Udgivet i

The Beach

TheBeach
Temaet for månedens cocktailleg er lokal sprut. Og eftersom jeg har hele to snapsebrænderier inden for en radius af 35 kilometer fra min hoveddør, var der altså ingen tvivl om, at snaps skulle være grundlaget for min cocktail.

Og hvis jeg skulle blive i det lokale tema, så var stranden, som jeg kan nå efter blot 10-15 minutters rask gang oplagt at fortolke. Jeg elsker det sted – om det er højsommer, badevejr og 30 grader eller dyb vinter, vådt, koldt og stormende.

Synet af hybenrose, lyden af bølgerne, duften af havet og fornemmelsen af, at man kan komme så langt omkring i verden man drømmer om, hvis man starter her, ville jeg gerne proppe i et glas.

Den Ny Spritfabriks D Argentum er en knivskarp dildsnaps, som jeg holder meget af og hvis ikke jeg skal ende i forbrugerombudsmandens sorte bog, så er det her jeg skal sige, at jeg engang har fået to flasker af de brave snapsebrændere. Eftersom jeg ikke kan afvise, at det er den flaske, der optræder på billedet og ikke en af dem, jeg selv har købt, så er den ærede læser hermed oplyst.

Dild elsker agurk og agurk smager i min mund en hel del af hav og så skal der blot et par accenter i form af rose og tang i mikset.

  • 6 cl dildsnaps – jeg brugte D Argentum fra Den Ny Spritfabrik
  • En tredjedel af en ung, dansk økoagurk
  • 0,75 cl rosentinktur
  • tangstøv – jeg brugte et stykke af en plade sushi nori, som jeg pulveriserede mellem fingrene

Skær en pæn skive af agurken til pynt, hak resten groft og smid stumperne i bunden af en shaker sammen med rosentinkturen. Smat agurken godt ud med en muddler eller skaftet af en grydeske, den skal smide mindst 3 cl væske. Tilsæt derefter snaps og tankstøv, fylder shakeren med is og shake hårdt.

Dobbeltsi cocktailen med over en isterning i et passende udelivsagtigt glas. Selv ved dobbeltsiningen kan det ikke undgås, at der kommer tangstøv i den enedelig cocktail, det er meningen.

Skær agrukeskiven midt over og giv dem et hak, så de kan pynte på kanten af cocktailen. Sæt dig et fredfyld sted og smag på stranden.