To gang missede cocktailkammesjuken og jeg en gin walk, men tredje gang var lykkens gang.
Bagmanden er Michael fra bloggen En Verden af Gin og konceptet er besnærende: I samlet flok spadserer en flok ginbegejstrede mennesker en bydel tynd. Undervejs er indlagt stop, hvor der kan smages gin, snakkes gin og betragtes gin.
Kamppladsen for lørdagens udflugt var Vesterbro og der var fem stop: En ølbar, en vin- og spiritushandel og tre cocktailbarer.
Fire en halv time, hvor de fleste sætninger begyndte med g.
Første stop var Mikkeller Bar i Victoriagade. Nu kan en ølbar virke som et sært sted, at starte en gin walk, men som så mange tilsvarende små bryggerier i USA, har Danmarks mest berømte og berømmede microbryggeri også udvidet sortimentet til at omfatte spiritus.
Mikkeller Botanical Gin bliver destilleret på havnen i Køge, hos Braunstein og det særlige ved den er at den er lavet på humle.
Det er ærgerligt at skulle starte med ikke at være ovenud begejstret. For mine smagsløg er der tale om en helt igennem hæderlig gin med fokus på citrus. Men i modsætning til Mikkellers øl, som altid har kunnet overraske og besnære mig, fik den mig ikke til at falde ned af stolen. Vi smagte den rent og i en G&T.
G&T’en var meget let i smagen – mixet med Fever Tree og en skive røde grape – men så heller ikke mere.
Fra kælderen i Victoriagade til en kælder på Værnedamsvej. Næste stop var nemlig Juul’s Vin og Spiritus. Lukket og med nedrullede skodder, da vi ankom, men vi blev lukket ind og sendt i underetagen, hvor jeg rigtigt gerne vil have lov at støve rundt en dag.
Her førte Max Scott os gennem en prøvesmagning af tre gins – to tyske og en engelsk: Elephant, Monkey 47 Distillers Cut 2012 og Sipsmith VJOP.
Han havde samtidigt mange gode tips til, hvordan man kan se, hvor meget alkohol, der er i en spiritus ved at slynge den rundt i glasset og se om den efterlader et ubrudt gardin eller en række prikker. Jo lavere alkoholprocent jo mere ubrudt en linje. Han havde også tips til, hvordan man undgå at næse og smagsløg brænder ud af de kraftige indtryk.
Jeg vil så gerne kunne lide Elephant, det lyder som et helt igennem sympatisk projekt. Nogle af ginnens botaniske elementer er hentet i Afrika og hver solgt flaske betyder penge til bevarelsen af de store grå dyr. Men jeg savnede enebær i smagsbilledet, som derudover var lidt rodet og lidt bleget.
Monkey 47 er en af mine favoritter – fx til martini – og Distillers Cut 2012 var fin og floral, men det var Sipsmith VJOP, der fik min stemme, som testens bedste.
Masser af enebær – tilsat af tre omgange undervejs i fremstillingen – og med så meget som 57,7 procent alkohol. Og så var det den gin, der skilte ginentusiasterne fra cocktailnørderne. Til spørgsmålet om den ville være god til cocktails, sagde et flertal nej. Men det er jeg lodret uenig i.
Alle elementer i en cocktail skal bidrage til den samlede smag. Bartenderen er en komponist, der skal sørge for at alle instrumenter kan høres. En modsætning kunne være en dårlig maler, der får smurt så mange farver på sit lærred, at de løber sammen i en stor brun klat.
Alt andet lige er det nemmere at komponere med smag, der står klar og uforfærdet og det gør Sipsmith VJOP.
Det demonstrerede bar manager Esben Pagh på Lidkoeb, som var næste station på rejsen. Inden i baggården ved siden af Føtex på Vesterbrogade rejser, der sig et cocktailpalads i tre etager. Lidkoeb er en knopskydning af Ruby i indre by.
Esben havde valgt en cocktail fra The Savoy Cocktail Book. En Fairbanks No. 1. Lad mig sige det sådan, hvis ikke Harry Craddock tilfældigvis havde inkluderet denne – og mange andre – cocktail i sin bog, der er en cocktailbibel, så ville den i dag have været at finde i en anden bestseller: Glemmebogen.
Vi fik en Fairbanks no. 1 på Sipsmith VJOP, Noilly Prat, abrikoslikør, grenadine og citron. Det er sjovt at have smagt den, men den er altså for ufokuseret til min smag.
Efter Liedkoeb smuttede vi over Vesterbrogade og ned ad Dannebrogsgade til endnu et kælderetablissement: Duck and Cover. Det er en af mine favoritbarer og jeg havde glædet mig til stoppet.
Kasper Riewe Henriksen ventede på os med en flaske Aviation Gin. Det er en moderne amerikansk gin, der er lavet specielt med henblik på en cocktail, som først gang blev set på tryk i 1916, Hugo Esslins Aviation.
Kasper tog heldigvis udgangspunkt i den oprindelige opskrift. Da Harry Craddock skrev sin Savoy Cocktail Book, som udkom i 1930, var viollikøren forsvundet fra Aviation, formentlig fordi den var svær at skaffe.
Aviation er en fremragende cocktail, når balancen er der og det var den selvfølgelig – gin, Maraschino, viollikør og citronsaft. Det lyder ikke så svært, men det kan gå ret galt fordi både violen og kirsebærsmagen fra Maraschinoen er meget dominerende.
Jeg havde set frem til turens sidste stop, som var på Gasværksvej skråt overfor Reden. Der skal nok være nogle Vesterbro-nostalgikere der begræder at de to legendariske værtshuse Lones Kro og Nuuk nu er slået sammen og blevet forvandlet til en cocktailbar.
1656 er lillebror til 1105 i indre by. Kammesjukken og jeg har et stort svagt punkt for 1105, det var der, vi smagte den første veltillavede, klassiske, gamle cocktail og blev forelsket i genren.
En bartender så elegant som en tryllekunstner og så hurtig som en gunslinger mixed os et par Ramos Gin Fizz – og så var vi solgt.
1656 (og ja, begge barer er opkaldt efter det postnummer de er beliggende i) er i sandhed en magisk forvandling af de to gamle værtshuse. Jeg vil ikke vide, hvor mange grydesvampe og hektoliter knofedt der er gået til at få stedet til at præsentere sig så elegant og diskret, som det gør.
Bar Manager Nicklas Jørgensen afskar selskabets magelige deltager fra nogle bløde sofaer, i barens øverste del. Han havde nemlig noget på hjerte: Geranium Gin. Fremelsket af Henrik Hammer og hans far og fremstillet i England. Vi fik lov at gramse på potteplante og få klaret bihulerne af forstøvet blomsterduft. For ja, ginnens nøgleingrediens er selvfølgelig geranium.
Slutteligt fik vi valget mellem en G&T på Geranium Gin, en Martini ditto eller en Snap Fever.
Cocktailkammesjukken og jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være en Snap Fever. Jeg har selv forsøgt mig med cocktailen, så pludselig at få lov at smage den, mixet af mester selv var stort. En Snap Fever er en Bee’s Knee med det meget nordiske islæt af ærter og af laurbær.
Da Nicklas hørte om vores forkærlighed for gincocktails, var han så flink at byde på et work in progress: En cocktail har arbejder på at perfektionere. Og det er faktisk det smagsindtryk fra hele turen, der står klarest for mig: En gin sour med Aperol, rød grape og orangeblomstvand. Og så gør det ikke noget, at den er fuldstændigt yndig lysorange med kridhvidt skum fra æggehvide.
Gin Walken var officielt forbi, men det blev også til en gå-hjem-cocktail mere fra 1656: En Negroni til kammesjukken og en cocktail med hindbær og eukalyptus til mig.
Og så må jeg indrømme, at jeg ikke kan huske, hvad den hed. Men det er der råd for, jeg må simpelthen besøge baren snart igen. Og det gør jeg hellere end gerne for sikke et herligt tillæg til det i forvejen fornemme udbud af cocktailbarer på Vesterbro.
Og alt det jeg har glemt og overset fra turen? Det kan du læse om hos Sjønne. (Spørg mig lige om jeg er glad for at kunne linke til hele to danske blogs om gin og cocktails)
