Antallet af danske ginproducenter har forlængst passeret 50, markedet er lige så glohedt som maj 2018 har været. Længslen efter den unikke, lokale, bæredygtigt producerede gin og tonic er tilsyneladende uudslukkelig.
Det giver sådan nogle gammeldags ginelskere som mig problemer. Nogle af de nye ginner smager så lidt af gin, at jeg aldrig ville gætte, at det var det de var, ved en blindsmagning. Nogle af de nye ginner er mere form end substans – smuk flaske, flot etikette, god røverhistorie og som de siger i Storbritannien Bob’s your uncle.
Endnu værre bliver det, når denne gammeldags ginelsker især elsker sin gin i en god cocktail. Nogle af mine favoritcocktails er fra dengang hvor gin smagte voldsomt af enebær og formentlig også ganske meget af sprit. Det er opskrifter på alt fra Negroni over Corpse Reviver nr. 2 til Clover Club kalibreret efter.
Det betyder, at man risikerer en voldsomt ubalanceret cocktail, hvis man får fingre i en af de nye ginner, hvor ginmageren har valgt at fremhæve andre botaniske elementer end enebær.
Sidste år anmeldte jeg bogen Danske gin og ginmagere – og miksede en udvalgt cocktail med både Copenhagen Orange Gin og Marstal Gin, som opskriften oprindeligt er udviklet til. Da fik jeg respekt for danske ginmagere – de to er gode gins til mine smagsløg og mine cocktailbehov.
I mellemtiden er jeg måske nok faldet lidt tilbage i min gin-gammelsurhed – lad mig afsløre at mine go-to ginner er Tanqueray og Plymouth, når det ikke skal være fancy og Sipsmith eller Martin Miller, når det godt må være lidt bedre.
Jeg har endda heppet på Hayman’s kampagne for at få gjort kål på den værste af den nye type gin: Fake gin.
Men altså: En strålende forårsdag i maj faldt min vej forbi Tisvildeleje og der antraf jeg en bod, hvor jeg kunne købe Wenneberg og sønner Botanisk Gin.
Jeg købte en af hver og forærede den mest klassiske væk – jeg har nemlig en svaghed for hindbær, måske fordi det er den eneste vækst, der virkelig trives på min sandede Asserbojord. Jeg havde egentlig tænkt at gemme den, til jeg kunne teste den med egne friske bær i en Clover Club, men så spottede jeg min anden hortologiske triumf: Rabarber og kom straks i tanke om Rabarberklubben.
Jeg kogte mig en lille sirup af nogle stilke rabarber med sukker og citron og mens den kølede faldt det mig ind, at det var nu jeg kunne få testet det veganske alternativ til æggehvide i skummende cocktails: Aquafaba – bønnevand dybest set.
Efter lidt eksperimenter med forholdet mellem ingredienserne kom jeg frem til en brugbar opskrift, hvor rabarberen og ginnen er stjernerne og citronen og bønnevandet spillede henholdsvis anden og tredje violin. Jeg kunne faktisk smage kikærterne i den første udgave og det går ikke.
- 6 cl gin – jeg brugte Botanisk Gin – infuseret med hindbær
- 2 cl friskpresset og siet citronsaft
- 2 cl afkølet nykogt rabarbersirup
- 2 cl siet væske fra en dåse økologiske kikærter
Alt hældes i en shaker med en enkelt isterning og shakes kraftigt. Fyld derefter shakeren op med is og shake til der er synligt skum, når man linder på shakerlåget. Si cocktailen op i et cocktailglas og pynt enten med en ukendt blomst eller en ikke helt sønderkogt bid rabarber. (Mine endte så sønderkogt, at de ryger i en runde rabarbersnitter i morgen).
P.S. Bare for at være helt klar i spyttet: Dette er ikke et sponseret indlæg, men hvis det var, så ville det have været helt det samme indlæg.
P.P.S. I anledning af Negroni Week er Botanisk Gin nu også testet i en Negroni – der fungerer den også fint.