Måned: september 2014

Udgivet i af

Grøn Te Martini

IMG_0008
Helt tilfældigt faldt jeg over en cocktail under min morgen sprutblogrundtur, som vækkede mig med et blidt puf: En martini med grøn te. Og siddende veltilpas over morgenkaffen gjorde jeg mental status: Jeps, jeg havde alle ingredienser.

Nu er det ingen hemmelighed at vodkacocktails på denne blog er så sjældne, at de ikke engang har deres egen kategori, men for en stykke tid siden kom jeg tilfældigt forbi den helt nyåbnede sprutbutik Den Sidste Dråbe i Jægersborggade på Nørrebro i København, hvor jeg havde en meget interessant samtale med indehaver Frederik Plum og endte med at købe en flaske af hans ultra-mikro-destillede vodka Den Klodsede Bjørn.

Selvfølgelig skulle hans vodka testes med kakaolikør, grøn te og mørk sirup.

Den mørke sirup, som den originale opskrift er lavet med, hedder Kuromitsu og er lavet af sort sukker. Jeg har ikke rigtig nogen mulighed for at købe japansk sirup i udkantsdanmark, så jeg besluttede mig til i stedet at brug lidt af den økologiske maltsirup fra Skærtofte Mølle, som i ugevis har været klistret fast på øverste hylde i mit fadebur. Bagest i hvilket jeg i øvrigt var helt sikker på, at jeg havde grøn te.

Maltsiruppen skulle være en ven og en modstander til maltbyggen i vodkaen. Desuden er maltsirup ikke så hvinende sød, som andre typer sirup og jeg var lidt bekymret for at de 3 cl kakaolikør skulle stikke af sted med kompleksiteten i cocktailen.

Nu ved jeg ikke om der er fordi de små pakker grøn te jeg ganske rigtigt fandt inde bagest i fadeburet er blevet for gamle eller de bare er af en anden type end dem Takumi Watanabe bruger i sin martini irgrøn kan man i hvert fald ikke kalde pulveret. Nærmere sådan en mellemting mellem carry og sennep, men hvo intet vover oplever aldrig noget nyt.

  • 6 cl vodka
  • 3 cl hvid creme de cacao – jeg brugte Bols
  • 1 teskefuld grøn te i pulverform
  • 10 cl maltsirup – jeg rørte en teskefuld lind med kogende vand.

Først rørte jeg den grønne te ud i vodkaen, så tilsatte jeg de øvrige to ingredienser og fyldte min shaker med is og gav den en god rystetur.

Det kan ikke tolkes derhen, at jeg mener, at en martini skal rystes. Laver man den ægte vare med blot gin og vermouth, så skal den selvfølgelig røres. I dette tilfælde er der imidlertid mindst to væsker med en anderledes viskositet end vermouth nemlig siruppen og kakaolikøren, så der var ingen vej uden om at ryste.

Til sidste dobbeltsiede jeg cocktailen i en lille keramikskål for det japanske look. Umiddelbart ville det have været nok at bruge den indbyggede si i shakeren, men jeg bemærkede, da jeg åbnede Den Klodsede Bjørn, at lidt af voksforseglingen ploppede ned i flasken og så var der ingen vej uden om at finde den lille tesi frem, som også snuppede lidt isskår.

Og smagen? Overraskende tør og vældig behagelig. Så behagelig faktisk, at jeg tror jeg skal ud at lede efter en grøn te med en kraftigere grøn farve, for min martini endte lidt med at ligne mosevand.

 

 

Udgivet i af

En fugtig affære – Gin Walk #5

ginwalk5Intet mindre end en verdenspremiere var hovedattraktionen under lørdagens Gin Walk gennem et København, der var fugtig på mere end en måde.

Nordisk Brænderi præsenterede deres nordiske gin på det københavnske gin og tonic-mecca The Bird and The Churchkey.

I dagens anledning – The Bird fyldt 1 år – var baren festligt pyntet med flag og fjer. Jeps fjer – på alle gulve i et  tykt lag. Jeg gruer for, hvordan det har set ud og lugtet sidst på aftenen, ikke mindst hvis skybruddet ramte Gammel Strand.

Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi gav os både indblik i, hvordan han kom i gang med at destillere og hvad hans inspiration til en nordisk gin er, mens vi nød en G&T mixet på ginen med Fever Tree tonic, fornemt garneret med hindbær og frisk salvie.

Ideen til at blive brændevinsbrænder fik han, mens han sejlede ishavet rundt og drømte om noget at varme sig på. Ideen til ginen, der indholder så usædvanlig et botanisk element som grønlandsk post, fik han på en tur med sin søn til Grønland.

Grønlandsk post er en lav busk af rhododenron-familien, og den bruges tilsyneladende til te hele vejen rundt om ishavet. Derudover indholder ginen udover enebær naturligvis blade fra hyben- og klitrose, multebær og havtorn og 15 procent af basisspiritussen er Nordisk Brænderis egen æblebrændevin, mens resten er industrisprit lavet af melasse.

Jeg synes, at det er fantastisk, at nogen tør binde an med at lave gin og jeg synes Anders Bilgrams gin er en god start, men helt færdig synes jeg ikke den er. For mig mangler der lidt kant og karakter endnu – og så er jeg så traditionel, at jeg mener, at gin skal smage af enebær og det var den smag, jeg havde sværest ved at finde. Jeg glæder mig til at se hvordan projektet udvikler sig.

Næste stop var i Weltkuglens smukke gamle lokaler i Boltens Gård. Det var spændende at høre om det gamle hus og se, hvor godt, der er passet på det gennem tiden.

Weltkuglen inviterede os på herreklub i London. De serverede en udgave af en Bee’s Knee med lavendelhonning lavet på Boodle’s Gin. Ginen blev oprindeligt lavet til Boodle’s Gentlemen’s Club i London, som er jævnaldrende med Weltkuglens lokaler i København altså fra midt i 1700-tallet. Det tog dog næsten 100 år før Boodle’s Gentlemen’s Club startede ginproduktion.

Boodles har som en del af de gamle klassiske London Dry-mærker, været købt og solgt mellem større og mindre spiritusfirmaer og længe var den ikke til at købe på det engelske marked. Det er den nu og den har de London dry kvaliteter, som gør den velegnet til en cocktail, der kun indeholder citron og honning ud over ginen.

Gin Walken var denne gang også en indføring i sammensmeltningen af gin og mad. Næste stop var Tapasbaren i Dronningens Tværgade, hvor vi fik tre rigtigt fine små retter: Skinke, noget der smagte som tunsalat og lun gedeost med hindbær. Dertil en gin og tonic, som jeg kunne se og høre høstede stor anerkendelse: Gin Mare med 1724 tonic, lime, frisk timian og kapers.

Helt sikkert en sammensætning, som ingen vil kimse ad på en tapasbar i Barcelona, men jeg har det lille problem, at jeg simpelthen ikke kan lide Gin Mare. Undertonen af oliven bryder jeg mig helt enkelt ikke om, men det er der tydeligvis mange andre, der gør og det er dejligt.

Fra Dronningens Tværgade til Union Kitchen i Store Strandstræde er der ikke langt, men rigeligt langt nok til at blive pænt våd,  da regnen nåede storbyen. Indenfor i lokalet, hvor Restaurant Upalis holdt til i mange år, var der heldigvis tørt og lunt og dertil vældigt smukt.

Overskriften for vores besøg var Bubbles and Balls og det var en dejlig kombination. Til en high ball lavet på Beefeater med vandmelonlemonade og en mousserede vin smagte vi et par små lækre burgere. Jeg smagte en med kylling og en med svinekød og de var begge virkeligt velsmagende.

Så walken startede altså med en helt ny og small batch gin og sluttede med et af de store ginmærker, som i mange år har defineret begrebet gin og været med gennem både opture og nedture.

Nu, hvor vi er i en ginoptur, er det engang i mellem godt at blive mindet om, hvad de nye ginprojekter både gør oprør mod og gerne vil være som.

Som sagt ser jeg frem til, at Nordisk Brænderis ginprojekt udvikler sig. Jeg håber, at Anders Bilgram drømmer om, at han nu har startet noget, der i fremtiden vil sætte en ginstandard.

Under alle omstændigheder så sætter Michael Sperlings herlige Gin Walks nye standarder for, hvor sjovt det er at interessere sig for gin og cocktails.

Og after-walken på Union Bar, fortjener da vist sit egen indlæg….