Det er ikke mange cocktails jeg får mikset i øjeblikket, men heldigsvis holder den månedlige cocktailleg – Mixology Monday – mig lidt til ilden.
Månedens tema er en cocktailtype, jeg aldrig havde hørt om før: Shim. Shim er en cocktail, hvor der maksimalt er 1,5 cl spiritus i. Der kan godt derudover være vermouth eller likør med ikke for høje procenter.
Det er ikke slanke-cocktails, men mere hold-dig-på-benene-hele-aftenen-cocktails.
Min shim er inspireret af to forskellige drikke: Under et besøg fornyligt i New York kom jeg en morgen forbi et svensk konditori i bydelen Brooklyn. Udenfor annoncerede de med Swedish Tonic – en blanding af espresso og tonic.
Jeg var lige indenfor, hvor der duftede genialt af kanelbullar, men jeg var faktisk på vej et andet sted hen, så det blev ved snusningen og jeg fik heller ikke smagt den svenske tonic.
Men jeg har googlet mig til, at ideen stammer fra en kaffebar i Helsingborg og måske er inspireret af en norsk barista.
Min anden ide var at bruge snaps, fordi vi jo i Danmark, Skandinavien og Norden både har det store kaffeforbrug og begejstringen for kaffepuns tilfælles. Jeg har tidligere mixet på den ide.
- 1,5 cl snaps – jeg brugte den fornemme D Aurum fra Den Ny Spritfabrik – det er en dildsnaps lagret på egetræ.
- Et shot espresso – jeg brugte Sol og Måne fra mit lokale risteri Just Coffee.
- 1 tsk. økologisk rørsukker
- 15 c tonic – jeg brugte Ebeltoft Gårdbryggeris fabelagtige Colonial Tonic.
Start med espressoen – jeg benyttede denne cubanske metode og så er det faktisk mokka og ikke espresso. Alternativt røres sukkeret ud i et shot fra en espressomaskine.
Mål derefter snaps og tonic op i et glas med isterninger. Jeg var lidt bekymret for temperatursvingningen fra koldt til varmt, så jeg brugte et termoglas. Tilsidst hældes kaffen forsigtigt i – det ser meget kemiforsøgsagtigt ud, når den sådan blander sig med tonicen – og det er sikkert endnu mere tydeligt med en klar tonic. Jeg vil mene at Fever Tree vil være god.
(Full disclosure: Snaps er venligt doneret af Den Nye Spritfabrik)