Slået op d.

Universal Soldier

Share

Universal Soldier
Denne cocktail er både en fiasko og en succes. En fiasko fordi det var meningen, at den skulle være helt klar, så vingummisoldaten og den gule sukkerkant stod klart og en succes, fordi den smager rigtigt godt.

Sukker og soldater er en gave fra en god veninde, som blev overvældet af alle de sære ting, man kan købe i USA, da hun besøgte landet for første gang. Det gule sukker smager kraftigt af citron. Vil tro man kunne lave det selv, hvis man i god tid miksede melis med gul frugtfarve og citronsaft, men det skal have tid til at tørre helt ud igen.

Hvad gik så galt? 0,75 cl citronsaft er nok til at gøre en ellers klar cocktail uklar. Så ved jeg det – og må til at lede efter klar citron 😉

Smagen lægger sig ganske tæt op ad Tom Walkers Maid in Cuba – en cocktail han vandt Barcardi Legacy med og som jeg blev vældig glad for for to år siden i New Orleans til Tales of the Cocktail.

  • 6 cl hvid rom – jeg brugte Plantation 3 Star
  • 0,75 cl creme de mente – jeg brugte Tempus Fugit Spirits Creme de Menthe Glaciale
  • 0,75 cl citronsaft
  • 6 cl agurkevand – jeg brugte Qcumber, hvis man ikke sigter efter en klar cocktail, så miks noget agrukesmat med dansk vand, lad det trække lidt og si det.

Ryst alle ingredienserne med is og si dem ned i et lowball glas, der har fået sukkerkant ved først at dyppe det i citronsaft og så i gult citronsukker. Pynt derefter med en vingummisoldat.

Og navnet henviser selvfølgelig til Buffy Sainte-Maries sang. 

Slået op d.

Snow Ball

Share

Jeg har mixet cocktails med alt fra rødebedesaft over havtornsaft til store mængder Angostura, så man kan sige, at jeg har prøvet lidt af hvert. Men aldrig så besynderlig en blanding, som den der skal i shakeren, når man følger opskriften på en Snow Ball, som jeg har fundet i et genoptryk af 1935-udgaven af Bar La Florida Cocktails.

Cocktailen, som enten hedder snebold eller snefest lidt afhængigt af om der er tale om en trykfejl eller ej, består af gin, creme de menthe, parfait amour og mælk.

Det næste sære ved opskriften er, at der skal 1/3 af hver ingrediens i shakeren – der står ikke noget om det er 1/3 oz eller hvad og så er der ikke andet at gøre end at opfatte det som lige dele. Dermed løb jeg risikoen for at den meget kraftige creme de menthe overdøvede de øvrige ingredienter.

Det gjorde den minsandten også, men Glacial Creme de Menthe fra Tempus Fugit (køb den hos Juuls) er så skøn en likør, at det ikke rigtig gør noget – og den kølige myntesmag harmonerer jo også med både snebold eller sneselskabs temaet.

Mælken er på den ene side denne cocktails redningsplanke og dens akilleshæl. Mælken skaber faktisk en ret finurlig balance og forhindre, at smagen bare bliver et rod af mynte og viol, men desværre fik sprutten mælken til at skille – dog først efter at jeg fik taget et billede.

Men kort tid efter sad jeg med et glas halvklar væske i bunden af glasset og klumper øverst – en katastrofe, hvis man vil servere den til et selskab eller hvis man er en bar. Så noget af et mysterium, hvordan man klarede den på El Floridita i Havana i 1935.

  • 1,5 cl gin
  • 1,5 cl creme de menthe
  • 1,5 cl Parfait Amour (jeg brugte creme de violette fra Bitter Truth men er godt klar over, at Bols mere at likøren er en lilla curacao)
  • 1,5 cl mælk

Shake de fire ingredienser med is og si cocktailen op i et lille glas på stilk – et sherryglas eller gammeldags likørglas er fint, for om ikke andet er dette en ganske lille cocktail.