Slået op d.

Danske gin og ginmagere og The Potential Reviver

Share

I alt for mange år var bøger på dansk om cocktails og drinks oversættelser af ringe kvalitet. Ofte bare dårligt illustrerede opskriftssamlinger, med striber af uinteressante drinks.

Undtagelserne er dog Ole Knudsens bøger og Pernille Florios lille hæfte fra 2004.

Det hul i markedet er dog stille og roligt ved at bliver fyldt ud af nye kvalitetsudgivelser fra danske bartendere og spirituseksperter. Så hvis der er bøger om cocktails eller spiritus på ønskesedlen hos folk du er på julegave med, så er der historisk meget at vælge imellem i år.

En af årets udgivelser – Danske gin og ginmagere – er skrevet af Christian Wendelboe og i mit arbejdsliv er jeg kollega til hans far. Jeg har fået et anmeldereksemplar forærende.

Danske gin og ginmagere er en bog der formår at gøre mange ting godt – samtidigt: Først og fremmest at give indsigt i det næsten eksponentielt voksende udbud af dansk produceret/udtænkt gin, dernæst at give en fin indføring i hjemmebartenderiets kunst.

Bogen indeholder oveni hatten flere end 50 opskrifter på cocktails – både klassiske og flere end 30 nyudviklede, der specielt fremhæver en række af de omtalte danske gins.

Og Christian Wendelboe har skam også et øje for, at for mange er gin lige så selvfølgeligt forbundet med tonic som Tintin med Terry, så han har både tonicens historie med og en gennemgang af de tonics, han vil anbefale.

Som han skriver:

Du kan sagtens ødelægge en god gin med en dårlig tonic, men du kan derimod lave en anstændig Gin & Tonic på en middelmådig gin og en god tonic.

Det er så sandt, som det er skrevet.

Der er med andre ord tale om en sprutbog, der favner bredt uden at gabe over for meget og det er en bog der både kan læses og bruges. Sådan nogen kan jeg godt lide.

På læseområdet er der er en gennemgang af ginnens historie, så ingen mere behøver at tro at det er et affaldsprodukt fra whiskeyproduktion, som jeg har hørt den klare drik beskrevet som.

Og også selve processen med at destillere alkohol gennemgås.

Bogen kan læses fortløbende eller bruges om opslagsværk, selvom en indholdsfortegnelse i det sidste tilfælde ville have været dejlig.

Bogen er letlæst og forfalder aldrig til nørderi for nørderiet skyld.

Jeg må sige, at undervejs i læsningen havde jeg svært ved ikke at fare ud efter shaker og is for at prøvesmage nogle af cocktailsene eller at shoppe amok på nettet, efterhånden som tankerne bag og beskrivelser af de enkelte gins blev præsenteret.

Der er med andre ord al mulig grund til at Danske gin og ginmagere ligger under en masse juletræer i år – eller køb den til dig selv, hvis du ikke kan vente.

Og så måtte jeg da også smage mindst en af bogens nyudviklede cocktails. Flere fangede mine smagsløg, men da jeg nåede til siden 71 var jeg solgt: En dansk udviklet Tiki-cocktail på gin. What’s not to like.

Hvis man nærlæser de 27 opskrifter i Tiki-appen over dem alle –  Total Tiki – der indeholder gin, er det kun 8 af dem, der ikke også indeholder rom og/eller cognac.

Nu indholder mit cocktailbibliotek endnu en (næsten) ren gin Tiki-cocktail.

The Potential Reviver

Den er et dejligt bekendtskab; frisk, let, men med tydelig Tiki-DNA: Orgeat, appelsin- og bananlikør gør deres. Den er nu i fast rotation i Asserbo.

Cocktailen er udviklet til Marstal no 31 gin – jeg kan ikke gennemskue om den er udviklet af Christian Wendelboe selv, af Magnus Hamann eller af de to i samarbejde.

Under alle omstændigheder holdt jeg mit Dankort i ro mens jeg læste bogen, så jeg har ikke fået shoppet endnu, men appelsinskal er en af Marstal no 31s karakteristika og til min fødselsdag fik jeg en flaske Copenhagen Distillerys Copenhagen Orange Gin</a>. Den brugte jeg efter princippet: Opskrifterne i Danske gin og ginmagere fungerer sikkert bedst med den gin, de er udviklet til, men bør også fungere med andre.

Så here goes:

  • 4 cl gin – jeg brugte altså Copenhagen Orange Gin
  • 1 cl snaps – jeg brugte D Aurum fra Den Ny Spritfabrik
  • 1 cl bananlikør – jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1 cl orangelikør – jeg brugte Pierre Ferrand Dry Curacao
  • 1 cl orgeat – Giffards orgeat
  • 2 cl citronsaft
  • 2 bløb orange bitter – jeg brugte Angostura Orange

Jeg smed alt i en shaker med is og dobbeltstrainede over frisk is i et lavt glas. Pyntede med to halve appelsinskiver. Og da jeg lavede cocktail igen erstattede jeg den 1 cl snaps med en ekstra cl gin, det blev cocktailen ikke dårligere af.

Update: Siden jeg miksede cocktailen første gang, er der sket to ting: Marstal Spirit har været så venlig at sende mig en flaske af den gin, cocktailen altså oprindeligt er udviklet til: Marstal no 31. Nu har jeg altså smagt den, som den var tænkt og er stadig vild med den.

Derudover har jeg prøvet at pre-batche en større mængde og haft den med til en julefrokost. Det er nemt at mikse alt andet end citron og så bare presse citron til allersidst og shake.

Således serverede jeg 6 cocktails uden at få anden sved på panden end den fra shakningen og uden at fylde min svigerindes køkken op med sprutflasker mens hun knoklede med at anrette julemaden.

Bedst af alt. selv folk der ikke bryder sig om gin kunne lide denne cocktail. Nu får en en tur mere til et nytårsparty.

Slået op d.

Red Lady

Share

Jeg er ikke ret vild med skovarealer. Det kan hænge sammen med, at jeg for vild i en skov i mindst 15 minutter en aften da jeg var sådan en 10-11 år. Det kurerede mig for nåletræer i større mængder for altid.

Derfor er det måske lidt mærkværdigt, at jeg bor lige midt mellem to sandflugtsplantager. Heldigvis er de adskilt af et åbent lyngareal ned mod stranden – et område jeg elsker.

Men når man ved, hvordan jeg har det med træer i større ophobninger, så siger det noget om, hvor glad jeg er for gin, at jeg til middag tilbragte mindst halvanden time i bagende sol i området Rusland ved Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland på jagt efter enebær.

Efter 20 minutters hårdt arbejde dybt inde i et krat, overfaldet af alskens flyvende smådyr lykkedes det mig at finde det der svarer til en stor spiseskefuld friske, modne enebær. Enebærbuske er nogle betornede sataner, så uden over heden og smådyrene kæmpede jeg også mod alle de småprik busken gav mine fingerspidser.

Men ja, jeg vil gå langt for at finde ud af om man kan forvandle 50 procents vodka til noget der minder om gin ved at lade udvalgte urter og enebær trække i den.

Og lykkeligvis kom jeg forbi to vilde kirsebærtræer med nok modne bær til en lille portion smuk rød saft og så var aftenens cocktail i hus.

Vel hjemme blev enebærrene lige kvæstet med støderen fra min morter og sat over og trække i vodka – jeg brugte Absolut 100. Kirsebærrene blev kogt til saft med lidt sukker, citronsaft og kirsebæreddike.

Nærmere kan jeg ikke komme en opskrift fordi jeg altid kun koger saft til øjeblikkelig brug.

Når nu jeg havde rød saft fra bær plukket i Rusland, var det oplagt at tage udgangspunkt i en White Lady for at lave en Red Lady:

  • 3 cl kirsebærsaft
  • 3 cl Maraschino kirsebærlikør
  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s
  • 1 æggehvide

Hæld alle ingredienser i en shaker og shake i 15 sekunder uden is. Tilsæt derefter is og shake i 15 sekunder til. Si cocktailen op i en cocktailskål.

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at skummet på min cocktail ikke er ret tykt eller fast. Jeg snød og brugte for lidt æggehvide fordi jeg kun havde et æg tilbage og havde bruge for det meste til aftensmad. Ellers var tanken, at pynte med et lille knips sort, islandsk salt – den med kul fra Irma.

Slået op d.

Rabarbernegroni

Share

I denne uge er det Negroni Week – en event, hvor især amerikanske barer donerer en del af fortjenesten på de Negronier, de sælger i løbet af ugen til velgørende formål.

Samtidig er det en uge, hvor sociale medier og sprutblogs fra hele verden løber fuld af Negroni-variationer og -anprisninger.

Så meget, som jeg holder af originale, så var en kollega og jeg ganske enige om i går morges, at der skal en uprøvet variation til at skyde Pinsen i gang. Ret hurtigt faldt jeg over en Rabarber-negroni og eftersom de røde stilke er øjeblikkets favorit for mig, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle det være.

En nærmere blik på opskriften afslørede, at den ikke indholdt nogle former for hjemmebakset rabarbermix, men derimod den italienske rabarber-bitter Zucca.

Og det betød en udflugt til Supermarco i Sydhavnen. Den fantastiske lagerhal der simpelthen er en lille god Italien parallelforskudt flere hundrede kilometer nordpå.

Og nu jeg var på shopping, blev hjemmebaren også suppleret med Strega, amaretto og Maraschino.

Og så var det bare at få prøvesmagt Zucca’en vel hjemme i cocktailkøkkenet. Der er tale om en mørkt farvet amaro, med et svagt rødligt skær, som smager både indviklet og jordnært. Men langtfra som den Campari, den erstatter i rabarber-Negroni’en. Campari i er voldsomt mere mere bitter og medicinsk.

Jeg valgte at følge målestoksforholdet mellem de tre ingredienser fra det blogindlæg, hvor jeg havde opdage eksistensen af rabarber-Negroni, så derfor ser opskriften således ud:

  • 4 cl gin – jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 2 cl Zucca

Alt blev målt op i et lavt glas over en stor cocktail. Derefter rørte jeg cocktailen kold og skar et stykke citronskal henover.

Der er tale om en meget appetitvækkende cocktail, som smager hen i retning af japansk miso eller flydende bouillonterninger. Ret godt.

Slået op d.

Lavendelnegroni

Share

En af de store cocktail festivaller, jeg endnu ikke har besøgt, som jeg drømmer misundeligt om om natten er Manhatten Cocktail Classic.

Årets fandt sted med start i sidste weekend og alverdens cocktail blogs har været fulde af smukke billeder og tørstfremkaldende bulletiner.

En af de cocktails som gjorde mig nysgerrig var en Lavendel Negroni – altså et simpelt twist på den mest berømte italienske cocktail der findes. En af de cocktails man enten elsker eller hader, fordi den er kraftfuld i sit smagsbillede og vældig potent af de tre forskellige typer sprut.

Det er en fremragende appetitvækker og jeg advarer altid folk, der vil smage den for første gang om, at det er vigtigt at have en plan for, hvor det næste måltid skal komme fra, fordi den virkelig får gang i smagsløg og madlyst.

Lavendelversionen er ikke mindre pragtfuld end originalen. Den forudsætter dog en ingrediens, som jeg ikke lige ved, hvor man får fat i herhjemme: Lavendel Bitter. Jeg købte en flaske fra firmaet Scrappy’s med hjem fra New Orleans sidste år, men spørg hos Juuls.

  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s håndlavede gin fra Cornwall.
  • 5 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 5 cl Campari
  • Lavender Bitters – jeg brugte Scrappy’s

Mål de tre første ingredienser op i et røreglas, tilsæt rigeligt med is og rør til glasset dugger og er godt koldt.

Spray lavendelbitter i et Low Ball eller et andet lavt glas. Jeg har købt en parfumespray i Tiger efter ide fra en veninde og hældte bare en lille smule i flasken. Anbring en stor isterning i glasset og si cocktailen over.

Spray et pift lavendelbitter mere henover overfladen ikke ned i den. Pynt med en gren lavendel – indtil mine blomstrer nøjedes jeg med en lille stilk blomstrende purløg. Hvis du har så er et stykke frisk appelsinskal uden hvid hinde også god pynt, der tilfører nogle gode olier.

Slået op d.

Hanky Spanky Panky

Share

Verdens første berømte kvindelig bartender (så vidt vi ved) var Ada Coleman.

Omkring 1902 blev hun ansat som bartender på The American Bar på Savoy Hotel i London. Hun var hovedbartender i 1921, da Harry Craddock som siden indlagde sig udødelig hæder ved at udgive The Savoy Cocktail Book, blev ansat. Craddock valgte at tage til Europa, hvorfra han faktisk stammede, da det totale spiritusforbud blev indført i USA i 1920.

Ada Coleman var en sej kvinde at bedømme efter billeder af hende. Jeg synes dette billede er ret genialt. Ja man kan se at hun har stået i den samme stilling for fotografens skyld lidt for længe, men hun ligner præcis det hun er: En dygtig bartender – med det sødeste smil lurende lige under overfladen.

Og så er der jo cocktailen, der er uløseligt knyttet til Coleys navn: The Hanky Panky – en blanding af gin, sød vermouth og med en lille smule Fernet. Den miksede hun til en kunde, som ankom til hendes bar, mere end udkørt og bad om en cocktail med slag i.

Som den virkelige dygtige bartender hun var kastede hun ikke bare noget sammen på stedet, hun eksperimenterede i timevis, sådan at hun næste gang han stoppede forbi kunne tilbyde ham en helt særlig drink.

Da han havde tømt glasset udbrød han: That is the real Hanky.Panky! Og så havde cocktailen fået sit navn. (Og samtidig har vi lært, at det først er senere at Hanky-Panky har fået en lidt dobbelttydig småslibrig betydning, ingen gentleman ville i 1920’erne have sagt noget totalt vulgært til en kvinde i andre mænds påhør).

Dagens cocktail er et twist af Adas opskrift. Skabt af Jarred Brown for Sipsmith Gin. Jarred Brown har sammen med Anastatia Miller skrevet en meget interessant bog om gamle berømte bartendere – The Deans of Drink – og her fortæller de to forfattere, hvordan Ada Colemans bartenderkarriere endte.

I 1925 valgte ledelsen af The Savoy Hotel at tage hensyn til de amerikanske gæster, der ikke brød sig om, at der var kvinder i en bar. Ada Coleman og barens anden kvindelige bartender, Ruth Burgess, blev overflyttet til hotellets blomsterforretning – og så var det at Harry Craddock blev forfremmet til hovedbartender.

For Coley og Kitty – som de to kvindelige bartender blev kaldt – shakede jeg The Spanky Panky Martini ekstra hårdt:

  • 5 cl gin
  • 5 cl rød vermouth
  • 1 cl Fernet Branca
  • 10 friske mynteblade

Put mindst 7 mynteblade i en shaker og mål de øvrige ingrendienser op. Ryst med is og si cocktailen i en cocktailskål – brug en lille sigte for at holde eventuelle myntestumper tilbage.

Pynt med de tilbageværende mynteblade, men inden du lægger dem i cocktailen, så væk dem ved at lægge dem på en flad hånd og giv dem et klask.

Slået op d.

Snow Ball

Share

Jeg har mixet cocktails med alt fra rødebedesaft over havtornsaft til store mængder Angostura, så man kan sige, at jeg har prøvet lidt af hvert. Men aldrig så besynderlig en blanding, som den der skal i shakeren, når man følger opskriften på en Snow Ball, som jeg har fundet i et genoptryk af 1935-udgaven af Bar La Florida Cocktails.

Cocktailen, som enten hedder snebold eller snefest lidt afhængigt af om der er tale om en trykfejl eller ej, består af gin, creme de menthe, parfait amour og mælk.

Det næste sære ved opskriften er, at der skal 1/3 af hver ingrediens i shakeren – der står ikke noget om det er 1/3 oz eller hvad og så er der ikke andet at gøre end at opfatte det som lige dele. Dermed løb jeg risikoen for at den meget kraftige creme de menthe overdøvede de øvrige ingredienter.

Det gjorde den minsandten også, men Glacial Creme de Menthe fra Tempus Fugit (køb den hos Juuls) er så skøn en likør, at det ikke rigtig gør noget – og den kølige myntesmag harmonerer jo også med både snebold eller sneselskabs temaet.

Mælken er på den ene side denne cocktails redningsplanke og dens akilleshæl. Mælken skaber faktisk en ret finurlig balance og forhindre, at smagen bare bliver et rod af mynte og viol, men desværre fik sprutten mælken til at skille – dog først efter at jeg fik taget et billede.

Men kort tid efter sad jeg med et glas halvklar væske i bunden af glasset og klumper øverst – en katastrofe, hvis man vil servere den til et selskab eller hvis man er en bar. Så noget af et mysterium, hvordan man klarede den på El Floridita i Havana i 1935.

  • 1,5 cl gin
  • 1,5 cl creme de menthe
  • 1,5 cl Parfait Amour (jeg brugte creme de violette fra Bitter Truth men er godt klar over, at Bols mere at likøren er en lilla curacao)
  • 1,5 cl mælk

Shake de fire ingredienser med is og si cocktailen op i et lille glas på stilk – et sherryglas eller gammeldags likørglas er fint, for om ikke andet er dette en ganske lille cocktail.

Slået op d.

LMG – let maskingevær

Share

Cocktailhistorien er tyk af røverhistorier og lystløgneri. Det er måske derfor, jeg finder den så rasende interessant. Fabelagtigt er det, når man så selv kan være med til at opfinde en cocktail med en interessant historie, der oven i købet er sand.

Sidste sommer befandt jeg mig i behageligt cocktailselskab i Fredensborg, efterhånden som gode blandinger gled ned blev historierne bedre og bedre.

Som dengang, hvor USA’s præsident skulle bo på Fredensborg Slot – og hele byen og ikke mindst kvarteret, hvor de hyggelige mennesker, jeg var på besøg hos, bor, var på den anden ende. Lad os bare sige, at hvor deres have slutter begynder Fredensborg Slotspark.

Og det vist sig, at være noget baks, for det lader til, at hvor amerikanske præsidenter færdes, hersker amerikansk lov.

Den gode mand i huset havde dog ikke til sinds at lade besøgende notabiliteter eller amerikansk hysteri forhindre den videre udvikling af husets carport, der var under opførelse. Så han gik i gang og kom desværre til at grave el-forsyningen til sit eget hus over. Nu er han heldigvis elektriker, så han kunne selv genetablere den, men ikke uden hjælp fra DONG.

Da en DONG-bil, der ikke stod på lister over beboere eller ventede besøgende, forsøgte at komme ind i kvarteret, blev chaufføren behandlet, som forsøgte han at komme ind i soveværelset på Det Hvide Hus.

Og da husets herre lå med rumpetten i vejret og forsøgte at splejse sit overgravede kabel, dukkede der en helikopter op over huset. Med en sortklædt skikkelse, knælende i en åben dør, sigtende på den intetanende mand. Husets frue hørte støjen, åbnede fordøren, så sin mand ligge på knæ i en udgravning, så personen der sigtede på ham med et våben fra en helikopter og måtte finde sig i, at våbnet prompte blev drejet over mod hende.

Så der stod hun, Danmarks fredeligste kvinde, i døren til sit eget hus, der tilfældigvis ligger inden for en eller anden sikkerhedsafstand fra Fredensborg Slot, og kiggede op i et skarpladt våben.

Det magtede hun ikke, så hun gjorde ret omkring, lukkede døren efter sig og gik ind til sig selv – som vi jo gør i dette fredelige land, når der er noget galt.

Hendes mand – elektrikeren – kunne oplyse hende om, at det var et let maskingevær, der havde sigtet først på ham, så på hende.

Vi blev lidt tavse ved bordet, da historien var fortalt færdigt, og så blev jeg sendt i husets hjemmebar, hvor jeg opfandt en LMG.

1,5 cl gin
0,5 cl orange likør – fx Pierre Ferrand Orange Curacao
0,5 cl Fernet Branca (den dag brugte jeg Jägermeister, men Fernet Branca giver lidt mere kompleksitet i cocktailen)
3 cl nypresset, upasteuriseret æblemost – fx Elstar (den dag havde jeg adgang til en guddommelig norsk most)

Shake med is, servere i cocktailglas – kan pyntes – tørret æbleskive på overfladen ville være flot, jeg havde brugte hjemmesyltede Maraschino kirsebær.

Og så er der en stak nye cocktailbøger, der skal læses. Håber de er fulde af gode historier.

Slået op d.

Brandbil med udrykning

Share

Jeg har ikke tal på, hvor mange brandbiler jeg drak i min ungdom. Jeg tror, at jeg altid har haft en svaghed for drinken, fordi rød sodavand altid har fascineret mig.

Det smager ikke en skid af hindbær, men det kunne det i teorien godt.

Selv midt i denne tid, hvor mange forsøger at være autentiske, er det få  hindbærbrus, der rent faktisk smager af det lille, knortede bær.

Så er det jo heldigt at grenene på min busk næsten slæber hen ad græsplanen under vægten af fuldmodne, saftige hindbær, for så kan man jo lave sin egen brus.

Og når man har hindbærbrus er man jo kun to skridt fra en perfekt, opdateret brandbil med udrykning.

Jeg startede med at koge lige mængde bær og vand, den halve mængde sukker og saften af en citron, som var lige omkring 3/4 dl. Efter blot 4-5 minutters forsigtig kogning siede jeg hele herligheden og sørgede for at al væske blev presset ud af bærsmatten.

Det er saft, der skal drikke indenfor de nærmeste 48 timer, eksempelvis blandet med dansk vand, så jeg hældte den bare på flaske og stillede det i køleskabet. Skal den have en lidt længere holdbarhed, kan man tilsætte lidt vodka.

Efter afkøling var jeg klar til at mikse og mit udgangspunkt er gin i stedet for vodka.

Da Brandbilen i sin tid blev opfundet, var det for at folk, der ikke kunne lide smagen af spiritus, kunne blive fulde. Hvis man godt kan lide smagen af spiritus, så er gin simpelthen et bedre match med hindbær end vodka er det.

  • 6 cl gin
  • 1 cl Fernet Branca
  • Hindbærbrus *

Fyld et højt glas med is og tilsæt ginnen, tilsæt derefter hindbærbrus til glasset er næsten fyldt – forholdet mellem saft og dansk vand, må du smage dig frem til, jeg bruger noget der ligner 1:1 – og rør så forsigtigt rundt indtil glasset dugger på ydresiden.

Til sidst hælder du forsigtigt Fernet Branca’en ud over toppen af drinken – Fernet har en renere lakridssmag end originalens Jägermeister. Lakrids og hindbær er perfekt sammen.

Skål for min ungdom!

Slået op d.

Rødbeder rødbeder

Share

I slutningen af marts deltog jeg i Copenhagen Spirits and Cocktail, hvor jeg var til et fint foredrag af Jacob Briars, der fortalte, hvad det er, meget dygtige cocktailbarer kan. Undervejs fik vi serveret smagsprøver fra nogle af de bedste.

En af dem stammer fra en nu lukket cocktailbar i Melbourne i Australien, der hed Dar Raum, cocktailen hedder Bax Beet Pinot og var aldeles fremragende.

Faktisk hjemsøgte den mine smagsløg i en sådan grad, at jeg bare måtte have en opskrift. Det fik jeg og så skruede jeg lidt på den, så der nu er tale om en:

Ode til Bax Beet Pinot

  • 2 cl Fernet Branca
  • 1,5 cl Dubonnet
  • 1,5 cl lime juice
  • 1,5 cl rødbedesaft
  • 3 cl malt sirup (jeg blandede en del sirup med to dele varmt vand og rystede glasset kraftigt)

Alle ingredienser hældes i en shaker med is og rystes til shakeren er kold og tiliset, sis op i et martini glas.

Nu er der det ved rødbedesaft, at det kræver en del skrællen og hakken og at man, uanset hvordan man griber opgaven an, ender med at have røde hænder, rød karklud, rødt køkkenbord osv. Derfor tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne gå all in.

Jeg gav mig derfor i kast med at brygge noget som vel kan kaldes rødbedeøl efter samme princip, som jeg brygger ingefærøl.

Det vil sig at revet rødbede blev blandet med noget sukker, noget citron, en skefuld lakridsrodspulver og en lille ært gær. Vand på og i en to liters sodavandflaske.

Brygget bryggede så kraftigt, at det endte med en fontæne af rødbedeskum, da jeg efter 24 timer ville lukke lidt af trykket af flasken, men det færdig produkt blev mildt og fint med masser af bobler og en let undertone af gær til rødbedens jordsmag. Og så var jeg klar til min egen rødbede cocktail:

Rødbede Cooler

  • 2 cl gin
  • 2 cl Fernet Branca
  • 1 cl citronsaft
  • 1 cl Kirsebærlikør som fx Cherry Heering
  • 1 cl maltsirup
  • 8 cl rødbedeøl

De fem først ingredienser røres med godt med is i et højt glas, derefter hældes rødbedeøllet ved og cocktailen pyntes med en skive citron, som efter at være dyppet i en blanding af sukker og lakridsrodspulver, lige får en skorpe på en varm pande – og så et stykke passende long drink pyntepjat – evt et par sugerør.

Slået op d.

Wallingford

Share

En flaske Kina L’Avion L’Or er faldet i mit lod – internettet er en dejlig ting – og den tænkte jeg skulle åbnes i dag. Google ledte mig på sporet af to fund Jamie Boudreau og hans cocktail Wallingford, som han har udviklet via sit gyldne målestok forhold: 6:3:1

  • 6 cl gin
  • 3 cl Kina L’Avion D’Or (Lillet Blanc eller tør vermouth kan også bruges)
  • 1 cl Orange Curacao
  • Appelsinbitter

Ingredienserne røres kolde i et glas, et afkølet martiniglas gnids med en twist grapefrugtskal og Wallingford sis i glasset.