The Karmic Alarm Clock – så godt som det lader sig gøre

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel

Det bedste ved at være en cocktailtosse i 2018 er at adgangen til selv de fjerneste bares cocktailopskrifter er så nem. Mange bliver offentliggjort og endnu har ingen sagt nej, hvis jeg har skrevet og spurgt om de vil dele.

Før nettet var inspirationskæden en helt anden - og langt mere besværlig.

Det er nok ikke helt forkert at ekstreme cocktailopskrifter har det med at finde vej til mine smagsløg. Og denne er ikke nogen undtagelse. Omdrejningspunktet er en karrykaramel. Derudover skal der både kold kaffe, artiskokbitter og rom i shakeren.

Opskriften stammer fra en moderne kreolsk bar i New Orleans, hvor SoBou holder til. Jeg har været der et par gange og nød både maden og drinksene, som var sjove og udfordrende, man aldrig helt vanvittige.

Det er denne her faktisk heller ikke, nu hvor jeg har smagt en version, som er mulig at mikse her i landet.

Helt tro mod forlægget er min udgave ikke: New Orleans Cajun Spiced Rum er ikke lige at få op under neglene - og jeg bryder ikke så meget om julekrydderier, så jeg ville aldrig købe den.

Den særegne cikoriekaffe som folk i New Orleans drikker er heller ikke til at eftergøre ved noget cold brew. Jeg ved godt, at Danmark har en tradition - kaffeerstatning under krigen var lavet af cikorie, som er en bitter salat - men den ristes anderledes i New Orleans.

Altså endte det således:
  • 4,5 cl rom - jeg brugte lige dele Myrs Dark rum og Stiggin's Fancy Pineapple Plantation rum
  • 1,5 cl Cynar
  • 2 cl karrykaramel*
  • 6 cl kaffe - jeg brugte afkølet espresso
Alt shakes med is og hældes i et højt glas over frisk is. Jeg pyntede ved at rulle halvdelen af glassets mund først i karrykaramel og derefter i gule sukkerkrystaller.
* Jeg delte den oprindelige opskrift med fire, men man ender altså stadig med at lave 4 dl karrykaramel - det kan dog med fordel serveres over fx vaniljeis og frisk ananas eller til en god brownie.

Jeg kogte 250 g sukker med 125 ml vand - det tog 15 minutter på ikke voldsom varme før den var mørk gylden. I mellemtiden havde jeg opvarmet 2,5 dl piskefløde med 6 gram karry - og her er valget af karry helt personligt, jeg valgte den gammeldags gule type fra min barndom, fordi jeg ved at den spiller med ananas, som spiller med kaffe. Lige inde jeg tilsatte fløden til karamellen siede jeg den

P.S. I dag er det 60 år siden Lego udtog patent på legoklodsen, så lidt lego har sneget sig ind på billedet.