Slået op d.

Hawaii-O

Share

Jeg kunne ikke ret godt lide chokolade, da jeg var barn. Mange af mine kammerater kunne godt lide mælkechokolade og var glade for et stykke Pernille, de voksne kunne lide mørk chokolade og foretrak Senator. (Ja, jeg har haft en hård barndom).

Mælkechokolade var alt for sød og fad i smagen til mine smagsløg og den mørke var så til gengæld for bitter og brændt i smagen, så jeg foretrak lakrids og bolcher.

Men der var dog en undtagelse – en Hawaii-ring, som var sådan et stykke gele med ananassmag standset ud, så det lignede en ananasring og overtrukket med mørkchokolade. Dem kunne jeg godt lide, men de var dyre og ikke helt nemme at få fat i. Min farmor delte dog min begejstring for dem og købte dem nogle gange til os, når jeg var på besøg.

Hawaii-ringen er forlængst forsvundet fra Carlettis sortiment. Men forlede kommer jeg af en eller anden grund i tanke om slikstykket, da jeg overvejede, hvilken cocktail, jeg skulle lave til den månedlige cocktailleg MxMo.

Her er Hawaii-ringen omsat til sprut:

  • 6 cl hvid rom – jeg brugte Banks 5 Island, men en lidt mere tør rom som Plantation 3 Star vil også være godt.
  • 3 cl hvid creme de cacao – jeg brugte Bols
  • 12 cl ananassaft – pres den selv eller vælg usødet saft
  • et stænk Bitter Truth Xocolatl Mole Bitters

Put alle ingredienser i en shaker med is og ryst godt. Si cocktailen op i en cocktailskål og riv et lille stykke mørk chokolade ud over det fine skum på toppen.

Slået op d.

Brændenældeskud

Share

Jeg må hellere indrømme det, jeg har ikke fået plantet noget i min have i år. Altså er alt, hvad jeg kan hente lige nu rabarber – og ikke engang det, for de seneste stilke høstede jeg forleden til saft og kompot.

Men så er der jo alt det, der bare kommer af sig selv. Som eksempelvis brændenælder. Her om foråret er de smukke, unge brændenælders farve herlig. Og så smager de jo af forår og klorofyl, så jeg besluttede at lave brændenældegin.

Med en plastikpose over hånden plukkede jeg en lille håndfuld unge topskud af nogle ikke alt for store brændenælder. Dem lagde jeg i gin og 45 minutter senere, efter en hurtig sining, havde jeg en smuk orange spiritus. Farven er næsten lige så kraftigt som Aperol.

Da cocktailtimen oprandt var jeg klar til et smage på varerne i en selvudviklet cocktail:

  • 4,5 cl brændenældegin
  • 1,5 cl hvid creme de cacao
  • 1,5 cl gul chartreuse
  • 1,5 cl friskpresset citronsaft.
  • Et par stænk Bitter Truth Xocolatl Mole bitter

Alt blev målt op i et røreglas med rigeligt knust is, jeg fik nemlig også syet mig en Lewis bag, af buksebenet på et par gamle cowboybukser, og så rørt til brillen og glasset dugger.

Cocktailen blev siet op i en cocktailskål og i bunden parkerede jeg et maraschino kirsebær.

Hvis jeg selv skal sige det, et ganske fornuftigt mix.

Slået op d.

Stærk Caffé

Share

I starten af 1700-tallet skrev Ambrosius Stub et digt om forskellen på tynd og stærk caffe. Den stærke brænder blodet og svækker modet, skrev han. Det digt handler om almindelig sort kaffe kontra en lille sort – altså med brændevin. Den stærke var hans svøbe og havde det med at afspore hans liv.

Så i omkring 300 år har kaffe og brændevin altså haft en sameksistens i Danmark. Derfor tænke jeg, da jeg skulle mikse en cocktail i anledning af min fødselsdag, at den skulle findes i dette univers.

Jeg endte med en cocktail, som må siges at være i familie – ganske nær familie – med en white russian, men alligevel med et tvist fordi snapsen har lidt mere bund, efter min mening, end mange af de vodkaer, som bruges i cocktails.

Her er min Stærk Caffe:

  • 5 cl Brøndums snaps.
  • 4 cl Toussaint Kaffelikør
  • 4 cl fløde
  • 1 stænk Bitter Truth Xocolatl Mole chokolade bitter
  • 1 kaffebønne

Smid et martiniglas til afkøling, fx i fryseren. I en cocktailshaker blandes snaps, likør og fløde over is og rystes kraftigt.

Sis i glasset og pyntes med et par riv kaffe fra bønnen over et lille rivejern. Perfektioner med et par stænk af chokolade bitteren.


Slået op d.

Cherry Coke

Share

I flere dage har jeg grundet over, hvad ugens cocktail skulle være og jeg havde samlet en del ideer sammen inklusive en egen svag ide om noget over temaet snaps og kaffe.

Men så læste jeg dette blogindlæg og så var al tvivl borte. Men lige dele kirsebærvin og cola, syntes jeg lød for kirsebærret til mig, så jeg brugte:

  • 5 cl kirsebær (Billig, billig Cherita, men Frederiksdal hvis jeg tør en dag)
  • 1 cl Marachinolikør
  • 2,5 dl Cola – (ja jeg brugte Coke Zero)
  • Et stænk Bitter Truth Xocolati mole Bitters
  • Lime
  • 2 Amarettokrisebær

Jeg smed masser af is i bunden af et højt glas, derefter kirsebærvin, Marachinolikør og cola i. Rørte rundt og pyntede med lime og Amarettokirsebær – inden cocktailen fik et stænk chokoladebitter.

Det blev sgu godt – på en meget retro måde.