Slået op d.

Pink Cadillac

Share

IMG_3027 (1)

I min ungdom var der langt mellem cocktailbarerne i København, jo man kunne få en cocktail på flere af byens hotelbarer, men der var stemningen lidt trist og priserne ofte høje.

Så da MexiBar en gang i starten af 1990’erne åbne blev den lidt af et tilløbsstykke og jeg kom der fra tid til anden. Det var ikke rigtigt en god aften, hvis jeg ikke fik et par Pink Cadillacs.

Den sukkersøde, overpyntede, lyserøde sag blev jeg mindet om, da emnet for månedens cocktailleg Mixology Monday var: Den skamfulde cocktail, du ikke tør indrømme, at du godt kan lide.

Af MexiBars kort fremgår det, at den består af gin, vodka, Malibu, grenadine, appelsin- og ananassaft, fløde og bitter lemon. Altså en letbenet kusine til Long Island Ice Tea, lidt af hver og gang i den.

Nu er jeg selvfølgelig for cocktailsnobbet til nogensinde at lukke en flaske Malibu inden for min dør, så for 10 dage siden satte jeg et syltetøjsglas med Plantation 3 Star hvid rom og friske kokosstykker fra en tæsket nød og lidt af kokosvandet over. Det passer sig selv, men er nok blevet rystet sådan hver anden dag.

Og så besluttede jeg at bruge Den Ny Spritfabriks dildsnaps D Argentum, i stedet for vodka. Det er en meget ren snaps med mildt bid og dild, som god medicin.

  • 3 cl gin – jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl D Argentum dildsnaps – vodka kan bruges i stedet
  • 1,5 cl kokosrom – hvis du bruger Malibu, vil jeg foreslå at du bruger 4,5 cl gin – Malibu er en likør.
  • 3 cl friskpresset appelsinjuice
  • 3 cl friskpresset ananasjuice
  • 2 cl hjemmelavet grenadine – klem al saft ud af et granatæble ved simpel håndkraft, si og opmål mængden af saft, bring den i kog med den halve mængde sukker, rør til alt sukker er opløst, afkøl og hæld på flaske med et skvæt vodka.
  • 3 cl piskefløde – ja økologisk – køer skal på græs.
  • 5-6 cl bitter lemon – jeg brugte Thomas Henry – hvis du ikke kan får fat i den, så kan man mikse halvt Pellegrino tonic og halvt Pellegrino lemonade.

Mål alle ingredienser undtagen bitter lemon op i i en shaker, shake hårdt med rigeligt is, si op i Hurricaneglas eller andet stor glas på fod. Fyld op med bitter lemon og pynt med appelsinbåd, ananastoppe og alt det drinkstingeltangel du kan finde, der skal paraplyer i, til den har svært ved ikke at lette.