Slået op d.

Brændende rotter

Share

image

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at overskriften ikke på nogen måde afspejler nogle af de smags- eller duftindtryk, jeg fik ved forpremieren på Mojito Embassy i går. Hvad begrebet dækker over, vender jeg tilbage til.

Først vil jeg sige, at jeg lige siden jeg i 1983 boede indenfor høre- og synsvidde af den skole i Aarhus, hvor byens sambahold hele vinteren øvede sig til det årlige karneval, har været en lille smule pas på forsøg på at omsætte Sydamerikanske og/eller Caribiske traditioner til dansk.

Det bliver hurtigt forlorent, når stive hofter møder latinske rytmer.

Den erindring summede lidt i baghovedet, da jeg drog mod Pumpehuset, som efter beskrivelsen skulle være omdannet til et lille stykke Cuba med markedsplads og bar.

Men velankommet – og advaret mod at gå på den røde løber – konstaterede jeg, at det i grunden fungerede meget godt. Ikke mindst fordi det trods gråt, regnlabilt vejr var smeltende varmt indendøre, men også fordi bygningen jo er en gammel industribygningen og meget stemningsfuld.

Noget der helt sikkert er blevet skelet til, da rammerne for Havana Clubs omrejsende salgsfremstød skulle findes – et moderne, strømlignet sted ville have været en katastrofe.

Desuden var jeg under min rejse, nået frem til, at jeg var parat til at tåle meget for arrangements hæderværdige formål: At vriste mojitoen ud af provinsdiskotekernes overgreb med søndertampet, blodfattig mynte, sourmix og dårlig rom.

Det gøres med bjerge af limefrugter og marker af frisk mynte pynteligt arrangeret omkring æresgæsten: Havana Club – altså god cubansk rom.

Og det var simpelthen stemningsfuldt at stå med en frisklavet mojito og lytte til Kasper Riewe Henriksen, der gav os – de indbudte bloggere og mediefolk – en tour de force af en romlektion.

For det er her de brændende rotter kommer ind i billedet. Romeksperten sparede os ikke for nogle af de mere barske elementer af rommens historie.

Det er lettere og mere sikkert at høste sukkerrør efter en afbrænding af markerne, for så er kun rørene tilbage og både ukrudt, krat, slanger og andet kryb borte.

I gamle dage antændte slaverne markerne ved at sætte ild til et par rotter, som så løb ind i moradset og futtede det hele af.

Og så er der vel ikke så meget andet at sige, end at Mojito Embassy bestemt et besøg værd og at drinksene i glasset er fuld af gode historier.

Slået op d.

Ned til kirsebærvinen

Share

image

Forleden stod jeg tidligt op og kørt i to timer og tre kvarter så langt mod sydvest jeg kan komme fra min bolig uden at skulle betale for en færgetur eller en bropassage.

Jeg endte ved Frederiksdal gods der ligger på Lolland, der længst mod vest, tæt på Langelandsbæltet.

Dernede var blomstringen på træerne i kirsebærplantagerne netop overstået og det forlyder, at den forløb upåklageligt.

Det var altså ikke træer klædt i bedårende småblomstret vi fik at se, men træer, hvor små grønne kirsebær er i vækst frem mod høsten i august.

Træerne, dem jeg – og de øvrige cirka 20 fremmødte til smagedag – så, er plantet af Harald Krabbes far. Længe før Harald sammen med Morten Brink Iwersen og Jan Friis-Mikkelsen fik den ide, at lave vin af bærrene. Det kan man kalde en herlig fædrende arv.

Det var et meget udbytterigt arrangement, ud over en traktortur under tunge regnskyer til en af godsets kirsebærplantager fik vi også en smagsmæssig rundvisning i vineriet, hvor kirsebærvin i alle stadier af udvikling opbevares i stål, trætønder og såmænd også ude i kulden i glasballoner kun nødtørftigt overdækket.

Det var meget interessant at smage kirsebærvin i forskellige udviklingsstadier – mest imponeret var jeg af sidste års høst fra Skovmark plantage. Den havde en meget fyldig smag med fuld knald på kirsebærrene – sådan noget der går godt til en peberbøf med en simpel grøn salat.

Derefter blev vi diverteret med en udsøgt frokost i godsets spisesal. En frokost Jan Friis-Mikkelsen havde kreeret. Den demonstrerede at kirsebærvin langtfra kun er en dessertvin. Ærgerligt nok kunne jeg ikke kaste mig ud i de mange foreslåede smagssammensætninger af vin og mad, fordi jeg jo altså også skulle køre retur til Asserbo. Men jeg bed mærke i, at Jan mener at vinene skal serveres kolde til mad og det vil jeg prøve en dag.

En bartender stod i øvrigt parat til at mikse nogle af de cocktails, som jeg har prøvemikset tidligere og været med til at navngive.

Dagens højdepunkt var dog at få lov at smage Frederiksdals eksperiment med at lave kirsebærlikør – altså at give Cherry Heering indenlandsk konkurrence.

Jeg har haft lejlighed til at smage likøren lige efter at den var blandet og også lavet et par cocktails med den, men nu havde den ligget på træfad i et stykke tid og allerede udviklet sig gevaldigt. Jeg har svært ved at forestille mig, at de københavnske cocktailbarer ikke bliver begejstret for den. Jeg glæder mig i hvert fald til at mikse med den.