Danske gin og ginmagere og The Potential Reviver

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
I alt for mange år var bøger på dansk om cocktails og drinks oversættelser af ringe kvalitet. Ofte bare dårligt illustrerede opskriftssamlinger, med striber af uinteressante drinks. Undtagelserne er dog Ole Knudsens bøger og Pernille Florios lille hæfte fra 2004. Det hul i markedet er dog stille og roligt ved at bliver fyldt ud af nye kvalitetsudgivelser fra danske bartendere og spirituseksperter. Så hvis der er bøger om cocktails eller spiritus på ønskesedlen hos folk du er på julegave med, så er der historisk meget at vælge imellem i år. En af årets udgivelser - Danske gin og ginmagere - er skrevet af Christian Wendelboe og i mit arbejdsliv er jeg kollega til hans far. Jeg har fået et anmeldereksemplar forærende. Danske gin og ginmagere er en bog der formår at gøre mange ting godt - samtidigt: Først og fremmest at give indsigt i det næsten eksponentielt voksende udbud af dansk produceret/udtænkt gin, dernæst at give en fin indføring i hjemmebartenderiets kunst. Bogen indeholder oveni hatten flere end 50 opskrifter på cocktails - både klassiske og flere end 30 nyudviklede, der specielt fremhæver en række af de omtalte danske gins. Og Christian Wendelboe har skam også et øje for, at for mange er gin lige så selvfølgeligt forbundet med tonic som Tintin med Terry, så han har både tonicens historie med og en gennemgang af de tonics, han vil anbefale. Som han skriver:
Du kan sagtens ødelægge en god gin med en dårlig tonic, men du kan derimod lave en anstændig Gin & Tonic på en middelmådig gin og en god tonic.
Det er så sandt, som det er skrevet. Der er med andre ord tale om en sprutbog, der favner bredt uden at gabe over for meget og det er en bog der både kan læses og bruges. Sådan nogen kan jeg godt lide. På læseområdet er der er en gennemgang af ginnens historie, så ingen mere behøver at tro at det er et affaldsprodukt fra whiskeyproduktion, som jeg har hørt den klare drik beskrevet som. Og også selve processen med at destillere alkohol gennemgås. Bogen kan læses fortløbende eller bruges om opslagsværk, selvom en indholdsfortegnelse i det sidste tilfælde ville have været dejlig. Bogen er letlæst og forfalder aldrig til nørderi for nørderiet skyld. Jeg må sige, at undervejs i læsningen havde jeg svært ved ikke at fare ud efter shaker og is for at prøvesmage nogle af cocktailsene eller at shoppe amok på nettet, efterhånden som tankerne bag og beskrivelser af de enkelte gins blev præsenteret. Der er med andre ord al mulig grund til at Danske gin og ginmagere ligger under en masse juletræer i år - eller køb den til dig selv, hvis du ikke kan vente. Og så måtte jeg da også smage mindst en af bogens nyudviklede cocktails. Flere fangede mine smagsløg, men da jeg nåede til siden 71 var jeg solgt: En dansk udviklet Tiki-cocktail på gin. What's not to like. Hvis man nærlæser de 27 opskrifter i Tiki-appen over dem alle -  Total Tiki - der indeholder gin, er det kun 8 af dem, der ikke også indeholder rom og/eller cognac. Nu indholder mit cocktailbibliotek endnu en (næsten) ren gin Tiki-cocktail.

The Potential Reviver

Den er et dejligt bekendtskab; frisk, let, men med tydelig Tiki-DNA: Orgeat, appelsin- og bananlikør gør deres. Den er nu i fast rotation i Asserbo. Cocktailen er udviklet til Marstal no 31 gin - jeg kan ikke gennemskue om den er udviklet af Christian Wendelboe selv, af Magnus Hamann eller af de to i samarbejde. Under alle omstændigheder holdt jeg mit Dankort i ro mens jeg læste bogen, så jeg har ikke fået shoppet endnu, men appelsinskal er en af Marstal no 31s karakteristika og til min fødselsdag fik jeg en flaske Copenhagen Distillerys Copenhagen Orange Gin. Den brugte jeg efter princippet: Opskrifterne i Danske gin og ginmagere fungerer sikkert bedst med den gin, de er udviklet til, men bør også fungere med andre. Så here goes:
  • 4 cl gin - jeg brugte altså Copenhagen Orange Gin
  • 1 cl snaps - jeg brugte D Aurum fra Den Ny Spritfabrik
  • 1 cl bananlikør - jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1 cl orangelikør - jeg brugte Pierre Ferrand Dry Curacao
  • 1 cl orgeat - Giffards orgeat
  • 2 cl citronsaft
  • 2 bløb orange bitter - jeg brugte Angostura Orange
Jeg smed alt i en shaker med is og dobbeltstrainede over frisk is i et lavt glas. Pyntede med to halve appelsinskiver. Og da jeg lavede cocktail igen erstattede jeg den 1 cl snaps med en ekstra cl gin, det blev cocktailen ikke dårligere af. Update: Siden jeg miksede cocktailen første gang, er der sket to ting: Marstal Spirit har været så venlig at sende mig en flaske af den gin, cocktailen altså oprindeligt er udviklet til: Marstal no 31. Nu har jeg altså smagt den, som den var tænkt og er stadig vild med den. Derudover har jeg prøvet at pre-batche en større mængde og haft den med til en julefrokost. Det er nemt at mikse alt andet end citron og så bare presse citron til allersidst og shake. Således serverede jeg 6 cocktails uden at få anden sved på panden end den fra shakningen og uden at fylde min svigerides køkken op med sprutflasker mens hun knoklede med at anrette julemaden. Bedst af alt. selv folk der ikke bryder sig om gin kunne lide denne cocktail. Nu får en en tur mere til et nytårsparty.  

Pink Cadillac

IMG_3027 (1) I min ungdom var der langt mellem cocktailbarerne i København, jo man kunne få en cocktail på flere af byens hotelbarer, men der var stemningen lidt trist og priserne ofte høje. Så da MexiBar en gang i starten af 1990'erne åbne blev den lidt af et tilløbsstykke og jeg kom der fra tid til anden. Det var ikke rigtigt en god aften, hvis jeg ikke fik et par Pink Cadillacs. Den sukkersøde, overpyntede, lyserøde sag blev jeg mindet om, da emnet for månedens cocktailleg Mixology Monday var: Den skamfulde cocktail, du ikke tør indrømme, at du godt kan lide. Af MexiBars kort fremgår det, at den består af gin, vodka, Malibu, grenadine, appelsin- og ananassaft, fløde og bitter lemon. Altså en letbenet kusine til Long Island Ice Tea, lidt af hver og gang i den. Nu er jeg selvfølgelig for cocktailsnobbet til nogensinde at lukke en flaske Malibu inden for min dør, så for 10 dage siden satte jeg et syltetøjsglas med Plantation 3 Star hvid rom og friske kokosstykker fra en tæsket nød og lidt af kokosvandet over. Det passer sig selv, men er nok blevet rystet sådan hver anden dag. Og så besluttede jeg at bruge Den Ny Spritfabriks dildsnaps D Argentum, i stedet for vodka. Det er en meget ren snaps med mildt bid og dild, som god medicin.
  • 3 cl gin - jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl D Argentum dildsnaps - vodka kan bruges i stedet
  • 1,5 cl kokosrom - hvis du bruger Malibu, vil jeg foreslå at du bruger 4,5 cl gin - Malibu er en likør.
  • 3 cl friskpresset appelsinjuice
  • 3 cl friskpresset ananasjuice
  • 2 cl hjemmelavet grenadine - klem al saft ud af et granatæble ved simpel håndkraft, si og opmål mængden af saft, bring den i kog med den halve mængde sukker, rør til alt sukker er opløst, afkøl og hæld på flaske med et skvæt vodka.
  • 3 cl piskefløde - ja økologisk - køer skal på græs.
  • 5-6 cl bitter lemon - jeg brugte Thomas Henry - hvis du ikke kan får fat i den, så kan man mikse halvt Pellegrino tonic og halvt Pellegrino lemonade.
Mål alle ingredienser undtagen bitter lemon op i i en shaker, shake hårdt med rigeligt is, si op i Hurricaneglas eller andet stor glas på fod. Fyld op med bitter lemon og pynt med appelsinbåd, ananastoppe og alt det drinkstingeltangel du kan finde, der skal paraplyer i, til den har svært ved ikke at lette.

Winter Goodbye

Winter Goodbye Forårssolen får mennesker og dyr til at gøre de mest forbløffende ting. Mig sendte den lige lukt i grøntsagsskuffen med trang til at muge ud. Et gammelt blomkålshoved, som i løbet af den seneste uge, bare er blevet mere og mere sølle, blev i løbet af 10 knivhug og lidt besværgelser forvandlet til juice af mit juiceapparat. Og må jeg sige en bedårende juice: Mælkehvid, pikant og aromatisk. Den smager af peber, sukker og nødder og dufter af p...;) Jeg tænkte, hvis jeg tilsætter en vinterjuice noget sommer, så får jeg en forårscocktail, for alle ved, at foråret er gennemsnittet af vinteren og sommeren:)
  • 6 cl gin - jeg brugte Tarquin's (og hvis du vil vide mere om denne fremragende gin - og andre - så melder du dig til et af disse arrangementer)
  • 0,75 cl bananlikør - jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1,5 cl limesaft
  • 3 cl blomkålsjuice
Mål alle ingredienserne op i en shaker, tilsæt is og ryst kraftigt. Si cocktailen op i en cocktailskål, eller et andet fint glas på stilk, pynt med en skive lime.  

Genetisk Polymorfisme

Genetic Polymorphism Lige siden jeg første gang kan huske, at min far engang i 60'erne kom hjem med fyldte chokolader med violcreme fra Alida Marstrand har jeg elsket smagen af den lilla blomst og jeg drikker spandevis af Kusmis sorte te med viol. Og så på et eller andet tidspunkt i de sene 1970'ere eller tidlige 1980'ere dukkede der endnu en smag og duft op på min stjernehimmel: Koriander. Men man kan ikke være fan af nogen af delene uden at vide, at det virkeligt er smage, der deler vandene. Der er masser af mennesker, der enten hader den ene eller den anden. Og så er vi - et fåtal, tror jeg - der elsker dem begge. Der er ingen grund til at diskutere det, man er genetisk disponeret for enten hadet eller kærligheden, fordi begge smagsstoffer er genetisk polymorfe. I den anledning besluttede jeg mig for at mikse med dem begge i dag:
  • 4,5 cl gin - jeg brugte Sipsmith VJOP - det er den gin, hvor enebærsmagen virkelig formår at give både viol og koriander modspil.
  • 3 cl friskpresset lime
  • 1,5 cl sukkersirup (kog lige dele vand og melis sammen og køl helt af før brug)
  • 0,75 cl viollikør - jeg brugte Creme de Violette fra Bitter Truth
  • et lille bundt frisk koriander
Start med forsigtigt at smatte korianderen ud i limejuice og sukkersirup i bunden af en shaker, mål derefter ginen op i, tilsæt is og shake. Si cocktailen ned - eller op - i et glas. Eventuelt gennem en lille si, hvis du ikke bryder dig om urterester i din cocktail. Det kan jeg godt lide - ikke mindst i en nyklassisk Old Cuban fx. Til sidst hælder du viollikøren i for en lagdelt effekt - så få du også rigtig violsmæk for skillingerne, når du når ned til den.

Red Lady

Jeg er ikke ret vild med skovarealer. Det kan hænge sammen med, at jeg for vild i en skov i mindst 15 minutter en aften da jeg var sådan en 10-11 år. Det kurerede mig for nåletræer i større mængder for altid. Derfor er det måske lidt mærkværdigt, at jeg bor lige midt mellem to sandflugtsplantager. Heldigvis er de adskilt af et åbent lyngareal ned mod stranden - et område jeg elsker. Men når man ved, hvordan jeg har det med træer i større ophobninger, så siger det noget om, hvor glad jeg er for gin, at jeg til middag tilbragte mindst halvanden time i bagende sol i området Rusland ved Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland på jagt efter enebær. Efter 20 minutters hårdt arbejde dybt inde i et krat, overfaldet af alskens flyvende smådyr lykkedes det mig at finde det der svarer til en stor spiseskefuld friske, modne enebær. Enebærbuske er nogle betornede sataner, så uden over heden og smådyrene kæmpede jeg også mod alle de småprik busken gav mine fingerspidser. Men ja, jeg vil gå langt for at finde ud af om man kan forvandle 50 procents vodka til noget der minder om gin ved at lade udvalgte urter og enebær trække i den. Og lykkeligvis kom jeg forbi to vilde kirsebærtræer med nok modne bær til en lille portion smuk rød saft og så var aftenens cocktail i hus. Vel hjemme blev enebærrene lige kvæstet med støderen fra min morter og sat over og trække i vodka - jeg brugte Absolut 100. Kirsebærrene blev kogt til saft med lidt sukker, citronsaft og kirsebæreddike. Nærmere kan jeg ikke komme en opskrift fordi jeg altid kun koger saft til øjeblikkelig brug. Når nu jeg havde rød saft fra bær plukket i Rusland, var det oplagt at tage udgangspunkt i en White Lady for at lave en Red Lady:
  • 3 cl kirsebærsaft
  • 3 cl Maraschino kirsebærlikør
  • 5 cl gin - jeg brugte Tarquin’s
  • 1 æggehvide
Hæld alle ingredienser i en shaker og shake i 15 sekunder uden is. Tilsæt derefter is og shake i 15 sekunder til. Si cocktailen op i en cocktailskål. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at skummet på min cocktail ikke er ret tykt eller fast. Jeg snød og brugte for lidt æggehvide fordi jeg kun havde et æg tilbage og havde bruge for det meste til aftensmad. Ellers var tanken, at pynte med et lille knips sort, islandsk salt - den med kul fra Irma.

Rabarbernegroni

I denne uge er det Negroni Week - en event, hvor især amerikanske barer donerer en del af fortjenesten på de Negronier, de sælger i løbet af ugen til velgørende formål. Samtidig er det en uge, hvor sociale medier og sprutblogs fra hele verden løber fuld af Negroni-variationer og -anprisninger. Så meget, som jeg holder af originale, så var en kollega og jeg ganske enige om i går morges, at der skal en uprøvet variation til at skyde Pinsen i gang. Ret hurtigt faldt jeg over en Rabarber-negroni og eftersom de røde stilke er øjeblikkets favorit for mig, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle det være. En nærmere blik på opskriften afslørede, at den ikke indholdt nogle former for hjemmebakset rabarbermix, men derimod den italienske rabarber-bitter Zucca. Og det betød en udflugt til Supermarco i Sydhavnen. Den fantastiske lagerhal der simpelthen er en lille god Italien parallelforskudt flere hundrede kilometer nordpå. Og nu jeg var på shopping, blev hjemmebaren også suppleret med Strega, amaretto og Maraschino. Og så var det bare at få prøvesmagt Zucca’en vel hjemme i cocktailkøkkenet. Der er tale om en mørkt farvet amaro, med et svagt rødligt skær, som smager både indviklet og jordnært. Men langtfra som den Campari, den erstatter i rabarber-Negroni’en. Campari i er voldsomt mere mere bitter og medicinsk. Jeg valgte at følge målestoksforholdet mellem de tre ingredienser fra det blogindlæg, hvor jeg havde opdage eksistensen af rabarber-Negroni, så derfor ser opskriften således ud:
  • 4 cl gin - jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl rød vermouth - jeg brugte Martini Rosso
  • 2 cl Zucca
Alt blev målt op i et lavt glas over en stor cocktail. Derefter rørte jeg cocktailen kold og skar et stykke citronskal henover. Der er tale om en meget appetitvækkende cocktail, som smager hen i retning af japansk miso eller flydende bouillonterninger. Ret godt.

Lavendelnegroni

En af de store cocktail festivaller, jeg endnu ikke har besøgt, som jeg drømmer misundeligt om om natten er Manhatten Cocktail Classic. Årets fandt sted med start i sidste weekend og alverdens cocktail blogs har været fulde af smukke billeder og tørstfremkaldende bulletiner. En af de cocktails som gjorde mig nysgerrig var en Lavendel Negroni - altså et simpelt twist på den mest berømte italienske cocktail der findes. En af de cocktails man enten elsker eller hader, fordi den er kraftfuld i sit smagsbillede og vældig potent af de tre forskellige typer sprut. Det er en fremragende appetitvækker og jeg advarer altid folk, der vil smage den for første gang om, at det er vigtigt at have en plan for, hvor det næste måltid skal komme fra, fordi den virkelig får gang i smagsløg og madlyst. Lavendelversionen er ikke mindre pragtfuld end originalen. Den forudsætter dog en ingrediens, som jeg ikke lige ved, hvor man får fat i herhjemme: Lavendel Bitter. Jeg købte en flaske fra firmaet Scrappy’s med hjem fra New Orleans sidste år, men spørg hos Juuls.
  • 5 cl gin - jeg brugte Tarquin’s håndlavede gin fra Cornwall.
  • 5 cl rød vermouth - jeg brugte Martini Rosso
  • 5 cl Campari
  • Lavender Bitters - jeg brugte Scrappy’s
Mål de tre første ingredienser op i et røreglas, tilsæt rigeligt med is og rør til glasset dugger og er godt koldt. Spray lavendelbitter i et Low Ball eller et andet lavt glas. Jeg har købt en parfumespray i Tiger efter ide fra en veninde og hældte bare en lille smule i flasken. Anbring en stor isterning i glasset og si cocktailen over. Spray et pift lavendelbitter mere henover overfladen ikke ned i den. Pynt med en gren lavendel - indtil mine blomstrer nøjedes jeg med en lille stilk blomstrende purløg. Hvis du har så er et stykke frisk appelsinskal uden hvid hinde også god pynt, der tilfører nogle gode olier.

Hanky Spanky Panky

Verdens første berømte kvindelig bartender (så vidt vi ved) var Ada Coleman. Omkring 1902 blev hun ansat som bartender på The American Bar på Savoy Hotel i London. Hun var hovedbartender i 1921, da Harry Craddock som siden indlagde sig udødelig hæder ved at udgive The Savoy Cocktail Book, blev ansat. Craddock valgte at tage til Europa, hvorfra han faktisk stammede, da det totale spiritusforbud blev indført i USA i 1920. Ada Coleman var en sej kvinde at bedømme efter billeder af hende. Jeg synes dette billede er ret genialt. Ja man kan se at hun har stået i den samme stilling for fotografens skyld lidt for længe, men hun ligner præcis det hun er: En dygtig bartender - med det sødeste smil lurende lige under overfladen. Og så er der jo cocktailen, der er uløseligt knyttet til Coleys navn: The Hanky Panky - en blanding af gin, sød vermouth og med en lille smule Fernet. Den miksede hun til en kunde, som ankom til hendes bar, mere end udkørt og bad om en cocktail med slag i. Som den virkelige dygtige bartender hun var kastede hun ikke bare noget sammen på stedet, hun eksperimenterede i timevis, sådan at hun næste gang han stoppede forbi kunne tilbyde ham en helt særlig drink. Da han havde tømt glasset udbrød han: That is the real Hanky.Panky! Og så havde cocktailen fået sit navn. (Og samtidig har vi lært, at det først er senere at Hanky-Panky har fået en lidt dobbelttydig småslibrig betydning, ingen gentleman ville i 1920’erne have sagt noget totalt vulgært til en kvinde i andre mænds påhør). Dagens cocktail er et twist af Adas opskrift. Skabt af Jarred Brown for Sipsmith Gin. Jarred Brown har sammen med Anastatia Miller skrevet en meget interessant bog om gamle berømte bartendere - The Deans of Drink - og her fortæller de to forfattere, hvordan Ada Colemans bartenderkarriere endte. I 1925 valgte ledelsen af The Savoy Hotel at tage hensyn til de amerikanske gæster, der ikke brød sig om, at der var kvinder i en bar. Ada Coleman og barens anden kvindelige bartender, Ruth Burgess, blev overflyttet til hotellets blomsterforretning - og så var det at Harry Craddock blev forfremmet til hovedbartender. For Coley og Kitty - som de to kvindelige bartender blev kaldt - shakede jeg The Spanky Panky Martini ekstra hårdt:
  • 5 cl gin
  • 5 cl rød vermouth
  • 1 cl Fernet Branca
  • 10 friske mynteblade
Put mindst 7 mynteblade i en shaker og mål de øvrige ingrendienser op. Ryst med is og si cocktailen i en cocktailskål - brug en lille sigte for at holde eventuelle myntestumper tilbage. Pynt med de tilbageværende mynteblade, men inden du lægger dem i cocktailen, så væk dem ved at lægge dem på en flad hånd og giv dem et klask.

Snow Ball

Jeg har mixet cocktails med alt fra rødebedesaft over havtornsaft til store mængder Angostura, så man kan sige, at jeg har prøvet lidt af hvert. Men aldrig så besynderlig en blanding, som den der skal i shakeren, når man følger opskriften på en Snow Ball, som jeg har fundet i et genoptryk af 1935-udgaven af Bar La Florida Cocktails. Cocktailen, som enten hedder snebold eller snefest lidt afhængigt af om der er tale om en trykfejl eller ej, består af gin, creme de menthe, parfait amour og mælk. Det næste sære ved opskriften er, at der skal 1/3 af hver ingrediens i shakeren - der står ikke noget om det er 1/3 oz eller hvad og så er der ikke andet at gøre end at opfatte det som lige dele. Dermed løb jeg risikoen for at den meget kraftige creme de menthe overdøvede de øvrige ingredienter. Det gjorde den minsandten også, men Glacial Creme de Menthe fra Tempus Fugit (køb den hos Juuls) er så skøn en likør, at det ikke rigtig gør noget - og den kølige myntesmag harmonerer jo også med både snebold eller sneselskabs temaet. Mælken er på den ene side denne cocktails redningsplanke og dens akilleshæl. Mælken skaber faktisk en ret finurlig balance og forhindre, at smagen bare bliver et rod af mynte og viol, men desværre fik sprutten mælken til at skille - dog først efter at jeg fik taget et billede. Men kort tid efter sad jeg med et glas halvklar væske i bunden af glasset og klumper øverst - en katastrofe, hvis man vil servere den til et selskab eller hvis man er en bar. Så noget af et mysterium, hvordan man klarede den på El Floridita i Havana i 1935.
  • 1,5 cl gin
  • 1,5 cl creme de menthe
  • 1,5 cl Parfait Amour (jeg brugte creme de violette fra Bitter Truth men er godt klar over, at Bols mere at likøren er en lilla curacao)
  • 1,5 cl mælk
Shake de fire ingredienser med is og si cocktailen op i et lille glas på stilk - et sherryglas eller gammeldags likørglas er fint, for om ikke andet er dette en ganske lille cocktail.

Colonial Gin og Tonic

Efterhånden er det yderst sjældent, at jeg mikser mig en gin og tonic. Forklaringen er simpel: Jeg forsøger at holde mit månedlige spiritusindtag pænt under Sundhedsstyrelsens anbefaling. Det betyder, at jeg hellere vil brug min sprutration på noget, jeg ikke har prøvet før. Men i onsdags var Hendriks så venlige at sende mig den yndigste lille nødhjælpskasse - G&T med agurk til en person - i anledning af den internationale Gin og Tonic dag. Kassen (se den nederest) fristede mig til en sjælden midt-ugentlig drink og da jeg sad der i min hyggelige GTA-bimmelim, begyndte jeg at lede efter fede G&T-videoer på nettet. Her mindede denne video med David Rios, som er regerende bartederverdensmester, mig om, hvor udsøgt en gintonic - som sjussen hedder i den del af Europa - blandes i Spanien. Det fik mig straks til at planlægge en fantasitur til Barcelona, hvor omdrejningspunktet skulle være en aften på 41 degrees - cocktails og snacks Adria-style sat til musik og lysshow. Siden det hele alligevel var en dagdrøm, kunne jeg sagtens mase et besøg ind hos Heston Blumenthal i England, som så passende kunne servere en agurke-infuseret gin og tonic for mig. Jeg vendte tilbage til den virkelige verden, da en interessant blog-post om en autentisk gin og tonic dukkede op i mit Tweeter-feed. (Jeg er ikke i tvivl om, at det er lykkedes sprutgiganter som Diageo og Grant and Sons at gøre International Gin and Tonic day til en slags cocktail-tossernes Mors dag, men what the heck) Men Colonial Gin and Tonic talte til mig og nu er det fredag og større projekt er det hellere ikke. Start med at koge tonicsuppen (altså en reduktion). Jeg har skruet lidt på den fra blog-posten, som i for vejen er et twist, men det er det, der er kernen i al cocktailrumsteren: Find ud af, hvad der passer præcis dine smagsløg bedst. Tonicreduktion
  • 6 tørrede enebær
  • 6 sorte peberkorn
  • 12 korianderfrø
  • 3 kardemommekapsler
  • Skal af en lille økologisk ciron
  • Skal af en kvart økologisk grapefrugt
  • fire tykke skiver agurk
  • 1/2 liter Fever Tree Inidan Tonic Water (eller en anden tonic, der rent faktisk indeholder kinin, så Nettos no-name dur ikke)
Smid alt undtagen tonic i en lille tykbundet gryde, knus det hele lidt sammen med en muddler eller knuse-fætteren fra din Jamie Oliver morter (jo du har, den står dér, omme bagest i skabet). Tilsæt tonic og kog i 15 minutter - ikke bulder, men sådan en rask rolig kogen. Si tonicreduktionen, der er omkring 3 dl tilbage, og smag på den. Min var ganske bitter og det betød, at jeg tilsatte en smule simpel sirup (lige dele vand og sukker kogt sammen og kølet af) indtil smagen passede mig. Sæt reduktionen på køl - en tur i fryseren, hvis du ikke glemmer den, er fint (ellers har du lige opfundet tonic-sorbet). Og så er du klar til at mikse:
  • 6 cl gin - jeg brugte Old English Gin for et mere autentisk smagsbillede end moderne gin er - og så er den jo dansk.
  • 3 cl tonicreduktion
  • 1 cl friskpresset citronsaft
  • 3 stænk Angostura bitter
  • 3 stænk rosentinktur (kan udelades men et stænk Maraschino kirsebærlikør eller creme de violet vil være gode alternativer)
Mål alt op i en shaker, tilsæt is og shake hårdt. Nu er der to muligheder: Si drinken op i et glas på stik. Glasset får du overbevisende koldt ved at benytte metoden nederst i denne blog-post (eneste fornuftige anvendelse for udrikkelige billige vodka). Alternativt - og det var mit valg - sir du drinken op i et glas med godt med is, hvor du lige har smidt et par elegante spiselige blomster, et par enebær og nogle stykker citronskal i. Og så hældte jeg noget der svarer til 2 cl Pellegrino Tonic Water oven i for kulsyrens skyld (den har de med sikkerhed ikke haft ude i Indien eller i Afrika da drinken blev skabt, men jeg elsker den) og for lige at få tonet bitterheden i tonicreduktionen ned. Og mens du nyder en mere oprindelig G&T, så kig lige på det her vidunderlige drikkebæger, som enhver ginhund, da bare må drømme om.