Slået op d.

Negroni vingummibamser

Share
Et hyppigt spørgsmål til enhver cocktailtosse er: Hvad er din yndlingscocktail?
 
I rigtigt lang tid var mit svar,  at det afhænger af omstændighederne og at jeg holder af flere forskellige typer cocktails og hvis folk så pressede for et mindre politikeragtigt svar og et mere menneskeligt et, svarede jeg: En Mai Tai.
 
Den engelske udgave af denne cocktailblog hedder Ginhound – så det var et lidt grinagtigt svar.
 
Men nu er det sådan at mine smagsløg ændrer sig jævnligt og i det sidste lange stykke tid har mit svar været: En Negroni – så er ginhunden glad igen.
 
For nogle år siden da jeg var til cocktailkonferencen Tales of the Cocktail i New Orleans var jeg så heldig at løbe ind i den italienske forfatter og Bartender Luca Picchi, som forærede mig sin bog: Negroni Cocktail – an Italian Legend.
 
Bogen er årsag til at lige siden har været voldsomt fascineret af cocktailen – jeg har kunnet lide den, siden jeg først smagte den – men både dens historie og de muligheder der er med dens smagsprofiler er ret betagende.
 
Denne sommer har jeg især eksperimenteret med vermouth-delen af cocktailen. Efter min mening er det der man kan konstaterer de største forskellig i cocktailen som jo altså er lige dele gin, Campari og rød, sød vermouth.
 
Efter min mening er der ikke noget reelt alternativ til Campari, der findes amaro på markedet, der minder om den, men ved en blindsmagning ville jeg aldrig gætte Negroni, hvis jeg fik sådan et mix.
 
Ginnen betyder bestemt noget, men det er vermouthen  der gør forskellen.
 
Nu er det sådan at spiritus-industrien har meget lidt forståelse for hjemmebartenderen, så ganske mange likører og vermouther sælges kun i alt for store flasker i Danmark. En del vermouther kun i 1 liters flasker. 
 
Det er sgu en udfordring for en enlig cocktailtosse. Løsningen er at færdigblande sin Negroni, så vermouthen ikke pludselig er besk, flad og sur.
 
Men det giver jo altså 3 liter Negroni og så bliver man måske lidt overmodig – efter at have lagt mig fast på to favoritter – en mixet med Berto Vermouth og en med La Quintinye Vermouth (som sælges i cocktailvenlige 37,5 cl flasker) så kastede jeg mig ud i et projekt, mange andre har haft gang i på nettet: Vingummibamser med sprutsmag.
 
Først måtte jeg vente på at de bestilte forme ankom og så slog mine to første forsøg fejl (farvel 2,5 dl Negroni).
 
Men lige pludselig var den der:
  • 125 ml Negroni – miks lige dele af din favorit gin, vermouth og Campari
  • 2 tsk gelatinepulver
  • 2 spsk sukker
  • 2 spsk appelsinjuice
  • 4 blød Orange Angostura Bitter   
Rør gelatinen ud i 2 spsk kold vand og lad det stå et øjeblik mens du måler resten op i en skål der passer over en gryde med vand  og kan tåle opvarmning.
 
Varm vandet op til det lige akkurat koger under skålen og tilsæt så gelatinen, rør til den er helt opløst, men det er vigtigt at kontrollere varmen, så negronien ikke koger – den må gerne dampe svagt, men ikke koge.
 
Så er det bare at fylde væsken i bamseformene med de inkluderede pipetter, stille dem på køl og vente et par timer.
 
Og så er det selvfølgelig vigtig at det efterfølgende kun er voksne mennesker der spiser dem – og at de får at vide, at der er tale om en kraftig cocktail tilsat gelatine.
 
Så altså denne metode fungerede for mig – jeg regnede mig frem til mængden på følgende vis: Gelatinepulverpakken oplyste at 1tsk pulver svarer to to blade husblas. Min mor lærte mig i sin tid at 8 blade kunne stive 500 ml væske – så regnede jeg baglæns og lagde lidt til fordi jeg antager at den høje alkoholprocent – lige under 30 procent – i min væske ville modvirke gelatinen. Enten har jeg ret – eller også var jeg heldig – jeg har kun lavet dem en gang.  
Slået op d.

Bananary Buzz

Share

Bananary
I sidste uge holdt jeg et lille cocktailseminar for nogle af mine kolleger. Det var vældigt fornøjeligt og det er altid sjovt at introducere nye folk for den magiske alkymi, som mesterlig cocktailmiksning nu engang er.

Jeg vil ikke påstå, at denne cocktail nødvendigvis er et mesterligt miks, men jeg er nu ganske tilfreds med den.

Den er helt åbenbart en videreudvikling af en Manhattan, men først og fremmest er den en hyldest til den følelse – det buzz – man får, når man drikker.

En af kursisterne mindede mig om, at det er en helt speciel følelse, når man får god, stærk alkohol i kroppen sådan en sen fredag eftermiddag foran en friweekend.

Der er jo simpelthen ingen grænser for, hvor klog, smuk og på toppen af verdenen man føler sig efter en, max to velmiksede cocktails. (Husk Dorothy Parkers kloge ord: After three I am under the table, after four I’m under the host.)

Og så fordi der til en god cocktail hører en god snack, så lavede jeg også lige en portion stærke, søde jordnødder fra en opskrift, jeg fandt omkring Thanksgiving på bloggen Not without Salt. Jeg erstattede dog timian med rosmarin – og mine var færdige efter 12 minutter i en 175 grader varm ovn.

  • 6 cl rye whiskey – jeg brugte Rittenhouse 100 (holder 50 procent og bidrager med solid buzz )
  • 0,75 cl sød, rød vermouth – jeg brugte Carpano Antica
  • 0,75 cl bananlikør – jeg brugte Giffared Banane du Bresil
  • 0,75 cl Maraschino – jeg brugte Luxardo
  • 0,75 cl limejuice
  • 0,75 cl sukkersirup kogt af puddersukker.

Mål alle ingredienserne op i et røreglas, tilsæt is og rør, til cocktailen er meget kold. Si den op i et lavt glas med en stor isklump i.

 

Slået op d.

Rabarbernegroni

Share

I denne uge er det Negroni Week – en event, hvor især amerikanske barer donerer en del af fortjenesten på de Negronier, de sælger i løbet af ugen til velgørende formål.

Samtidig er det en uge, hvor sociale medier og sprutblogs fra hele verden løber fuld af Negroni-variationer og -anprisninger.

Så meget, som jeg holder af originale, så var en kollega og jeg ganske enige om i går morges, at der skal en uprøvet variation til at skyde Pinsen i gang. Ret hurtigt faldt jeg over en Rabarber-negroni og eftersom de røde stilke er øjeblikkets favorit for mig, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle det være.

En nærmere blik på opskriften afslørede, at den ikke indholdt nogle former for hjemmebakset rabarbermix, men derimod den italienske rabarber-bitter Zucca.

Og det betød en udflugt til Supermarco i Sydhavnen. Den fantastiske lagerhal der simpelthen er en lille god Italien parallelforskudt flere hundrede kilometer nordpå.

Og nu jeg var på shopping, blev hjemmebaren også suppleret med Strega, amaretto og Maraschino.

Og så var det bare at få prøvesmagt Zucca’en vel hjemme i cocktailkøkkenet. Der er tale om en mørkt farvet amaro, med et svagt rødligt skær, som smager både indviklet og jordnært. Men langtfra som den Campari, den erstatter i rabarber-Negroni’en. Campari i er voldsomt mere mere bitter og medicinsk.

Jeg valgte at følge målestoksforholdet mellem de tre ingredienser fra det blogindlæg, hvor jeg havde opdage eksistensen af rabarber-Negroni, så derfor ser opskriften således ud:

  • 4 cl gin – jeg brugte Tanqueray
  • 3 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 2 cl Zucca

Alt blev målt op i et lavt glas over en stor cocktail. Derefter rørte jeg cocktailen kold og skar et stykke citronskal henover.

Der er tale om en meget appetitvækkende cocktail, som smager hen i retning af japansk miso eller flydende bouillonterninger. Ret godt.

Slået op d.

Lavendelnegroni

Share

En af de store cocktail festivaller, jeg endnu ikke har besøgt, som jeg drømmer misundeligt om om natten er Manhatten Cocktail Classic.

Årets fandt sted med start i sidste weekend og alverdens cocktail blogs har været fulde af smukke billeder og tørstfremkaldende bulletiner.

En af de cocktails som gjorde mig nysgerrig var en Lavendel Negroni – altså et simpelt twist på den mest berømte italienske cocktail der findes. En af de cocktails man enten elsker eller hader, fordi den er kraftfuld i sit smagsbillede og vældig potent af de tre forskellige typer sprut.

Det er en fremragende appetitvækker og jeg advarer altid folk, der vil smage den for første gang om, at det er vigtigt at have en plan for, hvor det næste måltid skal komme fra, fordi den virkelig får gang i smagsløg og madlyst.

Lavendelversionen er ikke mindre pragtfuld end originalen. Den forudsætter dog en ingrediens, som jeg ikke lige ved, hvor man får fat i herhjemme: Lavendel Bitter. Jeg købte en flaske fra firmaet Scrappy’s med hjem fra New Orleans sidste år, men spørg hos Juuls.

  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s håndlavede gin fra Cornwall.
  • 5 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 5 cl Campari
  • Lavender Bitters – jeg brugte Scrappy’s

Mål de tre første ingredienser op i et røreglas, tilsæt rigeligt med is og rør til glasset dugger og er godt koldt.

Spray lavendelbitter i et Low Ball eller et andet lavt glas. Jeg har købt en parfumespray i Tiger efter ide fra en veninde og hældte bare en lille smule i flasken. Anbring en stor isterning i glasset og si cocktailen over.

Spray et pift lavendelbitter mere henover overfladen ikke ned i den. Pynt med en gren lavendel – indtil mine blomstrer nøjedes jeg med en lille stilk blomstrende purløg. Hvis du har så er et stykke frisk appelsinskal uden hvid hinde også god pynt, der tilfører nogle gode olier.

Slået op d.

Hanky Spanky Panky

Share

Verdens første berømte kvindelig bartender (så vidt vi ved) var Ada Coleman.

Omkring 1902 blev hun ansat som bartender på The American Bar på Savoy Hotel i London. Hun var hovedbartender i 1921, da Harry Craddock som siden indlagde sig udødelig hæder ved at udgive The Savoy Cocktail Book, blev ansat. Craddock valgte at tage til Europa, hvorfra han faktisk stammede, da det totale spiritusforbud blev indført i USA i 1920.

Ada Coleman var en sej kvinde at bedømme efter billeder af hende. Jeg synes dette billede er ret genialt. Ja man kan se at hun har stået i den samme stilling for fotografens skyld lidt for længe, men hun ligner præcis det hun er: En dygtig bartender – med det sødeste smil lurende lige under overfladen.

Og så er der jo cocktailen, der er uløseligt knyttet til Coleys navn: The Hanky Panky – en blanding af gin, sød vermouth og med en lille smule Fernet. Den miksede hun til en kunde, som ankom til hendes bar, mere end udkørt og bad om en cocktail med slag i.

Som den virkelige dygtige bartender hun var kastede hun ikke bare noget sammen på stedet, hun eksperimenterede i timevis, sådan at hun næste gang han stoppede forbi kunne tilbyde ham en helt særlig drink.

Da han havde tømt glasset udbrød han: That is the real Hanky.Panky! Og så havde cocktailen fået sit navn. (Og samtidig har vi lært, at det først er senere at Hanky-Panky har fået en lidt dobbelttydig småslibrig betydning, ingen gentleman ville i 1920’erne have sagt noget totalt vulgært til en kvinde i andre mænds påhør).

Dagens cocktail er et twist af Adas opskrift. Skabt af Jarred Brown for Sipsmith Gin. Jarred Brown har sammen med Anastatia Miller skrevet en meget interessant bog om gamle berømte bartendere – The Deans of Drink – og her fortæller de to forfattere, hvordan Ada Colemans bartenderkarriere endte.

I 1925 valgte ledelsen af The Savoy Hotel at tage hensyn til de amerikanske gæster, der ikke brød sig om, at der var kvinder i en bar. Ada Coleman og barens anden kvindelige bartender, Ruth Burgess, blev overflyttet til hotellets blomsterforretning – og så var det at Harry Craddock blev forfremmet til hovedbartender.

For Coley og Kitty – som de to kvindelige bartender blev kaldt – shakede jeg The Spanky Panky Martini ekstra hårdt:

  • 5 cl gin
  • 5 cl rød vermouth
  • 1 cl Fernet Branca
  • 10 friske mynteblade

Put mindst 7 mynteblade i en shaker og mål de øvrige ingrendienser op. Ryst med is og si cocktailen i en cocktailskål – brug en lille sigte for at holde eventuelle myntestumper tilbage.

Pynt med de tilbageværende mynteblade, men inden du lægger dem i cocktailen, så væk dem ved at lægge dem på en flad hånd og giv dem et klask.

Slået op d.

Boulevardier

Share

Jeg regner Negroni for en af mine favoritcocktails, især som aperitif, og samtidig ynder jeg at lade være med at pille ved ting, der bare fungerer.

Men da jeg opdagede, at Harry MacElhon på opfordring af en kunde, havde pillet så var jeg solgt. For faktisk er jeg lige så glad for Negroni Sbagliato en sommerdag som originalen en vinterdag.

Boulevardier er god en forårsdag. Cocktailen optræder første gang i MacElhones bog fra 1927 – Barflies and Cocktails, som kan købes i genoptryk – men de fleste barer mikser den i dag ikke 1:1:1 bourbon, Campari og rød vermouth, men 2:1:1 og det er den version jeg har mikset i dag.

  • 4 cl bourbon
  • 2 cl Campari
  • 2 cl rød vermouth (jeg brugte rød Dolin))

De tre ingredienser røres kolde med is og sis op i et afkølet cocktailglas af ældre tilsnigelse – pynt med en snas citron.

Og så fungerer den stadig effektivt som en aperitif, så det er klogt at have en ide om, hvornår det næste måltid skal indtages 😉 Bon appetit!

Slået op d.

Blood and Sand

Share

Der er ingen vej uden om at indrømme, at denne drink ser lidt skummel ud. Men den ligner faktisk meget godt sit navn, den er lidt rødlig og lidt grumset.

Den blev opfundet i 1922 i forbindelse med en film, hvor Rudolf Valentino spillede en tyrefægter.

Jeg blev interesseret i den, da jeg opdagede, at en nøgleingrediens er Cherry Heering.

Danmark har jo stolte traditioner for kirsebærvine, Cherry Heering er den ældste fra 1818, mens Kijafa (forkortelse for Kirsebær, Jacobsen og Faaborg) er fra 1841.

En dag vil jeg mikse den, med det seneste skud på kirsebærvinstammen: Nielstrup Mark fra Frederiksdag Gods, og så vil den nærmes sig det sublime, for det er en sublim vin.

Her er den klassiske opskrift:

  • 8 cl skotsk whiskey
  • 4 cl rød vermouth
  • 4 cl Cherry Heering
  • 4 cl friskpresset orangejuice.

Alt rystes sammen med is, men serveres uden. Det er vigtigt at orangejuicen er frisk med frugtkød – det giver drinken struktur af sand.

Pyntes med et marashinokirsebær.