Udgivet i

Holmens Kanal

image

Fredag var cocktailkompagnonen og jeg på bar. Jeg har haft masser af tid lige siden, til at få skrevet denne anmeldelse, men hver gang, jeg begynder, går jeg i stå.

Jeg har med andre ord et modsætningsfyldt forhold til Holmens Kanal – den nye bar ved Kongens Nytorv drevet af folkene bag Salon 39 på Frederiksberg og Gilt på Nørrebro. Jeg havde, netop på grund af de to barer meget store forventninger til det nye sted.

På den ene side er det er meget flot lokale at komme ind i: Smukt mørkt træ, lang indbydende bar, hyggelige båse med læder og stilfuldt art deco tapet. På den anden side er det jo en fuldstændig kliche. København i 2014 er ikke New York i 1920’erne. Jeg ved selvfølgelig godt, at der stadig er mange nye gæster til byens cocktailbarer, som det klassiske speakeasy look virker dragende på, men jeg længes efter den dag, hvor en ny bar i København ligner en ny restaurant i København – eller måske bliver så vildt indrettet som den nu lukkede Gamsei i München.

Holmens Kanals cocktailkortet er heldigvis ikke helt så dogmatisk speakeasy, som indretningen – der er nyere ting at smage.

Jeg startede med en Mai Tai, som allerede da den blev stillet foran mig, var ved at sende mig til tælling, den var nemlig pink – og hvis der er noget, der kan afsløre en bars manglende greb om klassikerne, så er det en pink Mai Tai – den skal være gul-grøn-brun af gammel rom og lime juice.

Og her finder jeg jo så mig selv afsløret som en hykler: Interiøret er altså for traditionelt og Mai Tai’en ikke traditionel nok. Til overflod smagte cocktailen helt som den skal: Af mandel, rom og lime – stærk, sød og eksotisk.

Derefter fik jeg en helt klassisk Remember the Maine og sluttede af med en lidt skuffende Pussers Painkiller – jeg var ikke helt så skuffet over den, som kompagnonen, hun syntes den var tynd.

Når prisen – omkring de 100 kroner per styk – tages i betragtning, så var det tre rigtigt solide drinks.

Men mit besøg på Holmens Kanal røg i den kanal, der ikke mere er uden for vinduerne i det, der engang var Danmarks første varehus, da kvinden der betjente os mellem første og anden cocktail spurgte om vi ville åbne en regning og derefter bad om at få mit kreditkort udleveret. Det har vi prøvet en gang tidligere – på K-Bar – og jeg kan ikke forlige mig med det.

Jeg bryder mig helt enkelt ikke om at blive tyvtet, fordi jeg ikke kun drikker en cocktail. (Præcisering: Det er sådan ønsket om at opbevare mit kreditkort under besøget opleves af mig. Der er selvfølgelig ikke tale om, at nogen i baren sagde: Vi tror I løber fra regningen, så udlever lige et kreditkort)

Og i betragtning af, at der faktisk er pænt mange ansatte på gulvet i Holmens Kanal – tak for det – inklusive en slags værtinde, som tager pænt imod og anviser en bås – så er det svært at tro, at folk der løber fra regningen kan være et megastort problem.

Derudover er det helt uforståeligt, at vi efter vores cocktails kunne daske lige over på Mash – som er et vældigt travlt sted en fredag aften – og “åbne” en noget større regning, uden at skulle stille pant.

På vej ud spurgte jeg oven i købet, hvad jeg kan gøre for ikke at skulle af med mit kreditkort næste gang, men kunne ikke få et tilfredsstillende svar. Så er konsekvensen – desværre – at jeg ikke kommer igen.

Udgivet i

Flyversjus

Gud ved, hvor mange kvinder og ølhadere der gennem generationer har drukket Flyversjus ved julefrokosten, på danserestaurant eller til middag med chefen.

Gul sodavand og snaps ser jo uskyldigt ud, men mon ikke også, det mix kan liste sig ind på en? Det tyder et citat fra Morten Korch-filmen Mosekongen i hvert fald på: Jeg er bange for, at du fik mere end to Flyvere.

Filmen er fra 1948, men Ordbog over Det Danske Sprog registrerede ordet første gang i 1937. Beklageligvis uden forklaring, så det er ikke til at vide om ordet flyver skal forstås som et fly eller en pilot.

Jeg hælder til det sidste, jeg tror sjussen fik sit navn, fordi piloter skulle holde lidt igen med de våde varer og derfor anså mixet af sodavand og snaps som ufarligt.

Jeg ved ikke om sjussen stadig bliver drukket, jeg havde i hvert fald ret stort besvær med at finde en klassisk citronvand til mig før-billede. Jeg besluttede nemlig i anledningen af den månedlige cocktail-leg Mixology Monday, at modernisere flyversjussen en smule.

Det gik således til:

  • 4,5 cl snaps – jeg brugte Schumachers Krondild, men Brøndum eller Nordguld ville også være godt.
  • 3 cl friskpresset bergamottesaft – (lille citrusfrugt, der kan købes i velassorterede grønthandlere i øjeblikket – smagen kendes fra Earl Gray te og fra Sucre D’Or bolsjer)
  • 0,75 cl gul chartreuse
  • 0,75 cl dobbelt sukkersirup (Bring dobbelt så meget sukker som vand til kogepunkter, rør rundt til alt sukkeret er opløst og køl af)
  • Dansk vand

Hæld de fire første ingredienser i en shaker med is og ryst til shakeren og kold, si over frisk is i et højt glas og tilsæt Dansk vand.