Slået op d.

Brændenældeskud

Share

Jeg må hellere indrømme det, jeg har ikke fået plantet noget i min have i år. Altså er alt, hvad jeg kan hente lige nu rabarber – og ikke engang det, for de seneste stilke høstede jeg forleden til saft og kompot.

Men så er der jo alt det, der bare kommer af sig selv. Som eksempelvis brændenælder. Her om foråret er de smukke, unge brændenælders farve herlig. Og så smager de jo af forår og klorofyl, så jeg besluttede at lave brændenældegin.

Med en plastikpose over hånden plukkede jeg en lille håndfuld unge topskud af nogle ikke alt for store brændenælder. Dem lagde jeg i gin og 45 minutter senere, efter en hurtig sining, havde jeg en smuk orange spiritus. Farven er næsten lige så kraftigt som Aperol.

Da cocktailtimen oprandt var jeg klar til et smage på varerne i en selvudviklet cocktail:

  • 4,5 cl brændenældegin
  • 1,5 cl hvid creme de cacao
  • 1,5 cl gul chartreuse
  • 1,5 cl friskpresset citronsaft.
  • Et par stænk Bitter Truth Xocolatl Mole bitter

Alt blev målt op i et røreglas med rigeligt knust is, jeg fik nemlig også syet mig en Lewis bag, af buksebenet på et par gamle cowboybukser, og så rørt til brillen og glasset dugger.

Cocktailen blev siet op i en cocktailskål og i bunden parkerede jeg et maraschino kirsebær.

Hvis jeg selv skal sige det, et ganske fornuftigt mix.