Jo, dette er stadig en cocktailblog, selvom navnet på dette indlæg antyder morgenmad mere end noget andet. Det er der nu en god grund til, cocktailen er inspireret af et tømmermandsmiddel, som Københavns intellektuelle nød på Cafe Bernina på hjørnet af Strøget og Badstuestræde i sidste del af 1800-tallet og første del af 1900-tallet.
Bernina var lige som Cafe A Porta på Kongens Nytorv en schweizercafe – fra 1885 drevet af to brødre Tönjachen, som folkeviddet straks døbte Cognaksen.
Berninas mest berømte servering var Djævlepunch, som bestod af 17 forskellige slags spiritus. Efter en aften og nat i selskab med Knut Hamsun, August Strindberg, Herman Bang eller Gustav Wied og rigelige kvanta Djævlepunch, havde man brug for noget at rejse sig ved dagen derpå.
Her var Bernina leveringsdygtig i rugbrød med skinke og spejlæg til de hårdføre og java og brioche til mere sarte maver.
Gustav Wieds novelle Spader Es foregår på Bernina og her bestiller hovedpersonen Absinthe au Lait, for som han forklarer både novellens fortæller og den undrende bartender Hans: Absint pur eller mikset med Vand gør En bitter og ufordragelig! … Næmen i Mælk! Man bliver saa inderlig forsonlig, saa menneskevenlig stemt! Alt det bedste i En kommer ovenpaa! Man faar Lune, man … man smiler, man forliger sig med Eksistensen, man bliver overbærende mod sig selv og andre, og det trænger vi alle til! … Skaal!
En googling afslører, at Absinthe au Lait tilsyneladende er frit opfundet af Wied – alle referencer er til hans novelle, så jeg besluttede at omsætte hans ide til virkelighed og at inkludere både java og brioche (skinke og spejlæg ville have været at gå for vidt).
Og fuldstændigt i hegnet er ideen om absint og varm mælk nu ikke.
Det viser sig at hollænderne har en tradition med sådan nogle små hvide klodser af noget absintessens og sukker, som de opløser i varm mælk. Og samtidigt med at de intellektuelle spiste skinke og æg eller brioche og drak java til morgenmad på Bernina, frekventerede mang en arbejder en af byens mange mælketoddycafeer, hvor de for 4 øre kunne få et stort glas koldt eller varm mælk og en ordentlig snaps for at komme i gang før arbejdsdagen begyndte. (Nederst ses sådan en café der lå på Nørrebro)
Så hvorfor ikke mikse en Java & Brioche?
- 2 cl absint – jeg brugte Artemisias Butterfly
- 2 dl mælk – jeg brugte økologisk sødmælk fra Naturmælk
- En halv briochebolle – bagte den selv og det kan du også
- En teskefuld malet java
Start med at hæld mælken over brødet og javaen og lad den trække nogle timer i køleskabet. Si den derefter indtil al kaffegrumsen er borte – og brødet selvfølgelig.
Hæld absinten op i et glas, der kan tåle lidt varme. Brug derefter enten en mælkeskummer på/til en espressomaskine til at varme mælken op eller gør det forsigtigt i en kasserolle på komfuret, den må ikke koge.
Hæld mælken over absinten og rør rundt – pynt med en kaffebønne, hvis du har fast skum på overfladen af din cockail.
Foto: Arbejdermuseet