Måned: maj 2014

Udgivet i af

Nordic Daiquiri

Denne cocktail smagte jeg for første gang i aftes på cocktailbaren 1656 på Gasværksvej i København. Det er en skøn blanding af rom, rå lakrids, rabarberkompot og limesaft.

Gårsdagens havde en meget smuk balance mellem lakrids – som jo ellers ofte overdøver alt andet – lime og rabarber, med rommen som en solid bund. Men selv i den meget dæmpede belysning på baren, var det tydeligt, at rabarberrød var den ikke. Den var sådan over i det mudrede brune.

Årsagen til dette diskuterede min cocktailkumpan og jeg et stykke tid, mens vores fælles ven cocktailmesteren kiggede smågrinende på. Han nød sin klassiske cocktail, mens vi dekonstruerede den moderne i vores glas.

Måske er jeg bare heldig, men jeg kan faktisk ikke huske, at mine rabarber – sådan cirka det eneste, som min have giver gavmildt af – har efterladt mig med skummeltbrun kompot. Jeg kan forstå at sene rabarber er slemme til det. Men også i dag var jeg heldig, for selvfølgelig skulle aftenens bedste cocktail eftergøres.

Jeg kogte kompot af 380 gram rabarber, 120 gram sukker og saften af halvanden citron og cirka 2 dl band. Efter en 7-10 minutter siede jeg saften fra og blandede 1 lille teskefuld rålakrids i smatten. Hele baduljen blev derefter sat på køl.

  • 6 cl rom – jeg brugte hvid Plantation 3 Star, men gylden vil også være fin
  • 3 cl limesaft
  • 2 cl rabarbersaft
  • 2 spiseskefulde kompot

Alt i en shaker med is, shake hårdt – kompotten skal splittes ad – og si derefter cocktailen i en cocktailskål. Pynt med et lille drys lakrids og en rå skive rabarber.

Meget mere forårsagtigt bliver det ikke.

Udgivet i af

Lavendelnegroni

En af de store cocktail festivaller, jeg endnu ikke har besøgt, som jeg drømmer misundeligt om om natten er Manhatten Cocktail Classic.

Årets fandt sted med start i sidste weekend og alverdens cocktail blogs har været fulde af smukke billeder og tørstfremkaldende bulletiner.

En af de cocktails som gjorde mig nysgerrig var en Lavendel Negroni – altså et simpelt twist på den mest berømte italienske cocktail der findes. En af de cocktails man enten elsker eller hader, fordi den er kraftfuld i sit smagsbillede og vældig potent af de tre forskellige typer sprut.

Det er en fremragende appetitvækker og jeg advarer altid folk, der vil smage den for første gang om, at det er vigtigt at have en plan for, hvor det næste måltid skal komme fra, fordi den virkelig får gang i smagsløg og madlyst.

Lavendelversionen er ikke mindre pragtfuld end originalen. Den forudsætter dog en ingrediens, som jeg ikke lige ved, hvor man får fat i herhjemme: Lavendel Bitter. Jeg købte en flaske fra firmaet Scrappy’s med hjem fra New Orleans sidste år, men spørg hos Juuls.

  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s håndlavede gin fra Cornwall.
  • 5 cl rød vermouth – jeg brugte Martini Rosso
  • 5 cl Campari
  • Lavender Bitters – jeg brugte Scrappy’s

Mål de tre første ingredienser op i et røreglas, tilsæt rigeligt med is og rør til glasset dugger og er godt koldt.

Spray lavendelbitter i et Low Ball eller et andet lavt glas. Jeg har købt en parfumespray i Tiger efter ide fra en veninde og hældte bare en lille smule i flasken. Anbring en stor isterning i glasset og si cocktailen over.

Spray et pift lavendelbitter mere henover overfladen ikke ned i den. Pynt med en gren lavendel – indtil mine blomstrer nøjedes jeg med en lille stilk blomstrende purløg. Hvis du har så er et stykke frisk appelsinskal uden hvid hinde også god pynt, der tilfører nogle gode olier.

Udgivet i af

Tøppe

I morgen er en dag, som mange har set frem til med glæde: Det internationale melodi grand prix skal afgøres i København. En af dem er DRs speaker Ole Tøpholm.

Denne cocktail har jeg lavet til ham – jeg har søgt inspiration i en af mine egne favoritter – Mai Tai – og så det danske forår, som er så usædvanligt frodigt i øjeblikket. Rabarber strutter af energi og kraft.

Så mix den, nyd den og lad op til i morgen:

  • 6 cl gylden rom – jeg har brugt Mount Gay XO (nej, ingen flad vits –  bare en vidunderlig rom)
  • 3 cl bananlikør – jeg har brugt Giffard Banane du Bresil
  • 1,5 cl orgeat – mandelsirup som fx Giffard laver
  • 3 cl friskpresset limejuice
  • Rabarbersaft – Bornholms Mosteri laver en fornem udgave, hvis man ikke orker at koge saften selv

Hæld de første fire ingredienser i en shake med is – shake kraftigt. Put halvdelen af den lime du lige har presset i et højt glas og godt med is. Si shakerens indhold i glasset, fyld op med rabarbersaft – stik et sugerør og en rørepind i cocktailen.

Udgivet i af

Aurora

På denne tid af året er amerikanske cocktailblogs altid fyldt med beskrivelser af alle mulige og umulige juleps og cocktails med Tequila og/eller Mezcal.

Årsagen er simpel: Derbyet i Kentucky rides altid første lørdag i maj og i dele af Mexico fejres en sejr fra 1862 over den franske hær på Cinco de Mayo – altså 5. maj. Der hører cocktails til fejringen af begge begivenheder.

Jeg vil ikke påtage mig, at udrede noget dybere om Cinco de Mayo, det er bare en god lejlighed til at få mikset med to typer spiritus, som jeg ofte glemmer lidt i min begejstring for andre.

Men fordi 5. maj jo også er noget særligt i Danmark – den første frihedsdag i 1945 efter besættelsen – så er Aurora måske mere tilegnet denne højtideligholdelse.

Aurora er den romerske gudinde for morgenrøde, jeg ved ikke om dagen gryede i rødt den 5. maj 1945, men i sangen En Lærke Letted huskede Mads Nielsen den således:

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

  • 5 cl Mezcal – Jeg brugte Ilegal Joven
  • 10 friske blåbær
  • 1,5 cl ananassirup (opskriften finder du her)
  • 3 frisk blade salvie
  • Bitter Lemon

Put to af salviebladende, de 10 blåbær og siruppen i bunden af et højt glas. Stød let i glasset med en muddler eller skaftet på en grydeske til der går hul på bærrene. Tilsæt derefter Mezcal og et par store isstykker. Rør nu til glasset dugger udvendigt og fyld op med Bitter Lemon. Pynt med det sidste salvieblad.

Udgivet i af

Bananarac

Søndag formiddag stod på noget træls havearbejde, som bare skulle overstås. Hvad kunne så være bedre end at arbejde med en god cocktail-historie i ørerne?

Det blev til et genhør med Barnard DeVotos cocktailmanifest The Hour fra 1948. På den ene siden en lidt bedaget tekst, men på den anden side fuld af fabelagtige formuleringer om alt, hvad gnavpotten fandt afskyeligt i verden – først og fremmest oplistet i disse tre overskuelige punkter:

(1) rum, (2) any other sweet drink, and (3) any mixed drink except one made of gin and dry vermouth in the ratio I have given.

DeVotos foretrukne ratio er 1 del vermouth til 3,7 dele gin – gerne mere gin, men aldrig mindre.

Mens jeg lyttede og arbejdede lagde jeg planer for, hvilken cocktail jeg skulle have før maden og måske fordi han svovlede sig helt ned i vrede over alt fra kogebøger til whiskey-cocktails, så tænkte jeg: Det er nu min nye bananlikør skal forvandles til en Bananarac.

Endelig er jeg nemlig blevet indehaver af en bananlikør, der hverken er selvlysende gul eller stinker af kunstig banan. Juuls dejlige vinhandel skaffede mig en flaske Giffard Banane du Bresil, som er et smukt ægteskab mellem banan og cognac.

Mens jeg miksede morede jeg mig lidt i mit stille sind over, at i mange kredse er Bernard DeVoto helt glemt, mens hans kone bliver husket for, at det var hende der skaffede Julia Child en forlagskontrakt, da Child og hendes to medforfattere kæmpede for at få udgivet Mastering the Art of French Cooking. Og da Bernard døde i en relativt ung alder, ernærede Avis DeVoto sig selv og deres sønner ved at finde talentfulde kogebogsskribenter.

Noget af en pille at sluge i den hinsides for en mand der skrev, om især kapitlet om alkoholiske drikke, som var et must i 40’ernes og 50’ernes kogebøger:

As I have shown, the basic idea was to see how many ingredients you could put into a drink, especially a cocktail, and still survive. Year by year, that mania of our national adolescence killed more Americans than smallpox, the Colt revolver, or the Indian. Yet publishers go on endorsing the same toxins to more than a million women a year.

Men når det kommer til stykket tror jeg såmænd, at Bernard selv ville have grinet af det. Manden havde humor, selv om den var både mørk og sardonisk.

Bananarac vil han nu hverken have kunnet lide eller le af, dertil tog han sit eget sprutmanifest alt for seriøst, men den er en meget interessant blanding af det frivole og det seriøse – og ja, den er et twist på den klassiske Sazerac:

  • 3 cl Rye Whiskey – jeg brugte Old Overholt
  • 3 cl Cognac – jeg brugte Pierre Ferrand 1840
  • 1,5 cl bananlikør – hvis ikke du kan få fat i Giffard’en, så overvej en anden cocktail
  • En halv barteskefuld simpel sirup (lige dele sukker og vand kogt sammen og afkølet kan holdes sig i flere uger på køl)
  • Et dash Angostura
  • En smule absint

Kom de fem første ingredienser i et røreglas med is og rør til blandingen er meget kold. Hæld en lille slat absint i et Old Fashioned glas – eller et andet lavet glas – slyng det rundt, så der kommer absinth på hele indersiden af glasset. Si nu cocktailen i glasset over en stor eller et par ganske store isterninger. Det går ikke med små isterninger, så smelter de for hurtigt og fortynder cocktailen for meget.

Udgivet i af

Ananasjulep

I morgen er det Derby-dag. Og det er så ikke en entydig ytring, forstår jeg.

Fordi jeg hænger ud på en masse cocktail hjemmeside, så går jeg ud fra, at alle er klar over, at der er Derby i Kentucky.

Men hos vinhandleren i morges, var de flinke folk overbeviste om, og måske lidt forbløffede over, at jeg mente lokalopgøret mellem FCK og Brøndby.

Jeg kan tage fejl: Så vidt jeg ved, er der ikke nogen cocktail forbundet med fodboldkampen – tyndt fadøl er vist det eneste tilgængelige på lægterne, men een cocktail er uløseligt forbundet med Derbyet i Kentucky: Mint Julep.

Så lige nu, skriver enhver sprutblogger om juleps. Et eller andet sted så jeg henkastet nævnt Julie Rainer’s Pineapple Julep fra The Clover Club i Brooklyn.

En bourbon-baseret Pineapple Julep til forskel fra den i ur-cocktailbogen How to Mix Drinks. Den indeholder både gin, hindbærsaft og moselvin.

Men det er altså ikke meget, cocktailmenuen på Clover Club afslører: Bourbon, ananassirup og mynte.

Så jeg måtte tænke selv.

Siruppen lavede jeg ved at skære en halv, moden ananas i terninger og smide dem i en skål sammen med 2 dl hvidt sukker. 24 timer senere kan man hælde en himmelsk skøn, sød/syrlig saft fra. Jeg havde også blandet lidt træt koriander og mynte ved, men det er ikke nødvendigt. Si siruppen og så er den klar til brug. Jeg fik cirka 2 dl ud af anstrengelserne, der var stadig et lille knas i saften, men hellere det end at miste syrligheden ved at varme siruppen op. (Det prøvede jeg med den anden halvdel af ananassen og den blev meget sød, men ikke nær så frisk efter en gennemkogning)

  • 6 cl bourbon – jeg brugte Bulleit
  • 1,5 cl ananassirup
  • frisk mynte
  • knust is (pak isterninger i et rent viskestykke og gennemtæv dem med en kødhammer eller brug en Lewis bag og en gummihammer)

Kom en god klump frisk mynte og siruppen i bunden af et julepkrus eller et høj glas. Knus mynten ganske let, den skal ikke gennemtæves men bare have nogle tryk med en muddler eller skaftet af en grydeske.

Tilsæt bourbon og en god håndfuld knust is. Rør til krus eller glas dugger udvendigt. Pak derefter krus eller glas helt op med is, pynt med pynte og et par ananasblade og prop et par sugerør i isen.

Denne cocktail er udviklet til at forfriske – det første sug smager stærkt af bourbon og ananassirup, men efterhånden som isen smelter skifter smagen karakter.