Slået op d.

Hanky Spanky Panky

Share

Verdens første berømte kvindelig bartender (så vidt vi ved) var Ada Coleman.

Omkring 1902 blev hun ansat som bartender på The American Bar på Savoy Hotel i London. Hun var hovedbartender i 1921, da Harry Craddock som siden indlagde sig udødelig hæder ved at udgive The Savoy Cocktail Book, blev ansat. Craddock valgte at tage til Europa, hvorfra han faktisk stammede, da det totale spiritusforbud blev indført i USA i 1920.

Ada Coleman var en sej kvinde at bedømme efter billeder af hende. Jeg synes dette billede er ret genialt. Ja man kan se at hun har stået i den samme stilling for fotografens skyld lidt for længe, men hun ligner præcis det hun er: En dygtig bartender – med det sødeste smil lurende lige under overfladen.

Og så er der jo cocktailen, der er uløseligt knyttet til Coleys navn: The Hanky Panky – en blanding af gin, sød vermouth og med en lille smule Fernet. Den miksede hun til en kunde, som ankom til hendes bar, mere end udkørt og bad om en cocktail med slag i.

Som den virkelige dygtige bartender hun var kastede hun ikke bare noget sammen på stedet, hun eksperimenterede i timevis, sådan at hun næste gang han stoppede forbi kunne tilbyde ham en helt særlig drink.

Da han havde tømt glasset udbrød han: That is the real Hanky.Panky! Og så havde cocktailen fået sit navn. (Og samtidig har vi lært, at det først er senere at Hanky-Panky har fået en lidt dobbelttydig småslibrig betydning, ingen gentleman ville i 1920’erne have sagt noget totalt vulgært til en kvinde i andre mænds påhør).

Dagens cocktail er et twist af Adas opskrift. Skabt af Jarred Brown for Sipsmith Gin. Jarred Brown har sammen med Anastatia Miller skrevet en meget interessant bog om gamle berømte bartendere – The Deans of Drink – og her fortæller de to forfattere, hvordan Ada Colemans bartenderkarriere endte.

I 1925 valgte ledelsen af The Savoy Hotel at tage hensyn til de amerikanske gæster, der ikke brød sig om, at der var kvinder i en bar. Ada Coleman og barens anden kvindelige bartender, Ruth Burgess, blev overflyttet til hotellets blomsterforretning – og så var det at Harry Craddock blev forfremmet til hovedbartender.

For Coley og Kitty – som de to kvindelige bartender blev kaldt – shakede jeg The Spanky Panky Martini ekstra hårdt:

  • 5 cl gin
  • 5 cl rød vermouth
  • 1 cl Fernet Branca
  • 10 friske mynteblade

Put mindst 7 mynteblade i en shaker og mål de øvrige ingrendienser op. Ryst med is og si cocktailen i en cocktailskål – brug en lille sigte for at holde eventuelle myntestumper tilbage.

Pynt med de tilbageværende mynteblade, men inden du lægger dem i cocktailen, så væk dem ved at lægge dem på en flad hånd og giv dem et klask.