Udgivet i

På lur i det blå dyb

IMG_4343
I USA og efterhånden også Danmark er Halloween et stort tema i disse dage. Derfor er temaet for cocktaillegen Mixology Monday i oktober naturligvis Spooky Sips – skræmmende slurke vil vel være den hurtige oversættelse.

Emnet fik mig til at overveje om der ikke er et stort kulturelt element i, hvad der skræmmer os? Jeg nåede frem til, at i og med vi har været et lutheransk land siden 30. oktober 1536 (jo, jo det var dagen FØR Halloween) så har sjæle der vandrer og ikke kan få fred ikke været så stor en del af vores angstopfattelse.

Men hvad er det så, der skræmmer os? Jeg kan komme i tanke om havet – det  vidunderlige blå hav, som på en sommerdag er verdens bedste legeplads, men som giver og tager.

Denne beretning om en tragedie ved Harboøre i 1893 kan i hvert fald give mig gåsehud.

Lige siden den danske ekspedition i 1761 til det lykkelige Arabien, har Danmark bedrevet dybhavsforskning. Den ekspedition som kun Carsten Niebuhr overlevede var verdens første med oceanografiske opgaver.

Og i 1952 gjorde danske forskere om bord på Galathea II store opdagelser, da de sendte et trawl til bunden af Filippinerdybet, som man på det tidspunkt mente var verdens dybeste, og fandt liv.

Og så er der jo også det ved traditionen for dybhavsudforskning, at den resulterer i sådan nogle fede Lego-sæt. (Julegaveønske!!!)

For at vende tilbage for skrækken for det blå dyb, så var det indlysende, at det var en cocktail med nautisk tema jeg skulle mikse som månedens skrækkelige slurk.

Til overflod er det jo sådan, at København har en bar, som ganske vist ikke er en Tiki-bar, men som indretningsmæssigt godt kunne være det, nemlig Galatheakroen, som blev åbnet i 1953 af en sømand, der havde været med Galathea II og hans bror, der havde været med ØK’s følgeskib.

Ole og Jørgen Reimann havde etnografika med hjem til deres bar. Og hvem ved om de under togtet var forbi en tiki-bar, de var i hvert fald både på Hawaii og i Californien i foråret 1952, hvor den barkultur blomstrede i USA.

Så til dansk dybhavsforsknings ære skåler jeg i en slags tiki:

På lur i det blå dyb

  • 6 cl hvid rom – jeg brugte Plantation 3 Star
  • 0,75 cl creme de banana – jeg brugte Giffard
  • Bløb creme de menthe – jeg brugte den klare fra Tempus Fugit
  • 0,75 cl blå curacao – jeg brugte en hjemmelavet
  • 9 cl tonicvand – jeg brugte Pellegrino

Miks de første fire ingredienser i et røreglas og rør til mixet er koldt, hæld i et highball glas over is og tilsæt tonic.

Eller hvorfor ikke serverer i noget der minder om et akvarie med fisk skåret af appelsinskræl, sten og muslinger (jeg kogte mine i fem minutter), med Titanic isterninger – eller råt tilhuggede isklumper. Som blod kan bruges grenadine, jeg brugte en tyk, hjemmelavet rabarbersaft med eddike.

Og hvis man er blevet grebet af en gal oceanograf, så er her 20 minutters film fra Galathea II ekspeditionen – de finder liv i Filippinerdybet omkring 17 minutter inde.

Eller nyd dette smukke portræt af forskeren, der gjorde opdagelsen:

Udgivet i

Java & Brioche

Java&brioche
Jo, dette er stadig en cocktailblog, selvom navnet på dette indlæg antyder morgenmad mere end noget andet. Det er der nu en god grund til, cocktailen er inspireret af et tømmermandsmiddel, som Københavns intellektuelle nød på Cafe Bernina på hjørnet af Strøget og Badstuestræde i sidste del af 1800-tallet og første del af 1900-tallet.

Bernina var lige som Cafe A Porta på Kongens Nytorv en schweizercafe – fra 1885 drevet af to brødre Tönjachen, som folkeviddet straks døbte Cognaksen.

Berninas mest berømte servering var Djævlepunch, som bestod af 17 forskellige slags spiritus. Efter en aften og nat i selskab med Knut Hamsun, August Strindberg, Herman Bang eller Gustav Wied og rigelige kvanta Djævlepunch, havde man brug for noget at rejse sig ved dagen derpå.

Her var Bernina leveringsdygtig i rugbrød med skinke og spejlæg til de hårdføre og java og brioche til mere sarte maver.

Gustav Wieds novelle Spader Es foregår på Bernina og her bestiller hovedpersonen Absinthe au Lait, for som han forklarer både novellens fortæller og den undrende bartender Hans: Absint pur eller mikset med Vand gør En bitter og ufordragelig! … Næmen i Mælk! Man bliver saa inderlig forsonlig, saa menneskevenlig stemt! Alt det bedste i En kommer ovenpaa! Man faar Lune, man … man smiler, man forliger sig med Eksistensen, man bliver overbærende mod sig selv og andre, og det trænger vi alle til! … Skaal!

En googling afslører, at Absinthe au Lait tilsyneladende er frit opfundet af Wied – alle referencer er til hans novelle, så jeg besluttede at omsætte hans ide til virkelighed og at inkludere både java og brioche (skinke og spejlæg ville have været at gå for vidt).

Og fuldstændigt i hegnet er ideen om absint og varm mælk nu ikke.

Det viser sig at hollænderne har en tradition med sådan nogle små hvide klodser af noget absintessens og sukker, som de opløser i varm mælk.  Og samtidigt med at de intellektuelle spiste skinke og æg eller brioche og drak java til morgenmad på Bernina, frekventerede mang en arbejder en af byens mange mælketoddycafeer, hvor de for 4 øre kunne få et stort glas koldt eller varm mælk og en ordentlig snaps for at komme i gang før arbejdsdagen begyndte. (Nederst ses sådan en café der lå på Nørrebro)

Så hvorfor ikke mikse en Java & Brioche?

  • 2 cl absint – jeg brugte Artemisias Butterfly
  • 2 dl mælk – jeg brugte økologisk sødmælk fra Naturmælk
  • En halv briochebolle – bagte den selv og det kan du også
  • En teskefuld malet java

Start med at hæld mælken over brødet og javaen og lad den trække nogle timer i køleskabet. Si den derefter indtil al kaffegrumsen er borte – og brødet selvfølgelig.

Hæld absinten op i et glas, der kan tåle lidt varme. Brug derefter enten en mælkeskummer på/til en espressomaskine til at varme mælken op eller gør det forsigtigt i en kasserolle på komfuret, den må ikke koge.

Hæld mælken over absinten og rør rundt – pynt med en kaffebønne, hvis du har fast skum på overfladen af din cockail.
Maelketoddy.-Stengade
Foto: Arbejdermuseet