Slået op d.

Negroni vingummibamser

Share
Et hyppigt spørgsmål til enhver cocktailtosse er: Hvad er din yndlingscocktail?
 
I rigtigt lang tid var mit svar,  at det afhænger af omstændighederne og at jeg holder af flere forskellige typer cocktails og hvis folk så pressede for et mindre politikeragtigt svar og et mere menneskeligt et, svarede jeg: En Mai Tai.
 
Den engelske udgave af denne cocktailblog hedder Ginhound – så det var et lidt grinagtigt svar.
 
Men nu er det sådan at mine smagsløg ændrer sig jævnligt og i det sidste lange stykke tid har mit svar været: En Negroni – så er ginhunden glad igen.
 
For nogle år siden da jeg var til cocktailkonferencen Tales of the Cocktail i New Orleans var jeg så heldig at løbe ind i den italienske forfatter og Bartender Luca Picchi, som forærede mig sin bog: Negroni Cocktail – an Italian Legend.
 
Bogen er årsag til at lige siden har været voldsomt fascineret af cocktailen – jeg har kunnet lide den, siden jeg først smagte den – men både dens historie og de muligheder der er med dens smagsprofiler er ret betagende.
 
Denne sommer har jeg især eksperimenteret med vermouth-delen af cocktailen. Efter min mening er det der man kan konstaterer de største forskellig i cocktailen som jo altså er lige dele gin, Campari og rød, sød vermouth.
 
Efter min mening er der ikke noget reelt alternativ til Campari, der findes amaro på markedet, der minder om den, men ved en blindsmagning ville jeg aldrig gætte Negroni, hvis jeg fik sådan et mix.
 
Ginnen betyder bestemt noget, men det er vermouthen  der gør forskellen.
 
Nu er det sådan at spiritus-industrien har meget lidt forståelse for hjemmebartenderen, så ganske mange likører og vermouther sælges kun i alt for store flasker i Danmark. En del vermouther kun i 1 liters flasker. 
 
Det er sgu en udfordring for en enlig cocktailtosse. Løsningen er at færdigblande sin Negroni, så vermouthen ikke pludselig er besk, flad og sur.
 
Men det giver jo altså 3 liter Negroni og så bliver man måske lidt overmodig – efter at have lagt mig fast på to favoritter – en mixet med Berto Vermouth og en med La Quintinye Vermouth (som sælges i cocktailvenlige 37,5 cl flasker) så kastede jeg mig ud i et projekt, mange andre har haft gang i på nettet: Vingummibamser med sprutsmag.
 
Først måtte jeg vente på at de bestilte forme ankom og så slog mine to første forsøg fejl (farvel 2,5 dl Negroni).
 
Men lige pludselig var den der:
  • 125 ml Negroni – miks lige dele af din favorit gin, vermouth og Campari
  • 2 tsk gelatinepulver
  • 2 spsk sukker
  • 2 spsk appelsinjuice
  • 4 blød Orange Angostura Bitter   
Rør gelatinen ud i 2 spsk kold vand og lad det stå et øjeblik mens du måler resten op i en skål der passer over en gryde med vand  og kan tåle opvarmning.
 
Varm vandet op til det lige akkurat koger under skålen og tilsæt så gelatinen, rør til den er helt opløst, men det er vigtigt at kontrollere varmen, så negronien ikke koger – den må gerne dampe svagt, men ikke koge.
 
Så er det bare at fylde væsken i bamseformene med de inkluderede pipetter, stille dem på køl og vente et par timer.
 
Og så er det selvfølgelig vigtig at det efterfølgende kun er voksne mennesker der spiser dem – og at de får at vide, at der er tale om en kraftig cocktail tilsat gelatine.
 
Så altså denne metode fungerede for mig – jeg regnede mig frem til mængden på følgende vis: Gelatinepulverpakken oplyste at 1tsk pulver svarer to to blade husblas. Min mor lærte mig i sin tid at 8 blade kunne stive 500 ml væske – så regnede jeg baglæns og lagde lidt til fordi jeg antager at den høje alkoholprocent – lige under 30 procent – i min væske ville modvirke gelatinen. Enten har jeg ret – eller også var jeg heldig – jeg har kun lavet dem en gang.  
Slået op d.

Gensyn med Rabarberklubben

Share

Antallet af danske ginproducenter har forlængst passeret 50, markedet er lige så glohedt som maj 2018 har været. Længslen efter den unikke, lokale, bæredygtigt producerede gin og tonic er tilsyneladende uudslukkelig.

Det giver sådan nogle gammeldags ginelskere som mig problemer. Nogle af de nye ginner smager så lidt af gin, at jeg aldrig ville gætte, at det var det de var, ved en blindsmagning. Nogle af de nye ginner er mere form end substans – smuk flaske, flot etikette, god røverhistorie og som de siger i Storbritannien Bob’s your uncle.

Endnu værre bliver det, når denne gammeldags ginelsker især elsker sin gin i en god cocktail. Nogle af mine favoritcocktails er fra dengang hvor gin smagte voldsomt af enebær og formentlig også ganske meget af sprit. Det er opskrifter på alt fra Negroni over Corpse Reviver nr. 2 til Clover Club kalibreret efter.

Det betyder, at man risikerer en voldsomt ubalanceret cocktail, hvis man får fingre i en af de nye ginner, hvor ginmageren har valgt at fremhæve andre botaniske elementer end enebær.

Sidste år anmeldte jeg bogen Danske gin og ginmagere – og miksede en udvalgt cocktail med både Copenhagen Orange Gin og Marstal Gin, som opskriften oprindeligt er udviklet til. Da fik jeg respekt for danske ginmagere – de to er gode gins til mine smagsløg og mine cocktailbehov.

I mellemtiden er jeg måske nok faldet lidt tilbage i min gin-gammelsurhed – lad mig afsløre at mine go-to ginner er Tanqueray og Plymouth, når det ikke skal være fancy og Sipsmith eller Martin Miller, når det godt må være lidt bedre.

Jeg har endda heppet på Hayman’s kampagne for at få gjort kål på den værste af den nye type gin: Fake gin. 

Men altså: En strålende forårsdag i maj faldt min vej forbi Tisvildeleje og der antraf jeg en bod, hvor jeg kunne købe Wenneberg og sønner Botanisk Gin.  

Jeg købte en af hver og forærede den mest klassiske væk – jeg har nemlig en svaghed for hindbær, måske fordi det er den eneste vækst, der virkelig trives på min sandede Asserbojord. Jeg havde egentlig tænkt at gemme den,  til jeg kunne teste den med egne friske bær i en Clover Club, men så spottede jeg min anden hortologiske triumf: Rabarber og kom straks i tanke om Rabarberklubben.

Jeg kogte mig en lille sirup af nogle stilke rabarber med sukker og citron og mens den kølede faldt det mig ind, at det var nu jeg kunne få testet det veganske alternativ til æggehvide i skummende cocktails: Aquafaba – bønnevand dybest set. 

Efter lidt eksperimenter med forholdet mellem ingredienserne kom jeg frem til en brugbar opskrift, hvor rabarberen og ginnen er stjernerne og citronen og bønnevandet spillede henholdsvis anden og tredje violin. Jeg kunne faktisk smage kikærterne i den første udgave og det går ikke.

  • 6 cl gin – jeg brugte Botanisk Gin – infuseret med hindbær
  • 2 cl friskpresset og siet citronsaft
  • 2 cl afkølet nykogt rabarbersirup
  • 2 cl siet væske fra en dåse økologiske kikærter

Alt hældes i en shaker med en enkelt isterning og shakes kraftigt. Fyld derefter shakeren op med is og shake til der er synligt skum, når man linder på shakerlåget. Si cocktailen op i et cocktailglas og pynt enten med en ukendt blomst eller en ikke helt sønderkogt bid rabarber. (Mine endte så sønderkogt, at de ryger i en runde rabarbersnitter i morgen).

P.S. Bare for at være helt klar i spyttet: Dette er ikke et sponseret indlæg, men hvis det var, så ville det have været helt det samme indlæg.

P.P.S. I anledning af Negroni Week er Botanisk Gin nu også testet i en Negroni – der fungerer den også fint.

 

 

Slået op d.

Danske gin og ginmagere og The Potential Reviver

Share

I alt for mange år var bøger på dansk om cocktails og drinks oversættelser af ringe kvalitet. Ofte bare dårligt illustrerede opskriftssamlinger, med striber af uinteressante drinks.

Undtagelserne er dog Ole Knudsens bøger og Pernille Florios lille hæfte fra 2004.

Det hul i markedet er dog stille og roligt ved at bliver fyldt ud af nye kvalitetsudgivelser fra danske bartendere og spirituseksperter. Så hvis der er bøger om cocktails eller spiritus på ønskesedlen hos folk du er på julegave med, så er der historisk meget at vælge imellem i år.

En af årets udgivelser – Danske gin og ginmagere – er skrevet af Christian Wendelboe og i mit arbejdsliv er jeg kollega til hans far. Jeg har fået et anmeldereksemplar forærende.

Danske gin og ginmagere er en bog der formår at gøre mange ting godt – samtidigt: Først og fremmest at give indsigt i det næsten eksponentielt voksende udbud af dansk produceret/udtænkt gin, dernæst at give en fin indføring i hjemmebartenderiets kunst.

Bogen indeholder oveni hatten flere end 50 opskrifter på cocktails – både klassiske og flere end 30 nyudviklede, der specielt fremhæver en række af de omtalte danske gins.

Og Christian Wendelboe har skam også et øje for, at for mange er gin lige så selvfølgeligt forbundet med tonic som Tintin med Terry, så han har både tonicens historie med og en gennemgang af de tonics, han vil anbefale.

Som han skriver:

Du kan sagtens ødelægge en god gin med en dårlig tonic, men du kan derimod lave en anstændig Gin & Tonic på en middelmådig gin og en god tonic.

Det er så sandt, som det er skrevet.

Der er med andre ord tale om en sprutbog, der favner bredt uden at gabe over for meget og det er en bog der både kan læses og bruges. Sådan nogen kan jeg godt lide.

På læseområdet er der er en gennemgang af ginnens historie, så ingen mere behøver at tro at det er et affaldsprodukt fra whiskeyproduktion, som jeg har hørt den klare drik beskrevet som.

Og også selve processen med at destillere alkohol gennemgås.

Bogen kan læses fortløbende eller bruges om opslagsværk, selvom en indholdsfortegnelse i det sidste tilfælde ville have været dejlig.

Bogen er letlæst og forfalder aldrig til nørderi for nørderiet skyld.

Jeg må sige, at undervejs i læsningen havde jeg svært ved ikke at fare ud efter shaker og is for at prøvesmage nogle af cocktailsene eller at shoppe amok på nettet, efterhånden som tankerne bag og beskrivelser af de enkelte gins blev præsenteret.

Der er med andre ord al mulig grund til at Danske gin og ginmagere ligger under en masse juletræer i år – eller køb den til dig selv, hvis du ikke kan vente.

Og så måtte jeg da også smage mindst en af bogens nyudviklede cocktails. Flere fangede mine smagsløg, men da jeg nåede til siden 71 var jeg solgt: En dansk udviklet Tiki-cocktail på gin. What’s not to like.

Hvis man nærlæser de 27 opskrifter i Tiki-appen over dem alle –  Total Tiki – der indeholder gin, er det kun 8 af dem, der ikke også indeholder rom og/eller cognac.

Nu indholder mit cocktailbibliotek endnu en (næsten) ren gin Tiki-cocktail.

The Potential Reviver

Den er et dejligt bekendtskab; frisk, let, men med tydelig Tiki-DNA: Orgeat, appelsin- og bananlikør gør deres. Den er nu i fast rotation i Asserbo.

Cocktailen er udviklet til Marstal no 31 gin – jeg kan ikke gennemskue om den er udviklet af Christian Wendelboe selv, af Magnus Hamann eller af de to i samarbejde.

Under alle omstændigheder holdt jeg mit Dankort i ro mens jeg læste bogen, så jeg har ikke fået shoppet endnu, men appelsinskal er en af Marstal no 31s karakteristika og til min fødselsdag fik jeg en flaske Copenhagen Distillerys Copenhagen Orange Gin</a>. Den brugte jeg efter princippet: Opskrifterne i Danske gin og ginmagere fungerer sikkert bedst med den gin, de er udviklet til, men bør også fungere med andre.

Så here goes:

  • 4 cl gin – jeg brugte altså Copenhagen Orange Gin
  • 1 cl snaps – jeg brugte D Aurum fra Den Ny Spritfabrik
  • 1 cl bananlikør – jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1 cl orangelikør – jeg brugte Pierre Ferrand Dry Curacao
  • 1 cl orgeat – Giffards orgeat
  • 2 cl citronsaft
  • 2 bløb orange bitter – jeg brugte Angostura Orange

Jeg smed alt i en shaker med is og dobbeltstrainede over frisk is i et lavt glas. Pyntede med to halve appelsinskiver. Og da jeg lavede cocktail igen erstattede jeg den 1 cl snaps med en ekstra cl gin, det blev cocktailen ikke dårligere af.

Update: Siden jeg miksede cocktailen første gang, er der sket to ting: Marstal Spirit har været så venlig at sende mig en flaske af den gin, cocktailen altså oprindeligt er udviklet til: Marstal no 31. Nu har jeg altså smagt den, som den var tænkt og er stadig vild med den.

Derudover har jeg prøvet at pre-batche en større mængde og haft den med til en julefrokost. Det er nemt at mikse alt andet end citron og så bare presse citron til allersidst og shake.

Således serverede jeg 6 cocktails uden at få anden sved på panden end den fra shakningen og uden at fylde min svigerindes køkken op med sprutflasker mens hun knoklede med at anrette julemaden.

Bedst af alt. selv folk der ikke bryder sig om gin kunne lide denne cocktail. Nu får en en tur mere til et nytårsparty.

Slået op d.

Pink Cadillac

Share

IMG_3027 (1)

I min ungdom var der langt mellem cocktailbarerne i København, jo man kunne få en cocktail på flere af byens hotelbarer, men der var stemningen lidt trist og priserne ofte høje.

Så da MexiBar en gang i starten af 1990’erne åbne blev den lidt af et tilløbsstykke og jeg kom der fra tid til anden. Det var ikke rigtigt en god aften, hvis jeg ikke fik et par Pink Cadillacs.

Den sukkersøde, overpyntede, lyserøde sag blev jeg mindet om, da emnet for månedens cocktailleg Mixology Monday var: Den skamfulde cocktail, du ikke tør indrømme, at du godt kan lide.

Af MexiBars kort fremgår det, at den består af gin, vodka, Malibu, grenadine, appelsin- og ananassaft, fløde og bitter lemon. Altså en letbenet kusine til Long Island Ice Tea, lidt af hver og gang i den.

Nu er jeg selvfølgelig for cocktailsnobbet til nogensinde at lukke en flaske Malibu inden for min dør, så for 10 dage siden satte jeg et syltetøjsglas med Plantation 3 Star hvid rom og friske kokosstykker fra en tæsket nød og lidt af kokosvandet over. Det passer sig selv, men er nok blevet rystet sådan hver anden dag.

Og så besluttede jeg at bruge Den Ny Spritfabriks dildsnaps D Argentum, i stedet for vodka. Det er en meget ren snaps med mildt bid og dild, som god medicin.

  • 3 cl gin – jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl D Argentum dildsnaps – vodka kan bruges i stedet
  • 1,5 cl kokosrom – hvis du bruger Malibu, vil jeg foreslå at du bruger 4,5 cl gin – Malibu er en likør.
  • 3 cl friskpresset appelsinjuice
  • 3 cl friskpresset ananasjuice
  • 2 cl hjemmelavet grenadine – klem al saft ud af et granatæble ved simpel håndkraft, si og opmål mængden af saft, bring den i kog med den halve mængde sukker, rør til alt sukker er opløst, afkøl og hæld på flaske med et skvæt vodka.
  • 3 cl piskefløde – ja økologisk – køer skal på græs.
  • 5-6 cl bitter lemon – jeg brugte Thomas Henry – hvis du ikke kan får fat i den, så kan man mikse halvt Pellegrino tonic og halvt Pellegrino lemonade.

Mål alle ingredienser undtagen bitter lemon op i i en shaker, shake hårdt med rigeligt is, si op i Hurricaneglas eller andet stor glas på fod. Fyld op med bitter lemon og pynt med appelsinbåd, ananastoppe og alt det drinkstingeltangel du kan finde, der skal paraplyer i, til den har svært ved ikke at lette.

Slået op d.

Winter Goodbye

Share

Winter Goodbye
Forårssolen får mennesker og dyr til at gøre de mest forbløffende ting. Mig sendte den lige lukt i grøntsagsskuffen med trang til at muge ud. Et gammelt blomkålshoved, som i løbet af den seneste uge, bare er blevet mere og mere sølle, blev i løbet af 10 knivhug og lidt besværgelser forvandlet til juice af mit juiceapparat.

Og må jeg sige en bedårende juice: Mælkehvid, pikant og aromatisk. Den smager af peber, sukker og nødder og dufter af p…;)

Jeg tænkte, hvis jeg tilsætter en vinterjuice noget sommer, så får jeg en forårscocktail, for alle ved, at foråret er gennemsnittet af vinteren og sommeren:)

  • 6 cl gin – jeg brugte Tarquin’s (og hvis du vil vide mere om denne fremragende gin – og andre – så melder du dig til et af disse arrangementer)
  • 0,75 cl bananlikør – jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1,5 cl limesaft
  • 3 cl blomkålsjuice

Mål alle ingredienserne op i en shaker, tilsæt is og ryst kraftigt. Si cocktailen op i en cocktailskål, eller et andet fint glas på stilk, pynt med en skive lime.

 

Slået op d.

Genetisk Polymorfisme

Share

Genetic Polymorphism

Lige siden jeg første gang kan huske, at min far engang i 60’erne kom hjem med fyldte chokolader med violcreme fra Alida Marstrand har jeg elsket smagen af den lilla blomst og jeg drikker spandevis af Kusmis sorte te med viol.

Og så på et eller andet tidspunkt i de sene 1970’ere eller tidlige 1980’ere dukkede der endnu en smag og duft op på min stjernehimmel: Koriander.

Men man kan ikke være fan af nogen af delene uden at vide, at det virkeligt er smage, der deler vandene. Der er masser af mennesker, der enten hader den ene eller den anden. Og så er vi – et fåtal, tror jeg – der elsker dem begge.

Der er ingen grund til at diskutere det, man er genetisk disponeret for enten hadet eller kærligheden, fordi begge smagsstoffer er genetisk polymorfe.

I den anledning besluttede jeg mig for at mikse med dem begge i dag:

  • 4,5 cl gin – jeg brugte Sipsmith VJOP – det er den gin, hvor enebærsmagen virkelig formår at give både viol og koriander modspil.
  • 3 cl friskpresset lime
  • 1,5 cl sukkersirup (kog lige dele vand og melis sammen og køl helt af før brug)
  • 0,75 cl viollikør – jeg brugte Creme de Violette fra Bitter Truth
  • et lille bundt frisk koriander

Start med forsigtigt at smatte korianderen ud i limejuice og sukkersirup i bunden af en shaker, mål derefter ginen op i, tilsæt is og shake.

Si cocktailen ned – eller op – i et glas. Eventuelt gennem en lille si, hvis du ikke bryder dig om urterester i din cocktail. Det kan jeg godt lide – ikke mindst i en nyklassisk Old Cuban fx.

Til sidst hælder du viollikøren i for en lagdelt effekt – så få du også rigtig violsmæk for skillingerne, når du når ned til den.

Slået op d.

Red Lady

Share

Jeg er ikke ret vild med skovarealer. Det kan hænge sammen med, at jeg for vild i en skov i mindst 15 minutter en aften da jeg var sådan en 10-11 år. Det kurerede mig for nåletræer i større mængder for altid.

Derfor er det måske lidt mærkværdigt, at jeg bor lige midt mellem to sandflugtsplantager. Heldigvis er de adskilt af et åbent lyngareal ned mod stranden – et område jeg elsker.

Men når man ved, hvordan jeg har det med træer i større ophobninger, så siger det noget om, hvor glad jeg er for gin, at jeg til middag tilbragte mindst halvanden time i bagende sol i området Rusland ved Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland på jagt efter enebær.

Efter 20 minutters hårdt arbejde dybt inde i et krat, overfaldet af alskens flyvende smådyr lykkedes det mig at finde det der svarer til en stor spiseskefuld friske, modne enebær. Enebærbuske er nogle betornede sataner, så uden over heden og smådyrene kæmpede jeg også mod alle de småprik busken gav mine fingerspidser.

Men ja, jeg vil gå langt for at finde ud af om man kan forvandle 50 procents vodka til noget der minder om gin ved at lade udvalgte urter og enebær trække i den.

Og lykkeligvis kom jeg forbi to vilde kirsebærtræer med nok modne bær til en lille portion smuk rød saft og så var aftenens cocktail i hus.

Vel hjemme blev enebærrene lige kvæstet med støderen fra min morter og sat over og trække i vodka – jeg brugte Absolut 100. Kirsebærrene blev kogt til saft med lidt sukker, citronsaft og kirsebæreddike.

Nærmere kan jeg ikke komme en opskrift fordi jeg altid kun koger saft til øjeblikkelig brug.

Når nu jeg havde rød saft fra bær plukket i Rusland, var det oplagt at tage udgangspunkt i en White Lady for at lave en Red Lady:

  • 3 cl kirsebærsaft
  • 3 cl Maraschino kirsebærlikør
  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s
  • 1 æggehvide

Hæld alle ingredienser i en shaker og shake i 15 sekunder uden is. Tilsæt derefter is og shake i 15 sekunder til. Si cocktailen op i en cocktailskål.

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at skummet på min cocktail ikke er ret tykt eller fast. Jeg snød og brugte for lidt æggehvide fordi jeg kun havde et æg tilbage og havde bruge for det meste til aftensmad. Ellers var tanken, at pynte med et lille knips sort, islandsk salt – den med kul fra Irma.

Slået op d.

Rabarbernegroni

Share

I denne uge er det Negroni Week – en event, hvor især amerikanske barer donerer en del af fortjenesten på de Negronier, de sælger i løbet af ugen til velgørende formål.

Samtidig er det en uge, hvor sociale medier og sprutblogs fra hele verden løber fuld af Negroni-variationer og -anprisninger.

Så meget, som jeg holder af originale, så var en kollega og jeg ganske enige om i går morges, at der skal en uprøvet variation til at skyde Pinsen i gang. Ret hurtigt faldt jeg over en Rabarber-negroni og eftersom de røde stilke er øjeblikkets favorit for mig, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle det være.

En nærmere blik på opskriften afslørede, at den ikke indholdt nogle former for hjemmebakset rabarbermix, men derimod den italienske rabarber-bitter Zucca.

Og det betød en udflugt til Supermarco i Sydhavnen. Den fantastiske lagerhal der simpelthen er en lille god Italien parallelforskudt flere hundrede kilometer nordpå.

Og nu jeg var på shopping, blev hjemmebaren også suppleret med Strega, amaretto og Maraschino.

Og så var det bare at få prøvesmagt Zucca’en vel hjemme i cocktailkøkkenet. Der er tale om en mørkt farvet amaro, med et svagt rødligt skær, som smager både indviklet og jordnært. Men langtfra som den Campari, den erstatter i rabarber-Negroni’en. Campari i er voldsomt mere mere bitter og medicinsk.

Jeg valgte at følge målestoksforholdet mellem de tre ingredienser fra det blogindlæg, hvor jeg havde opdage eksistensen af rabarber-Negroni, så derfor ser opskriften således ud:

  • 4 cl gin – jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 2 cl Zucca

Alt blev målt op i et lavt glas over en stor cocktail. Derefter rørte jeg cocktailen kold og skar et stykke citronskal henover.

Der er tale om en meget appetitvækkende cocktail, som smager hen i retning af japansk miso eller flydende bouillonterninger. Ret godt.

Slået op d.

Lavendelnegroni

Share

En af de store cocktail festivaller, jeg endnu ikke har besøgt, som jeg drømmer misundeligt om om natten er Manhatten Cocktail Classic.

Årets fandt sted med start i sidste weekend og alverdens cocktail blogs har været fulde af smukke billeder og tørstfremkaldende bulletiner.

En af de cocktails som gjorde mig nysgerrig var en Lavendel Negroni – altså et simpelt twist på den mest berømte italienske cocktail der findes. En af de cocktails man enten elsker eller hader, fordi den er kraftfuld i sit smagsbillede og vældig potent af de tre forskellige typer sprut.

Det er en fremragende appetitvækker og jeg advarer altid folk, der vil smage den for første gang om, at det er vigtigt at have en plan for, hvor det næste måltid skal komme fra, fordi den virkelig får gang i smagsløg og madlyst.

Lavendelversionen er ikke mindre pragtfuld end originalen. Den forudsætter dog en ingrediens, som jeg ikke lige ved, hvor man får fat i herhjemme: Lavendel Bitter. Jeg købte en flaske fra firmaet Scrappy’s med hjem fra New Orleans sidste år, men spørg hos Juuls.

  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s håndlavede gin fra Cornwall.
  • 5 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 5 cl Campari
  • Lavender Bitters – jeg brugte Scrappy’s

Mål de tre første ingredienser op i et røreglas, tilsæt rigeligt med is og rør til glasset dugger og er godt koldt.

Spray lavendelbitter i et Low Ball eller et andet lavt glas. Jeg har købt en parfumespray i Tiger efter ide fra en veninde og hældte bare en lille smule i flasken. Anbring en stor isterning i glasset og si cocktailen over.

Spray et pift lavendelbitter mere henover overfladen ikke ned i den. Pynt med en gren lavendel – indtil mine blomstrer nøjedes jeg med en lille stilk blomstrende purløg. Hvis du har så er et stykke frisk appelsinskal uden hvid hinde også god pynt, der tilfører nogle gode olier.

Slået op d.

Hanky Spanky Panky

Share

Verdens første berømte kvindelig bartender (så vidt vi ved) var Ada Coleman.

Omkring 1902 blev hun ansat som bartender på The American Bar på Savoy Hotel i London. Hun var hovedbartender i 1921, da Harry Craddock som siden indlagde sig udødelig hæder ved at udgive The Savoy Cocktail Book, blev ansat. Craddock valgte at tage til Europa, hvorfra han faktisk stammede, da det totale spiritusforbud blev indført i USA i 1920.

Ada Coleman var en sej kvinde at bedømme efter billeder af hende. Jeg synes dette billede er ret genialt. Ja man kan se at hun har stået i den samme stilling for fotografens skyld lidt for længe, men hun ligner præcis det hun er: En dygtig bartender – med det sødeste smil lurende lige under overfladen.

Og så er der jo cocktailen, der er uløseligt knyttet til Coleys navn: The Hanky Panky – en blanding af gin, sød vermouth og med en lille smule Fernet. Den miksede hun til en kunde, som ankom til hendes bar, mere end udkørt og bad om en cocktail med slag i.

Som den virkelige dygtige bartender hun var kastede hun ikke bare noget sammen på stedet, hun eksperimenterede i timevis, sådan at hun næste gang han stoppede forbi kunne tilbyde ham en helt særlig drink.

Da han havde tømt glasset udbrød han: That is the real Hanky.Panky! Og så havde cocktailen fået sit navn. (Og samtidig har vi lært, at det først er senere at Hanky-Panky har fået en lidt dobbelttydig småslibrig betydning, ingen gentleman ville i 1920’erne have sagt noget totalt vulgært til en kvinde i andre mænds påhør).

Dagens cocktail er et twist af Adas opskrift. Skabt af Jarred Brown for Sipsmith Gin. Jarred Brown har sammen med Anastatia Miller skrevet en meget interessant bog om gamle berømte bartendere – The Deans of Drink – og her fortæller de to forfattere, hvordan Ada Colemans bartenderkarriere endte.

I 1925 valgte ledelsen af The Savoy Hotel at tage hensyn til de amerikanske gæster, der ikke brød sig om, at der var kvinder i en bar. Ada Coleman og barens anden kvindelige bartender, Ruth Burgess, blev overflyttet til hotellets blomsterforretning – og så var det at Harry Craddock blev forfremmet til hovedbartender.

For Coley og Kitty – som de to kvindelige bartender blev kaldt – shakede jeg The Spanky Panky Martini ekstra hårdt:

  • 5 cl gin
  • 5 cl rød vermouth
  • 1 cl Fernet Branca
  • 10 friske mynteblade

Put mindst 7 mynteblade i en shaker og mål de øvrige ingrendienser op. Ryst med is og si cocktailen i en cocktailskål – brug en lille sigte for at holde eventuelle myntestumper tilbage.

Pynt med de tilbageværende mynteblade, men inden du lægger dem i cocktailen, så væk dem ved at lægge dem på en flad hånd og giv dem et klask.