Udgivet i

El Ganso

Når man skal læske sig med en kold highball i Mexico, så vælger mange La Paloma, et mix af tequila, limejuice, salt og grapefrugt sodavand.

Den opskrift har jeg taget udgangspunkt i, da jeg fandt på El Ganso – gåsen opkaldt efter det engelske navn for stikkelsbær – gooseberries.

  • 6 cl mezcal – jeg brugte Illegal Joven
  • 1,5 cl friskpresset limejuice
  • en smule salt
  • hjemmelavet stikkelsbærsodavand*

Rør en smule groft salt ud i mezcal og limejuice i bunden af et højt glas, tilsæt is og fyld op med stikkelsbærsodavand. Hvis du bruger ufiltreret sodavand på pynt med noget til at røre om med fx en stor tvist lavendel.

Den lavede jeg således:

*Stikkelsbærsodavand

  • 3 dl stikkelsbær
  • 3 dl vand
  • 1,5 dl sukker

Kog de tre ingredienser igennem indtil stikkelsbærrene falder fra hinanden, det tager max 5 minutter. Hvis du ikke bryder dig om kerner og skal i din drink, så si siruppen og fortynd med dansk vand indtil dens smag passer dig.

Ellers så give den et whizz med en stavblender til de fleste skaller er væk og fortynd med dansk vand og nyd synes af naturen i bunden af dit glas.

Udgivet i

Tales of the Cocktails 2013

image

En hundelort forsvinder fra gaderne i New Orleans på mindre end et døgn. Ikke fordi byen myldrer med entreprenante gadefejere – langtfra – men fordi det subtropiske klima får den til at myldre med insekter og kravl, der gladeligt spiser lort.

Den eneste anden livsform, der er lige så overrepræsenteret er festaber, der kommer tilrejsende fra nær og fjern for at gå party amok  i Bourbon Street.

Og i den forgangne uge kunne man så lige lægger 20.000 cocktailgale mennesker, blandt andre mig, oven i hatten. Så ikke noget at sige til, at byens lidt adstadige og nedslidte infrastruktur våndede sig under belastningen.

I og omkring cocktailkonferencen Tales of the Cocktails hovedkvarter på byens fine gamle Hotel Monteleone gik al trafik jævnligt i stå, når der blev delt gratis cocktails ud til deltagerne eller smagsprøver af nye spruttyper.

Indenfor var lydniveauet i lobbyen ofte oppe omkring metrobyggeriets. Og jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor nederen det måtte være, intetanende at have booket et værelse på hotellet, som almindeligvis er en perle af ro og old world elegance.

Ikke at 20.000 cocktailtosser opfører sig specielt tosset, faktisk var jeg mere end imponeret over fraværet af alt fra helt bimmelim branderter til asen og masen, når der skulle prøvesmages sprut.

Min hensigt med besøget var at blive klogere. 200 forskellige begivenheder med alt fra seminarier til prisuddelinger over pressefrokoster til sponsormiddag, skulle jo nok kunne holde mig beskæftiget. Og ja, jeg drak da også en smule.

Derudover var der jo også mulighed for at møde masser af cocktailverdenens stjerner og up and coming stars. Ikke dårligt at kigge på fx Jeff Bells (billedet) teknik, da han i løbet af et par timer igen og igen mixede smagsprøver af en ikke helt ukompliceret cocktail, han har udviklet til Diaego World Class, hvor han i øvrigt vandt konkurrencen against the clock i finalerunden.

Han kunne både konversere, møde gamle bekendte og shake tohændigt uden at det gik ud over kvaliteten af nogen af delene.

Det skal man lige tænke på, når man blive lidt indbildsk som cocktailamatør: Alle kan shake een god cocktail, men at shake adskillige, måske endda forskellige, mens man får gæsten til at føle sig godt tilpas i baren, det skal man være bartender for at kunne.

Det lykkedes mig at presse seks seminarier ind i løbet af de tre hele dage jeg var i New Orleans. Blandt de interessante informationer, der har lejret sig, er historien om USA’s iskonge. En gal mand, som havde held med at eksporterer is høstet på amerikanske ferskvandssøer til så fjerne egne som Indien og Australien og så varme steder som Caribien.

Om det så var Europa, hvor der dog ellers er en del ferskvandssøer, der almindeligvis er isbelagte hele vinteren, så kunne Frederic Tudor også sælge sine varer her.

Dronning Victoria fandt det så yndigt at drikke drinks med is fra Massachusetts,  at hun skabte mode i velhaverkredse. For dengang var brugen af is i drikkevarer og til konservering af madvarer kun for de virkeligt rige.

Jeg lærte også en helt del om at anlægge en cocktailhave, hvor man kan forsyne sig med alt fra mynte til egne oliven, cocktailbær og syltede perleløg.

Faktisk var jeg til hele to seminarer med Amy Stewart, som har skrevet en af den meste interessante bøger i mit cocktailbibliotek The Drunken Botanist. I anden runde fortalte hun den forunderlige historie om Angostura Bitter og fraværet af angosturabark i denne verdens mest solgte cocktailbitter.

Lige som terroir har betydning for vine, har jordbund, klima osv. også betydning for spiritus. Tre kloge mænd diskuterede betydningen for henholdsvis rom, tequila og cognac. Klogest synes jeg Alexandre Gabriel, som ejer cognachuset Pierre Ferrand, var: Han mindede om, at også de folk, der arbejder med fremstillingen og de metoder, der bruges, har meget at skulle have sagt for det endelige produkt. Faktisk gik han så vidt som til at kalde folk med for stor fokus på geologi og geografi terroir-ister.

Endelig mødte jeg både Bulleit Bourbon og Tanquerays master destillers og fik svar på et spørgsmål, jeg længe har grublet over: Hader master destillers ikke bare, at vi hælder alt fra citronsaft over likør til vermouth og ligefrem øl i deres omhyggeligt kalibrerede whiskey og gin?

Nej, siger Bulleit, tværtimod, uden cocktailrenaissancen ville destilleriet ikke have fået en markedsandel så hurtigt.

Nej, siger Tanqueray, gin er jo ikke så kompleks en spiritus at fremstille, men Tom Nichol indrømmer, at dengang han arbejdede på et whiskeydestilleri i sin fødeby Tullibody i Skotland, da syntes han ikke at det var ok, at blande noget i whiskyen. Ikke engang så meget som en isterning eller en dråbe vand.

Jeg fik også besøgt en af New Orleans klassiske barer French 75, som ligger i tilknytning til restauranten Arnaud’s. Det er en klassisk smuk bar – mørkt træ, behagelige møbler og udsøgt betjening og ikke mindst fornemt turnerede cocktails. De serverede den bedste Sazerac, jeg nogensinde har smagt – på Old Overholt og i et iskoldt glas, meget smukt og forfriskende.

At man ikke behøver at movere sig ind i restauranten, hvis man bliver sulten er en selvfølge sådan et sted, så jeg fik også smagt både husets rejebisque og østers.

Til gengæld ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal mene om New Orleans. Det er sådan et sted, det tager tid at fordøje. Det er beskidt, varmt, støjende og ganske fattigt. Det er også smukt, historisk og magisk.

Balladen er, at jeg på den ene side har ondt af de lokale fordi vi er så mange, der lige suser forbi for at tilfredsstille vores forlystelsessyge og på den anden side ved jeg godt, at 20.000 deltagere i en konference lægger så mange penge i byen, at ingen vil undværer os.

Heller ikke det par jeg mødte den sidste aften: Let forbrændte, storsvedene i sommertøj, der ikke helt passede mere. De holdt hinanden i hånden mens de så aldeles fortabte ud, tror ikke de var fulde, bare overvældet af indtryk. De var langt fra Bourbon Street iført hver sin knaldrøde souvenir t-shirt, hvor der stod Trouble nr. 1 og Trouble nr. 2 på.

Næppe har byen haft mindre besværlige gæster, som er borte lige så hurtigt som hundelorten.