikør, grenadine og citron. Det er sjovt at have smagt den, men den er altså for ufokuseret til min smag. Efter Liedkoeb smuttede vi over Vesterbrogade og ned ad Dannebrogsgade til endnu et kælderetablissement: Duck and Cover. Det er en af mine favoritbarer og jeg havde glædet mig til stoppet. Kasper Riewe Henriksen ventede på os med en flaske Aviation Gin. Det er en moderne amerikansk gin, der er lavet specielt med henblik på en cocktail, som først gang blev set på tryk i 1916, Hugo Esslins Aviation. Kasper tog heldigvis udgangspunkt i den oprindelige opskrift. Da Harry Craddock skrev sin Savoy Cocktail Book, som udkom i 1930, var viollikøren forsvundet fra Aviation, formentlig fordi den var svær at skaffe. Aviation er en fremragende cocktail, når balancen er der og det var den selvfølgelig - gin, Maraschino, viollikør og citronsaft. Det lyder ikke så svært, men det kan gå ret galt fordi både violen og kirsebærsmagen fra Maraschinoen er meget dominerende. Jeg havde set frem til turens sidste stop, som var på Gasværksvej skråt overfor Reden. Der skal nok være nogle Vesterbro-nostalgikere der begræder at de to legendariske værtshuse Lones Kro og Nuuk nu er slået sammen og blevet forvandlet til en cocktailbar. 1656 er lillebror til 1105 i indre by. Kammesjukken og jeg har et stort svagt punkt for 1105, det var der, vi smagte den første veltillavede, klassiske, gamle cocktail og blev forelsket i genren. En bartender så elegant som en tryllekunstner og så hurtig som en gunslinger mixed os et par Ramos Gin Fizz - og så var vi solgt. 1656 (og ja, begge barer er opkaldt efter det postnummer de er beliggende i) er i sandhed en magisk forvandling af de to gamle værtshuse. Jeg vil ikke vide, hvor mange grydesvampe og hektoliter knofedt der er gået til at få stedet til at præsentere sig så elegant og diskret, som det gør. Bar Manager Nicklas Jørgensen afskar selskabets magelige deltager fra nogle bløde sofaer, i barens øverste del. Han havde  nemlig noget på hjerte: Geranium Gin. Fremelsket af Henrik Hammer og hans far og fremstillet i England. Vi fik lov at gramse på potteplante og få klaret bihulerne af forstøvet blomsterduft. For ja, ginnens nøgleingrediens er selvfølgelig geranium. Slutteligt fik vi valget mellem en G&T på Geranium Gin, en Martini ditto eller en Snap Fever. Cocktailkammesjukken og jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være en Snap Fever. Jeg har selv forsøgt mig med cocktailen, så pludselig at få lov at smage den, mixet af mester selv var stort. En Snap Fever er en Bee’s Knee med det meget nordiske islæt af ærter og af laurbær. Da Nicklas hørte om vores forkærlighed for gincocktails, var han så flink at byde på et work in progress: En cocktail har arbejder på at perfektionere. Og det er faktisk det smagsindtryk fra hele turen, der står klarest for mig: En gin sour med Aperol, rød grape og orangeblomstvand. Og så gør det ikke noget, at den er fuldstændigt yndig lysorange med kridhvidt skum fra æggehvide. Gin Walken var officielt forbi, men det blev også til en gå-hjem-cocktail mere fra 1656: En Negroni til kammesjukken og en cocktail med hindbær og eukalyptus til mig. Og så må jeg indrømme, at jeg ikke kan huske, hvad den hed. Men det er der råd for, jeg må simpelthen besøge baren snart igen. Og det gør jeg hellere end gerne for sikke et herligt tillæg til det i forvejen fornemme udbud af cocktailbarer på Vesterbro. Og alt det jeg har glemt og overset fra turen? Det kan du læse om hos Sjønne. (Spørg mig lige om jeg er glad for at kunne linke til hele to danske blogs om gin og cocktails)

Til barkonvent i Berlin

Flasker der banker sig op af jorden, gyngestole på en overdækket veranda og kolde, tunge kobberkrus. Selv når store spiritusmærker forsøger at sælge deres produkter til deres måske mest vidende publikum -  nemlig cocktailbartendere - gribes der til teater. Marketingsguruer vil sikkert betegne det storytelling - men det er altså ikke andet end kulisser og klicheer. Og det er da også ganske fornøjeligt, at daske rundt og kigge på Campariflasker frosset ind i midten af en kæmpe iskugle eller at  mikse sin egen Lynchburg Lemonade i et syltetøjsglas med håndtag. Men der hvor Bar Konvent Berlin virkelig var interessant for mig, var i de stande, hvor man kunne møde producenten selv og få lov at nøjes med en lille smagsprøve og så selv forsøge at opdage de smagelementer, som producenten fremhæver. Sært nok var det mest amerikanske producenter af små produktioner - spruttens svar på mikrobryggerier - der satsede på den type præsentation. De største fortabte sig hurtigt i gimmicks og/eller starletter for ja selv i 2013 hyrer man kvinder alene for deres udseende. Kvinder der bare skal gå rundt med bakker fulde af smagsprøver og som end ikke bliver briefet til at kunne svare på, hvad de serverer. Deres kønne små hoveder kan næppe rumme så kompliceret information som: Russisk vodka. Men kedede jeg mig så eller fandt konventet spild af tid? Ikke overhovedet og ved de tre foredrag - eller hvad man nu skal kalde dem - som jeg overværede, samlede jeg enkelte godbidder af  interessant viden op. Men ingen af dem var på højde med seminarerne i New Orleans eller dem som Copenhagen Spirits and Cocktails kan diske op med, hvor man i højere grad går efter interessante emner og så først derefter leder efter sponsorer. I Berlin virker det som om, at man arbejder omvendt. Derfor endte præsentationen om Martini med at være et salgsfremstød for det vodkamærke som sponserede den. Og derfor var der i smagsbakken ikke en eneste ginbaseret Martini, som ellers nok kunne have været en sammenlignende smagstest værd. Kommer jeg tilbage? Helt sikkert om ikke andet, så for at se, hvilke tableauer de store finder på i 2014.

Tales of the Cocktails 2013

image

En hundelort forsvinder fra gaderne i New Orleans på mindre end et døgn. Ikke fordi byen myldrer med entreprenante gadefejere - langtfra - men fordi det subtropiske klima får den til at myldre med insekter og kravl, der gladeligt spiser lort.

Den eneste anden livsform, der er lige så overrepræsenteret er festaber, der kommer tilrejsende fra nær og fjern for at gå party amok  i Bourbon Street.

Og i den forgangne uge kunne man så lige lægger 20.000 cocktailgale mennesker, blandt andre mig, oven i hatten. Så ikke noget at sige til, at byens lidt adstadige og nedslidte infrastruktur våndede sig under belastningen.

I og omkring cocktailkonferencen Tales of the Cocktails hovedkvarter på byens fine gamle Hotel Monteleone gik al trafik jævnligt i stå, når der blev delt gratis cocktails ud til deltagerne eller smagsprøver af nye spruttyper.

Indenfor var lydniveauet i lobbyen ofte oppe omkring metrobyggeriets. Og jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor nederen det måtte være, intetanende at have booket et værelse på hotellet, som almindeligvis er en perle af ro og old world elegance.

Ikke at 20.000 cocktailtosser opfører sig specielt tosset, faktisk var jeg mere end imponeret over fraværet af alt fra helt bimmelim branderter til asen og masen, når der skulle prøvesmages sprut.

Min hensigt med besøget var at blive klogere. 200 forskellige begivenheder med alt fra seminarier til prisuddelinger over pressefrokoster til sponsormiddag, skulle jo nok kunne holde mig beskæftiget. Og ja, jeg drak da også en smule.

Derudover var der jo også mulighed for at møde masser af cocktailverdenens stjerner og up and coming stars. Ikke dårligt at kigge på fx Jeff Bells (billedet) teknik, da han i løbet af et par timer igen og igen mixede smagsprøver af en ikke helt ukompliceret cocktail, han har udviklet til Diaego World Class, hvor han i øvrigt vandt konkurrencen against the clock i finalerunden.

Han kunne både konversere, møde gamle bekendte og shake tohændigt uden at det gik ud over kvaliteten af nogen af delene.

Det skal man lige tænke på, når man blive lidt indbildsk som cocktailamatør: Alle kan shake een god cocktail, men at shake adskillige, måske endda forskellige, mens man får gæsten til at føle sig godt tilpas i baren, det skal man være bartender for at kunne.

Det lykkedes mig at presse seks seminarier ind i løbet af de tre hele dage jeg var i New Orleans. Blandt de interessante informationer, der har lejret sig, er historien om USA’s iskonge. En gal mand, som havde held med at eksporterer is høstet på amerikanske ferskvandssøer til så fjerne egne som Indien og Australien og så varme steder som Caribien.

Om det så var Europa, hvor der dog ellers er en del ferskvandssøer, der almindeligvis er isbelagte hele vinteren, så kunne Frederic Tudor også sælge sine varer her.

Dronning Victoria fandt det så yndigt at drikke drinks med is fra Massachusetts,  at hun skabte mode i velhaverkredse. For dengang var brugen af is i drikkevarer og til konservering af madvarer kun for de virkeligt rige.

Jeg lærte også en helt del om at anlægge en cocktailhave, hvor man kan forsyne sig med alt fra mynte til egne oliven, cocktailbær og syltede perleløg.

Faktisk var jeg til hele to seminarer med Amy Stewart, som har skrevet en af den meste interessante bøger i mit cocktailbibliotek The Drunken Botanist. I anden runde fortalte hun den forunderlige historie om Angostura Bitter og fraværet af angosturabark i denne verdens mest solgte cocktailbitter.

Lige som terroir har betydning for vine, har jordbund, klima osv. også betydning for spiritus. Tre kloge mænd diskuterede betydningen for henholdsvis rom, tequila og cognac. Klogest synes jeg Alexandre Gabriel, som ejer cognachuset Pierre Ferrand, var: Han mindede om, at også de folk, der arbejder med fremstillingen og de metoder, der bruges, har meget at skulle have sagt for det endelige produkt. Faktisk gik han så vidt som til at kalde folk med for stor fokus på geologi og geografi terroir-ister.

Endelig mødte jeg både Bulleit Bourbon og Tanquerays master destillers og fik svar på et spørgsmål, jeg længe har grublet over: Hader master destillers ikke bare, at vi hælder alt fra citronsaft over likør til vermouth og ligefrem øl i deres omhyggeligt kalibrerede whiskey og gin?

Nej, siger Bulleit, tværtimod, uden cocktailrenaissancen ville destilleriet ikke have fået en markedsandel så hurtigt.

Nej, siger Tanqueray, gin er jo ikke så kompleks en spiritus at fremstille, men Tom Nichol indrømmer, at dengang han arbejdede på et whiskeydestilleri i sin fødeby Tullibody i Skotland, da syntes han ikke at det var ok, at blande noget i whiskyen. Ikke engang så meget som en isterning eller en dråbe vand.

Jeg fik også besøgt en af New Orleans klassiske barer French 75, som ligger i tilknytning til restauranten Arnaud’s. Det er en klassisk smuk bar - mørkt træ, behagelige møbler og udsøgt betjening og ikke mindst fornemt turnerede cocktails. De serverede den bedste Sazerac, jeg nogensinde har smagt - på Old Overholt og i et iskoldt glas, meget smukt og forfriskende.

At man ikke behøver at movere sig ind i restauranten, hvis man bliver sulten er en selvfølge sådan et sted, så jeg fik også smagt både husets rejebisque og østers.

Til gengæld ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal mene om New Orleans. Det er sådan et sted, det tager tid at fordøje. Det er beskidt, varmt, støjende og ganske fattigt. Det er også smukt, historisk og magisk.

Balladen er, at jeg på den ene side har ondt af de lokale fordi vi er så mange, der lige suser forbi for at tilfredsstille vores forlystelsessyge og på den anden side ved jeg godt, at 20.000 deltagere i en konference lægger så mange penge i byen, at ingen vil undværer os.

Heller ikke det par jeg mødte den sidste aften: Let forbrændte, storsvedene i sommertøj, der ikke helt passede mere. De holdt hinanden i hånden mens de så aldeles fortabte ud, tror ikke de var fulde, bare overvældet af indtryk. De var langt fra Bourbon Street iført hver sin knaldrøde souvenir t-shirt, hvor der stod Trouble nr. 1 og Trouble nr. 2 på.

Næppe har byen haft mindre besværlige gæster, som er borte lige så hurtigt som hundelorten.

Brændende rotter

image

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at overskriften ikke på nogen måde afspejler nogle af de smags- eller duftindtryk, jeg fik ved forpremieren på Mojito Embassy i går. Hvad begrebet dækker over, vender jeg tilbage til.

Først vil jeg sige, at jeg lige siden jeg i 1983 boede indenfor høre- og synsvidde af den skole i Aarhus, hvor byens sambahold hele vinteren øvede sig til det årlige karneval, har været en lille smule pas på forsøg på at omsætte Sydamerikanske og/eller Caribiske traditioner til dansk.

Det bliver hurtigt forlorent, når stive hofter møder latinske rytmer.

Den erindring summede lidt i baghovedet, da jeg drog mod Pumpehuset, som efter beskrivelsen skulle være omdannet til et lille stykke Cuba med markedsplads og bar.

Men velankommet - og advaret mod at gå på den røde løber - konstaterede jeg, at det i grunden fungerede meget godt. Ikke mindst fordi det trods gråt, regnlabilt vejr var smeltende varmt indendøre, men også fordi bygningen jo er en gammel industribygningen og meget stemningsfuld.

Noget der helt sikkert er blevet skelet til, da rammerne for Havana Clubs omrejsende salgsfremstød skulle findes - et moderne, strømlignet sted ville have været en katastrofe.

Desuden var jeg under min rejse, nået frem til, at jeg var parat til at tåle meget for arrangements hæderværdige formål: At vriste mojitoen ud af provinsdiskotekernes overgreb med søndertampet, blodfattig mynte, sourmix og dårlig rom.

Det gøres med bjerge af limefrugter og marker af frisk mynte pynteligt arrangeret omkring æresgæsten: Havana Club - altså god cubansk rom.

Og det var simpelthen stemningsfuldt at stå med en frisklavet mojito og lytte til Kasper Riewe Henriksen, der gav os - de indbudte bloggere og mediefolk - en tour de force af en romlektion.

For det er her de brændende rotter kommer ind i billedet. Romeksperten sparede os ikke for nogle af de mere barske elementer af rommens historie.

Det er lettere og mere sikkert at høste sukkerrør efter en afbrænding af markerne, for så er kun rørene tilbage og både ukrudt, krat, slanger og andet kryb borte.

I gamle dage antændte slaverne markerne ved at sætte ild til et par rotter, som så løb ind i moradset og futtede det hele af.

Og så er der vel ikke så meget andet at sige, end at Mojito Embassy bestemt et besøg værd og at drinksene i glasset er fuld af gode historier.

Ned til kirsebærvinen

image

Forleden stod jeg tidligt op og kørt i to timer og tre kvarter så langt mod sydvest jeg kan komme fra min bolig uden at skulle betale for en færgetur eller en bropassage.

Jeg endte ved Frederiksdal gods der ligger på Lolland, der længst mod vest, tæt på Langelandsbæltet.

Dernede var blomstringen på træerne i kirsebærplantagerne netop overstået og det forlyder, at den forløb upåklageligt.

Det var altså ikke træer klædt i bedårende småblomstret vi fik at se, men træer, hvor små grønne kirsebær er i vækst frem mod høsten i august.

Træerne, dem jeg - og de øvrige cirka 20 fremmødte til smagedag - så, er plantet af Harald Krabbes far. Længe før Harald sammen med Morten Brink Iwersen og Jan Friis-Mikkelsen fik den ide, at lave vin af bærrene. Det kan man kalde en herlig fædrende arv.

Det var et meget udbytterigt arrangement, ud over en traktortur under tunge regnskyer til en af godsets kirsebærplantager fik vi også en smagsmæssig rundvisning i vineriet, hvor kirsebærvin i alle stadier af udvikling opbevares i stål, trætønder og såmænd også ude i kulden i glasballoner kun nødtørftigt overdækket.

Det var meget interessant at smage kirsebærvin i forskellige udviklingsstadier - mest imponeret var jeg af sidste års høst fra Skovmark plantage. Den havde en meget fyldig smag med fuld knald på kirsebærrene - sådan noget der går godt til en peberbøf med en simpel grøn salat.

Derefter blev vi diverteret med en udsøgt frokost i godsets spisesal. En frokost Jan Friis-Mikkelsen havde kreeret. Den demonstrerede at kirsebærvin langtfra kun er en dessertvin. Ærgerligt nok kunne jeg ikke kaste mig ud i de mange foreslåede smagssammensætninger af vin og mad, fordi jeg jo altså også skulle køre retur til Asserbo. Men jeg bed mærke i, at Jan mener at vinene skal serveres kolde til mad og det vil jeg prøve en dag.

En bartender stod i øvrigt parat til at mikse nogle af de cocktails, som jeg har prøvemikset tidligere og været med til at navngive.

Dagens højdepunkt var dog at få lov at smage Frederiksdals eksperiment med at lave kirsebærlikør - altså at give Cherry Heering indenlandsk konkurrence.

Jeg har haft lejlighed til at smage likøren lige efter at den var blandet og også lavet et par cocktails med den, men nu havde den ligget på træfad i et stykke tid og allerede udviklet sig gevaldigt. Jeg har svært ved at forestille mig, at de københavnske cocktailbarer ikke bliver begejstret for den. Jeg glæder mig i hvert fald til at mikse med den.

New Stuff

Jeg bor i det rådne æble - altså den del af Sjælland, hvor al udvikling er gået i stå og vi intet er værd - her er ikke mange velassorterede cocktailbutikker. Ikke en eneste faktisk, men det er der jo, når det kommer til stykket, ikke engang i København. Der handler jeg ellers ofte hos Bottle Basement i Magasin i Kongens Lyngby, hos Vinoble Skt. Petri eller hos Juul Vinhandel. Men efter at have fået serveret blanke, grænsende til nedladende blikke de to første steder, da jeg spurgte efter Orgeat - en nøgleingrediens til Mai Tai - vendte jeg blikket mod nettet. Her fandt jeg MixMeister som modtog min bestilling i går og for en halv time siden trillede min flinke postdame op foran det lille røde hus og leverede en stor kasse. Det er sgu da service - fra begge virksomheder. Retteligt burde man selvfølgelig ikke blive forundret over, at PostDanmark kan levere fra dag til dag, men alligevel;) MixMeister havde både Orgeat og de fleste andre sirupper fra Monin og så blev jeg fristet af en endnu ukendt gin Bulldog, et kraftigt glas, en enhåndscitruspresse og et kækt målebæger. Var det dyrt? Mjahh for mig er det vigtigere, at varerne er pengene værd - og det er de. Nu skal jeg ikke jage byen rundt efter Orgeat mere og jeg har nye ting og væsker at underholde mig med. Det var sgu en god julegave til mig selv.