Måned: september 2011

Udgivet i af

Corpse Reviver II

En reparationsbajer, en lille sort på tom mave eller en morgenbitter har i umindelige tider været vores foranstaltninger mod tømmermænd.

Men på klassiske, udenlandske cocktailbarer går man anderledes grundigt til værks og der findes hele grupper af cocktails kun udviklet for at bekæmpe den foregående aften – og nats – udskejelser.

En af grupperne omtales som The Corpse Revivers i en af verdens mest berømte cocktailbøger The Savoy Cocktail Book fra 1933.

Nr. to regnes af de fleste for den mest velkomponerede af disse drinks, der kan vække de døde, og om hvilken cocktailbiblens forfatter Harry Craddock skriver: Four of these taken in swift succession will unrevive the corpse again.

Nu har jeg lykkeligvis aldrig brug for at rejse mig ved det træ, jeg er faldet, så jeg aner ikke, hvordan denne cocktail vil smage klokken 11 om formiddagen dagen derpå.

Men efter 17 med en lille skål rodfrugtschips er den en pragtfuld start på en lørdag aften.

  • 3 cl gin
  • 3 cl Lillet Blanc
  • 3 cl Cointreau
  • 3 cl siet, friskpresset citronsaft
  • stænk absint
  • et cocktailbær

Et cocktailglas sættes på køl- en champagneskål er vist det klassiske valg – og så shakes alle ingredienser undtagen absint med is.

I bunden af glasset anbringes cocktailbærret – jeg bruger Amareno – og cocktailen sies i glasset. Til sidst stænkes absinten i.

Udgivet i af

Last Word

(nej, nej jeg lukker ikke hanehaler, men det hedder cocktailen)

I 1919 indførte USA et forbud mod salg, fremstilling og transport af enhver alkoholisk drik. The prohibition kaldes perioden, som varede helt frem til 1933 da forbuddet blev ophævet.

Men nej, forbuddet stoppede hverken umådeholdent drikkeri eller skørlevned, men gav tværtimod masser af gangstere vind i sejlene og gjorde mange syge eller slog dem ihjel, når ukyndige brændte dårlig sprut.

Der var dog også masser af gode ting ved forbuddet: Jazzen blomstrede, smugkroer – speakeasies på amerikansk – blomstrede – og nogle gode cocktails blev skabt. (Hvis man vil vide mere om forbudstiden, så har den legendariske dokumentarist Ken Burns netop lavet en serie.)

The Last Word, som er denne uges cocktail, er højst sandsynligt et barn af forbudstiden.

Den var mig totalt ukendt klokken cirka et i dag, da jeg henne i mit i øjeblikket favorit-supermarked, Dalgaards Supermarked i Hørsholm, sådan helt tilfældigt faldt over en flaske – smuk flaske – grøn Chartreuse.

I kurven med den og hjem og google – længe leve internettet, for hvor kan man få mange sære ideer der og erhverve sig overflødig viden..

Som at Chartreuse er den eneste spiritus, som har lagt navn til en farve. At en forfatter i 1907 skrev: Folk må sige, hvad de vil om kristendommens forfald; et religiøst system, der producere grøn Chartreuse, kan aldrig rigtig dø. (Drikken en brygget af munke siden 1740)

Og så må jeg ikke glemme, at Chartreuse er nævnt i mange sangtekster – blandt andet denne:

Da klokken slog 17 og prohibition blev ophævet i det lille røde hus, var det frem med shakeren. Over is blandede jeg:

  • 2,5 cl friskpresset og siet limejuice
  • 2,5 cl Maraschino likør
  • 2,5 cl grøn Chartreuse
  • 2,5 cl Tanqueray gin

Efter grundig omrysten røg drinken i et martiniglas og blev pyntet med en lille lilla salvieblomst, som jeg pligtskyldigt har spist, for jeg hader at slå levende ting ihjel til ingen verdens nytte, men køn var den.

Udgivet i af

Stærk Caffé

I starten af 1700-tallet skrev Ambrosius Stub et digt om forskellen på tynd og stærk caffe. Den stærke brænder blodet og svækker modet, skrev han. Det digt handler om almindelig sort kaffe kontra en lille sort – altså med brændevin. Den stærke var hans svøbe og havde det med at afspore hans liv.

Så i omkring 300 år har kaffe og brændevin altså haft en sameksistens i Danmark. Derfor tænke jeg, da jeg skulle mikse en cocktail i anledning af min fødselsdag, at den skulle findes i dette univers.

Jeg endte med en cocktail, som må siges at være i familie – ganske nær familie – med en white russian, men alligevel med et tvist fordi snapsen har lidt mere bund, efter min mening, end mange af de vodkaer, som bruges i cocktails.

Her er min Stærk Caffe:

  • 5 cl Brøndums snaps.
  • 4 cl Toussaint Kaffelikør
  • 4 cl fløde
  • 1 stænk Bitter Truth Xocolatl Mole chokolade bitter
  • 1 kaffebønne

Smid et martiniglas til afkøling, fx i fryseren. I en cocktailshaker blandes snaps, likør og fløde over is og rystes kraftigt.

Sis i glasset og pyntes med et par riv kaffe fra bønnen over et lille rivejern. Perfektioner med et par stænk af chokolade bitteren.


Udgivet i af

Cherry Coke

I flere dage har jeg grundet over, hvad ugens cocktail skulle være og jeg havde samlet en del ideer sammen inklusive en egen svag ide om noget over temaet snaps og kaffe.

Men så læste jeg dette blogindlæg og så var al tvivl borte. Men lige dele kirsebærvin og cola, syntes jeg lød for kirsebærret til mig, så jeg brugte:

  • 5 cl kirsebær (Billig, billig Cherita, men Frederiksdal hvis jeg tør en dag)
  • 1 cl Marachinolikør
  • 2,5 dl Cola – (ja jeg brugte Coke Zero)
  • Et stænk Bitter Truth Xocolati mole Bitters
  • Lime
  • 2 Amarettokrisebær

Jeg smed masser af is i bunden af et højt glas, derefter kirsebærvin, Marachinolikør og cola i. Rørte rundt og pyntede med lime og Amarettokirsebær – inden cocktailen fik et stænk chokoladebitter.

Det blev sgu godt – på en meget retro måde.

Udgivet i af

Kingston Club

Bortset fra de to cocktails jeg bilder mig ind, at jeg selv har fundet på (Rip, Rap og Rup i regnfrakker og Stærk Caffe) så har jeg på denne blog udelukkende beskæftigede mig med klassiske, nogle gange ligefrem oversete, cocktails.

Men med Kingston Club gør jeg en undtagelse. Dels har jeg blind tillid til Jeffrey Morgenthalers evner, dels har jeg længe ledt efter en cocktail med Fernet Branca. Den bitter vil jeg nemlig gerne forsøge, at få ændret min opfattelse af.

Jeg tror, at jeg generelt har regnet ned på linie med Gammel Dansk, som noget ældre mænd med fordøjelsesproblemer og/eller tømmermænd skyller i sig fra morgenstunden.

Og så har den fået et comeback på sådan nogle provinsdiskoteker, hvor der enten er fri bar, eller det hele koster 10 kroner.

I Kingston Club fungerer den, fordi den sammen med Angosturaen slår hul på den lidt fimsede smag fra ananasjuicen og den ganske søde Drambuie:

  • 5 cl Drambuie
  • 5 cl ananasjuice
  • 2,5 cl friskpresset limesaft
  • 1 tsk Fernet Branca
  • 3 stænk Angostura
  • Apollonaris

Alt bortset fra den hvide vand shakes med is. Hældes i højt glas med frisk is, toppes op med apollonaris og pyntes med tvist appelsinskal.

Udgivet i af

Blood and Sand

Der er ingen vej uden om at indrømme, at denne drink ser lidt skummel ud. Men den ligner faktisk meget godt sit navn, den er lidt rødlig og lidt grumset.

Den blev opfundet i 1922 i forbindelse med en film, hvor Rudolf Valentino spillede en tyrefægter.

Jeg blev interesseret i den, da jeg opdagede, at en nøgleingrediens er Cherry Heering.

Danmark har jo stolte traditioner for kirsebærvine, Cherry Heering er den ældste fra 1818, mens Kijafa (forkortelse for Kirsebær, Jacobsen og Faaborg) er fra 1841.

En dag vil jeg mikse den, med det seneste skud på kirsebærvinstammen: Nielstrup Mark fra Frederiksdag Gods, og så vil den nærmes sig det sublime, for det er en sublim vin.

Her er den klassiske opskrift:

  • 8 cl skotsk whiskey
  • 4 cl rød vermouth
  • 4 cl Cherry Heering
  • 4 cl friskpresset orangejuice.

Alt rystes sammen med is, men serveres uden. Det er vigtigt at orangejuicen er frisk med frugtkød – det giver drinken struktur af sand.

Pyntes med et marashinokirsebær.