Efterhånden var det nogle måneder siden, min cocktailkammesjuk og jeg sidst havde tjekket den københavnske cocktailscene ud. Adskillige nye steder var kommet til rundt i byen, så det var på tide at udforske.
Vi besøgte tre nye steder, tre kælderbarer og fik tre gode oplevelser.
**Strøm**
Første stop gjorde vi ved Gråbrødre Torv, hvor nogle lidt usikre skridt ned ad en stejl, men heldigvis kort kældertrappe sendte os ned i en oase af blød belysning, god jazz og med byens smukkeste Art Deco tapet.
Fra barens logo til toilettets dekorationer; der er tænkt over tingene på Strøm bar og det hele går op i en meget indbydende helhed.
Vi fandt os en fin lille bænk for enden af baren, hvor vi kunne få lidt rygstøtte og samtidig følge med i bartendernes arbejde.
Kortet fik os til at udbryde både wauu og juhu – gamle favoritter, nye opdagelser og så hele tre forskellige cocktails på fad.
Først runde bød på en Death in the Afternoon til mig og en Cablegram til min makker. At man overhovedet kan få en champagnecocktail til 99 kroner i København – og den så er lavet med the real stuff og med et håndelag så elegant, at cocktailen ikke opaliserede, afkrævede min respekt.
Hemmingway, som har opfundet cocktailen, mente, at man skulle have mindst en tre stykker, men det gik jo ikke, når vi skulle på en rundtur i kortet.
Næste runde fik vi begge en Zeppelin – en whiskey cocktail med både æggehvide og københavnsk honning. En dejlig sag som mindede mig en del om en Penicillin.
Sidste runde var en debut med cocktails fra fad til os begge. Vi delte en Dark And Stormy og en Punch – gode ting, som dog ikke helt overbeviste mig om, at fadlagring for alvor bidrager med noget ekstra. Men jeg forstår sagtens, at det er en god og hurtig løsning for en bar – især til noget mere kompliceret end en Dark And Stormy.
Jeg synes, at Strøm er et virkeligt kvalitetsbekendtskab, sådan et sted, hvor jeg med glæde vil kigge forbi til en cocktail på vej til middag.
Det er et sted, hvor kunden og kvaliteten er i højsæde – det ses på detaljer som frisk eukalyptus og en lidt bedre champagne end annonceret, fordi en åben flaske fra aftenen før var ved hånden. Sådan noget er jeg til fals for.
**Madame Chu**
Næsten stop på ruten fandt vi, ved siden af Fugu på Gammel Strand, her førte den korte trappe os ned i en luksuriøs havneknejpe i Singapore i 30’erne.
Fra den lange højglanspolerede bardisk, over de flotte kobberlamper til de bordelbelyste tableauer i væggene er Madame Chu et udstyrsstykke.
Blot er valget af musik i den sammenhæng lidt overraskende – det var meget hipt og moderne – ikke at det var et problem blot lidt bemærkelsesværdigt – når nu resten er så helstøbt. Men det er uden tvivl en pointe.
Madame Chus cocktailkort udfordrer. Jeg genkendte ikke en eneste cocktail, men med fyndige navne og præcise beskrivelser, var det til at finde rundt i.
Jeg faldt for en Sabina All Night (rom, ahorn, karamel og dild) og blev fyrsteligt belønnet med en fornem lysegrøn cocktail i deliciøs balance mellem det lidt lumre sødladne og så den krasse dild.
Min kammesjuk havde valgt en Happy Ending (Bourbon, rabarber, mynte og absint) og var også mere end tilfreds med sit valg.
Næste runde faldt min meddrikker for en Candy X (rom, portvin, ingefær) en smuk og meget flabet romcocktail.
Jeg stod til søs: Lost At Sea (gin, havtorn, aloe vera og thailandsk basilikum). Havtorn var et nyt bekendtskab, som på en og samme tid er syrlig og mineralsk – nok derfor at det nye nordiske køkken er så glad for den – nordens citron. Her var brugt havtornsyltetøj og cocktailen sad lige i skabet.
Som afslutning var vi omkring en No 42. (vodka, Lillet Rose, tomat, rabarber, citron) og en Red or Dead (gin, rød peberfrugt, citron og sukker). Almindeligvis gider jeg ikke vodkacocktails, men sammensætningen af tomat og rabarber ville formentlig have været for akavet, hvis der også skulle have været enebær fra gin ind over.
Madame Chu udfordrer og slipper fra det – men det er lidt et sted, hvor man skal have skulderen først ind ad døren. En bar der poserer lidt og lægger op til at gæsterne også gør det. Ikke at vi fik andet end udsøgt betjening og gik glade – og en smule slingrende – op ad kældertrappen.
**Ourselves Alone**
Sidste stop var i Badstuestræde. Først og fremmest bemærker man, at det ikke er et sted, hvor man går lige ind. Man ringer på og bliver lukket ind. Ikke fordi man skal ses an eller sorteres fra, men for at man kan blive serviceret fra første øjeblik. Så hjælpes man af frakken og kan vælge at sidde ved de ikke særligt talrige møbelopstillinger – fine plydsesmøbler fra 20’erne og 30’erne i douce farver omkring lave borde – eller ved baren.
Vi valgte selvfølgelig baren – det var en god indskydelse viste det sig.
Vi havde stort set fra vi kom til vi gik bartender Knut Randhems udelte opmærksomhed – det var lige noget for os og jeg gætter på, at han havde ringen for ørerne da vi gik, så meget spurgte og snakkede vi.
Men det er også meningen. Ourselves Alone er en cocktailbar uden et cocktailkort.
Enhver bestilling forudsætter med andre ord en dialog og en ideudveksling. Det fungerede 100 procent for os.
Den eneste cocktail der ikke er nogen diskussion om, er den lille tørstvækker man får sammen med det første glas vand, mens man finder sig til rette og får kigget sig rundt og lader stedets rolige og velafbalancerede stemning glide over sig.
Første runde var et par gin klassikere transponeret til bourbon. En Last Word og en 20th Century. Især Knuts fortolkning af 20th Century var fremragende: Bourbon, Amer Picon og brun creme de cacao. Den var så god, at han har givet den navnet Middle of the 20th. Century.
Derefter var vi omkring et par æggehvideklassikere: Clover Club og en Bourbon Sour og som aftenens finale fik vi to Ramos Gin Fizz – ikke at tiden var så fremskreden, at det nu var tid til morgencocktails, men tæt på.
Ourselves Alone er sådan et sted, alle bør drive hen efter selv et halvdårligt måltid på en kedelig restaurant.
Et sted, hvor enhver aften får en rolig og på en eller anden måde højstemt afslutning. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at det er et uendeligt maskulint sted, med en dyb, feminin sjæl – på den bedste af alle måder. Sådan et sted, man egentlig ikke burde fortælle nogen om, af skræk for at det forandrer sig.