Paddington

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
Det er med noget der nærmer sig ærefrygt at jeg har valgt den første cocktail fra The PDT Cocktail Book. Den nye cocktailbibel skrevet af verdens for tiden bedste bartender og manden der styrer PDT - verdens bedste bar: Jim Meehan. Efter en fridag, hvor 16 pingviner er gledet over strikkepindene og jeg har spillet tegnespil og lyttet til Canonball Adderley tænkte jeg, at nu var tiden kommet til bare at gøre det. Da det indlysende valg så var en cocktail, der hedder Paddington, faldt mine skuldre ned i niveau igen. Paddington, min barndoms helt, bjørnen som udtalte de udødelige ord: Min bedstemor er faldet af diligencen. Så kan det ikke blive mere magisk - eller jordnært for det er jo frem for alt det plysbjørnene er: Helt nede på jorden, selvom børnebøger også kan anskues anderledes.
  • 6 cl rom
  • 2 cl Lillet Blanc
  • 2 cl friskpresset grapefrugtsaft
  • 2 cl friskpresset citronsaft
  • lille klat god engelsk appelsinmarmelade
Alt smides i en shaker med is og rystes heftigt. Sis op i en afkølet cocktailskål og pyntes med en lille snas grapefrugtskal.

Sorry Mr Bond

Man kan være stædig og så kan man være dumstædig. Jeg har en smule tendens til det sidste og det er ikke et kønt karaktertræk. Jeg har tidligere kategorisk afvist at hælde vodka i gin og har derfor reelt aldrig smagt James Bonds mytiske martini: Vesper. Men efter at have genset Casino Royal, som jeg tror har fat i den ægte Bond-sjæl, som Ian Flemming skabte ham, svor jeg, at jeg ville give mig. Da jeg så i dag var afsted efter råvarerne til en klassisk engelsk Sunday roast: Oksekød, ristede kartofler, Yorkshire pudding og lidt grøntsager så jeg, at jeg kunne erhverve en ganske lille flaske vodka for en 50’er. Så slog det mig, at en Vesper ville være perfekt som aperitif, for J. Bond må have spist en del Sunday roasts. Som tænkt, så udført og nu sider jeg med en smuk cocktail - for jeg må indrømme at vodkaen nedtoner ginen en smule og det er godt til en frokost-martini - og nyder lyden af kartofler der rister i ovnen, duften af steg og tanken om en hvælvende pudding.
  • 1/2 del Lillet Blanc
  • 1 del vodka
  • 3 dele gin
Alt røres koldt i et glas med godt med is mens et cocktailglas afkøles. Vesper sis i glasset, pyntes med et stykke vredet citronskal og et andet stykke køres forsigtigt rundt langs glassets kant, så der er lige antydningen af citron i hver slurk af cocktailen.

Fin de Siecle

Det milde men alligevel gustne novembervejr kalder på en drink, der tager fat i smagsløgene og smider en hen under varmere himmelstrøg. Det kan Fin de Siecle, som allerede da den blev opfundet i 1920’erne må have været noget retro i det, for navnet referere til slutningen på det 18. århundrede. Den smager mørkt og smukt af bitter appelsin. Det er en cocktail som udfordrer barskabet, der skal nemlig både bruges Picon - en fransk appelsinbitter som i det nordlige Frankrig blandes i øl til aperitifen Picon Biere - og orangebitter af den klasse, der sælges i små flasker til at stænke i cocktails eller ren spiritus.
  • 4 cl gin - London dry type - Miller’s er et godt valg
  • 2 cl hvid vermouth - jeg brugte Lillet Blanc, nu der også skulle Picon i
  • 1 cl Picon
  • 1 stænk orangebitter - Bitter Truth laver en herlig en
De tre første ingredienser hældes over is i et mikserglas og røres kraftigt til glasset dugger udvendigt. Sis derefter i et yndigt, gammeldags glas pyntes med appelsinsnut og til sidst stænkes orangebitteren i.

20th Century Cocktail

I 1938 blev det mest opsigtsvækkende lokomotiv, som nogensinde har trukket et tog, bygget. Det vil sige bygget og bygget - ud over et standard Hudson-lokomotiv monterede man blot en kappe, konstrueret af Henry Dreyfuss og resten af toget fik så en overhaling i gråt og blåt og så havde man en ny funky udgave af the 20th Century Limited. Toget blev streamlined. The 20th Century Limited kunne transportere velhavende og indflydelsesrige mennesker fra New York til Chicago eller den anden vej på 16 timer. Undervejs kunne de spise udsøgt mad og/ellers drikke sig bedygget i togets fantastiske bar- og loungevogn. Ikke noget med at spise folk af med en trillebar i det tog. Til overflod rullede man en rød løber ud på Grand Central Station i New York, når passagererne skulle om bord og så var det begreb opfundet. Til ære for dette fantastiske tog blev cocktailen Twentieth Century opfundet. Cocktail-arkæolog Ted Haigh gav den en renæssance i 2004 og beskrev smagen som Art Deco i et glas. Jeg har aldrig tænkt over, hvordan Art Deco mon smager, men denne cocktail er en ny favorit. Balancen mellem citronsaft og creme de cacao er sublim, intet mindre.
  • 4,5 cl gin - jeg brugte Hammer
  • 2 cl Lillet Blanc
  • 2 cl Creme de Cacao
  • 2 cl friskpresset citronsaft.
Alt rystes eller røres med is og sis derefter i et cocktailglas med en lille citronskalsdims som pynt.

Corpse Reviver II

En reparationsbajer, en lille sort på tom mave eller en morgenbitter har i umindelige tider været vores foranstaltninger mod tømmermænd. Men på klassiske, udenlandske cocktailbarer går man anderledes grundigt til værks og der findes hele grupper af cocktails kun udviklet for at bekæmpe den foregående aften - og nats - udskejelser. En af grupperne omtales som The Corpse Revivers i en af verdens mest berømte cocktailbøger The Savoy Cocktail Book fra 1933. Nr. to regnes af de fleste for den mest velkomponerede af disse drinks, der kan vække de døde, og om hvilken cocktailbiblens forfatter Harry Craddock skriver: Four of these taken in swift succession will unrevive the corpse again. Nu har jeg lykkeligvis aldrig brug for at rejse mig ved det træ, jeg er faldet, så jeg aner ikke, hvordan denne cocktail vil smage klokken 11 om formiddagen dagen derpå. Men efter 17 med en lille skål rodfrugtschips er den en pragtfuld start på en lørdag aften.
  • 3 cl gin
  • 3 cl Lillet Blanc
  • 3 cl Cointreau
  • 3 cl siet, friskpresset citronsaft
  • stænk absint
  • et cocktailbær
Et cocktailglas sættes på køl- en champagneskål er vist det klassiske valg - og så shakes alle ingredienser undtagen absint med is. I bunden af glasset anbringes cocktailbærret - jeg bruger Amareno - og cocktailen sies i glasset. Til sidst stænkes absinten i.

Vesper

Jeg er klar over, at man ikke lægger sig ud med James Bond uden at indkalkulere en stor riskfaktor, eller hvad sådan noget hedder på dansk. Men jeg er nødt til det. Hans drink fra bogen Casino Royal giver ingen mening. Jeg kan forstå, at det ikke er underligt, at jeg ikke forstår den, for den er skabt i en tidsalder, hvor sprut og vermouth smagte anderledes end i dag. Men det gælder vel også for The Aviation, for Negroni og alle de andre? Nå, jeg sagde: Enough with the girly drinks - alle billeder på Hanehaler kan ikke være røde, lyserøde eller violfarvede. Nu må der mere hårdtslående miksturer til og så var det at Vesper faldt mig i hu. Ikke at jeg kunne drømme om at mikse vodka i god gin - det går simpelthen over min forstand, så jeg miksede:
  • 3 dele gin
  • 1 del Lillet Blanc
  • Bitter Truth Celery Bitters
I en isfyldt shaker og shakede voldsomt. Selleri bitteren valgte jeg fordi Bonds original indholdt Kina Lillet, som var ekstra bitter på grund af kinin. Selleri bitter er meget bittert. Og så i et martiniglas med en citron twist. Og så var det faktisk en ikke rasende god….martini. Sorry James, I got shaken not stirred!