Danske gin og ginmagere og The Potential Reviver

FacebookTwitterRedditStumbleUponDel
I alt for mange år var bøger på dansk om cocktails og drinks oversættelser af ringe kvalitet. Ofte bare dårligt illustrerede opskriftssamlinger, med striber af uinteressante drinks. Undtagelserne er dog Ole Knudsens bøger og Pernille Florios lille hæfte fra 2004. Det hul i markedet er dog stille og roligt ved at bliver fyldt ud af nye kvalitetsudgivelser fra danske bartendere og spirituseksperter. Så hvis der er bøger om cocktails eller spiritus på ønskesedlen hos folk du er på julegave med, så er der historisk meget at vælge imellem i år. En af årets udgivelser - Danske gin og ginmagere - er skrevet af Christian Wendelboe og i mit arbejdsliv er jeg kollega til hans far. Jeg har fået et anmeldereksemplar forærende. Danske gin og ginmagere er en bog der formår at gøre mange ting godt - samtidigt: Først og fremmest at give indsigt i det næsten eksponentielt voksende udbud af dansk produceret/udtænkt gin, dernæst at give en fin indføring i hjemmebartenderiets kunst. Bogen indeholder oveni hatten flere end 50 opskrifter på cocktails - både klassiske og flere end 30 nyudviklede, der specielt fremhæver en række af de omtalte danske gins. Og Christian Wendelboe har skam også et øje for, at for mange er gin lige så selvfølgeligt forbundet med tonic som Tintin med Terry, så han har både tonicens historie med og en gennemgang af de tonics, han vil anbefale. Som han skriver:
Du kan sagtens ødelægge en god gin med en dårlig tonic, men du kan derimod lave en anstændig Gin & Tonic på en middelmådig gin og en god tonic.
Det er så sandt, som det er skrevet. Der er med andre ord tale om en sprutbog, der favner bredt uden at gabe over for meget og det er en bog der både kan læses og bruges. Sådan nogen kan jeg godt lide. På læseområdet er der er en gennemgang af ginnens historie, så ingen mere behøver at tro at det er et affaldsprodukt fra whiskeyproduktion, som jeg har hørt den klare drik beskrevet som. Og også selve processen med at destillere alkohol gennemgås. Bogen kan læses fortløbende eller bruges om opslagsværk, selvom en indholdsfortegnelse i det sidste tilfælde ville have været dejlig. Bogen er letlæst og forfalder aldrig til nørderi for nørderiet skyld. Jeg må sige, at undervejs i læsningen havde jeg svært ved ikke at fare ud efter shaker og is for at prøvesmage nogle af cocktailsene eller at shoppe amok på nettet, efterhånden som tankerne bag og beskrivelser af de enkelte gins blev præsenteret. Der er med andre ord al mulig grund til at Danske gin og ginmagere ligger under en masse juletræer i år - eller køb den til dig selv, hvis du ikke kan vente. Og så måtte jeg da også smage mindst en af bogens nyudviklede cocktails. Flere fangede mine smagsløg, men da jeg nåede til siden 71 var jeg solgt: En dansk udviklet Tiki-cocktail på gin. What's not to like. Hvis man nærlæser de 27 opskrifter i Tiki-appen over dem alle -  Total Tiki - der indeholder gin, er det kun 8 af dem, der ikke også indeholder rom og/eller cognac. Nu indholder mit cocktailbibliotek endnu en (næsten) ren gin Tiki-cocktail.

The Potential Reviver

Den er et dejligt bekendtskab; frisk, let, men med tydelig Tiki-DNA: Orgeat, appelsin- og bananlikør gør deres. Den er nu i fast rotation i Asserbo. Cocktailen er udviklet til Marstal no 31 gin - jeg kan ikke gennemskue om den er udviklet af Christian Wendelboe selv, af Magnus Hamann eller af de to i samarbejde. Under alle omstændigheder holdt jeg mit Dankort i ro mens jeg læste bogen, så jeg har ikke fået shoppet endnu, men appelsinskal er en af Marstal no 31s karakteristika og til min fødselsdag fik jeg en flaske Copenhagen Distillerys Copenhagen Orange Gin. Den brugte jeg efter princippet: Opskrifterne i Danske gin og ginmagere fungerer sikkert bedst med den gin, de er udviklet til, men bør også fungere med andre. Så here goes:
  • 4 cl gin - jeg brugte altså Copenhagen Orange Gin
  • 1 cl snaps - jeg brugte D Aurum fra Den Ny Spritfabrik
  • 1 cl bananlikør - jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1 cl orangelikør - jeg brugte Pierre Ferrand Dry Curacao
  • 1 cl orgeat - Giffards orgeat
  • 2 cl citronsaft
  • 2 bløb orange bitter
Jeg smed alt i en shaker med is og dobbeltstrainede over frisk is i et lavt glas. Pyntede med to halve appelsinskiver. Og da jeg lavede cocktail igen erstattede jeg den 1 cl snaps med en ekstra cl gin, det blev cocktailen ikke dårligere af.

LMG – let maskingevær

Cocktailhistorien er tyk af røverhistorier og lystløgneri. Det er måske derfor, jeg finder den så rasende interessant. Fabelagtigt er det, når man så selv kan være med til at opfinde en cocktail med en interessant historie, der oven i købet er sand. Sidste sommer befandt jeg mig i behageligt cocktailselskab i Fredensborg, efterhånden som gode blandinger gled ned blev historierne bedre og bedre. Som dengang, hvor USA’s præsident skulle bo på Fredensborg Slot - og hele byen og ikke mindst kvarteret, hvor de hyggelige mennesker, jeg var på besøg hos, bor, var på den anden ende. Lad os bare sige, at hvor deres have slutter begynder Fredensborg Slotspark. Og det vist sig, at være noget baks, for det lader til, at hvor amerikanske præsidenter færdes, hersker amerikansk lov. Den gode mand i huset havde dog ikke til sinds at lade besøgende notabiliteter eller amerikansk hysteri forhindre den videre udvikling af husets carport, der var under opførelse. Så han gik i gang og kom desværre til at grave el-forsyningen til sit eget hus over. Nu er han heldigvis elektriker, så han kunne selv genetablere den, men ikke uden hjælp fra DONG. Da en DONG-bil, der ikke stod på lister over beboere eller ventede besøgende, forsøgte at komme ind i kvarteret, blev chaufføren behandlet, som forsøgte han at komme ind i soveværelset på Det Hvide Hus. Og da husets herre lå med rumpetten i vejret og forsøgte at splejse sit overgravede kabel, dukkede der en helikopter op over huset. Med en sortklædt skikkelse, knælende i en åben dør, sigtende på den intetanende mand. Husets frue hørte støjen, åbnede fordøren, så sin mand ligge på knæ i en udgravning, så personen der sigtede på ham med et våben fra en helikopter og måtte finde sig i, at våbnet prompte blev drejet over mod hende. Så der stod hun, Danmarks fredeligste kvinde, i døren til sit eget hus, der tilfældigvis ligger inden for en eller anden sikkerhedsafstand fra Fredensborg Slot, og kiggede op i et skarpladt våben. Det magtede hun ikke, så hun gjorde ret omkring, lukkede døren efter sig og gik ind til sig selv - som vi jo gør i dette fredelige land, når der er noget galt. Hendes mand - elektrikeren - kunne oplyse hende om, at det var et let maskingevær, der havde sigtet først på ham, så på hende. Vi blev lidt tavse ved bordet, da historien var fortalt færdigt, og så blev jeg sendt i husets hjemmebar, hvor jeg opfandt en LMG. 1,5 cl gin 0,5 cl orange likør - fx Pierre Ferrand Orange Curacao 0,5 cl Fernet Branca (den dag brugte jeg Jägermeister, men Fernet Branca giver lidt mere kompleksitet i cocktailen) 3 cl nypresset, upasteuriseret æblemost - fx Elstar (den dag havde jeg adgang til en guddommelig norsk most) Shake med is, servere i cocktailglas - kan pyntes - tørret æbleskive på overfladen ville være flot, jeg havde brugte hjemmesyltede Maraschino kirsebær. Og så er der en stak nye cocktailbøger, der skal læses. Håber de er fulde af gode historier.

Wallingford

En flaske Kina L’Avion L’Or er faldet i mit lod - internettet er en dejlig ting - og den tænkte jeg skulle åbnes i dag. Google ledte mig på sporet af to fund Jamie Boudreau og hans cocktail Wallingford, som han har udviklet via sit gyldne målestok forhold: 6:3:1
  • 6 cl gin
  • 3 cl Kina L’Avion D’Or (Lillet Blanc eller tør vermouth kan også bruges)
  • 1 cl Orange Curacao
  • Appelsinbitter
Ingredienserne røres kolde i et glas, et afkølet martiniglas gnids med en twist grapefrugtskal og Wallingford sis i glasset.

Strawberry Daiquiri

Jo, hvis den bliver lavet med kunstige eller bare præfabrikerede ingredienser, så er den en ussel cocktail, men en sommerdag i haven lavet af friske bær, friskpresset limesaft og god rom, så holder den hele vejen ud på terrassen:
  • 6 cl hvid rom
  • 4 jordbær
  • 2 cl friskpresset limesaft
  • 1 cl orange Curacao
Knus bær, limesaft og Curacao i bunden af et godt glas. Fyld glasset med knus is og hæld rommen i. rør til alt er blandet og fordelt i glasset. Pynt med bær på kanten og nyd.

Mai Tai

Det er med let rystende hænder, jeg giver mig i kast med at skrive om den mest legendariske af alle Tiki-cocktails: Mai Tai. Let rystende fordi jeg lige har taget første sug af en cocktail, som har fået et lille skud hyperstærk over proof rom fra Wray & Nephew og fordi dens historie er er fuld af ufred og fejde. Man jokker med andre ord let i spinaten og så er der masser af nulevende tiki-elskere og -kender parat til at udføre komplicerede besværgelser, der vil få låget til at flyve af shakeren næste gang man tryller med æggehvide eller erstatter barskabets indhold med flasker fra Aldi. Hvis man vil vide mere, så kan man se her. Og så til sagen:
  • 6 cl gylden rom
  • 3 cl friskpresset limejuice
  • 0,75 cl Orgeat
  • 0,75 cl Amaretto
  • 0,75 cl Orange Curacao
Alt måles op i en shaker med rigeligt knust is, tilsæt også halvdelen af en af de pressede limer og ryst til alt er koldt. Hældes op i et godt, bredt glas og pyntes med en kvist mynte. Til sidst stænkes enten lidt sort rom eller lidt over proof rom øverst, så rom er det første indtryk man får, når man drikker. Drikkes bedst med et par korte sugerør, så man får næsen ned til rommen.

Margarita

MargaritaDagen i dag fejres af hispanics i USA og i dele af Mexico som en festdag. Det er også i dag at derbyet i Kentucky afvikles - så det var et svært valg: Mint Julep eller Margarita. Men jeg har eksperimenteret med Mint Julep sidste år mens jeg nok skal helt tilbage til min tidlige ungdom før jeg sidst miksede en Margarita. Dengang var det med Seven-Up og noget sour-mix hjembragt fra USA. Dagens miks er noget mere konservativt - og velsmagende:
  • 3 cl mezcal
  • 3 cl tequila
  • 2 cl orange curacao
  • 2 cl friskpresset limejuice
  • 0,75 cl agavesirup
Alt shakes med is - mest fordi siruppen er lidt tyktflydende ellers kunne den sagtens røres. Hældes i smukt glas med en saltkant og pyntes med et passende stykke citrus. Jeg vil ikke vikle mig ud i Margarita’ens historie, men måske er den ikke så lang endda. Her er en noget sjover udlægning.

Crimson Slippers

De seneste 24 timer har min ovn været tændt på 70 grader og seks små silikoneforme har stilfærdigt bagt/kogt/fordampet på Campari, Creme de Violette og sød vermouth indtil jeg nu har tre små skåle med voksensukker. Ideen fandt jeg her. Dehydreret sprut holder op med at være sprut, man kan med andre ord bruge krystallerne til fx at tilføre en velkomstdrink smag af de tre typer sprut uden at øge alkoholprocenten, for sprutten er fordampet. Mit Camparisukker skulle vises frem og så fandt jeg Crimson Slippers:
  • 6 cl gylden rom
  • 3 cl Campari
  • 1,5 cl orange curacao
  • chokolade bitter
Jeg hældte det hele i et stort blandingsglas med is og rørte til cocktailen var meget kold. Den blev derefter siet op i en kold cocktailskål, som havde fået kanten pyntet med Camparisukker ved først at blive vædet med lidt appelsinsaft og så rullet i voksensukkeret. Til sidst et stykke appelsin på kanten.