Udgivet i

Den Lyserøde Hare

Share

Det er efterhånden tre år siden jeg sidst deltog i Tales of The Cocktail i New Orleans, men jeg følger stadig verdens største cocktailbegivenhed på de sociale medier. Det var der jeg spottede en yndig lyserød cocktail med det nuttede navn The Pink Rabbit.

Eftersom den blev fremhævet af en af cocktailindustriens dygtigste folk, Charlotte Voisey, var jeg ikke i tvivl om, at den måtte jeg smage.

Opskriften fandt jeg på Voiseys show The Poper Pour på Small Screen Networks, hvoraf det også fremgik, at den er skabt af Craig Nelson, som ejer baren Proof i Charleston i USA.

Nu er originalen jo altså med jordbærmælk – og det smager helt sikkert også godt – men mine jordbær er slut for i år, hvorimod mine hindbærbuske har masser af frugt. Så jeg skiftede bær, og så skifter cocktailen navn.

Start med at lave hindbærsaft ved at koge det friske bær ganske kortvarigt med sukker og lidt væske. Det kan være vand, citronsaft – eller i dette tilfælde lidt rød grapefrugtsaft – mest fordi jeg havde en halv frugt, der var i lidt sløj forfatning.

Saften kan krydres med fx stjerne anis ellers chili, men i dette tilfælde lod jeg den være ukrydret og smed den på køl. Den skal have samme temperatur når den mikses med mælken, altså køleskabskold.

15 minutter før jeg var klar til at mikse hældte jeg saften i mælken og lod den trække lidt.

  • 3 cl gin – jeg brugte Botanisk Gin, den med hindbær
  • 3 cl Ancho Reyes chililikør
  • 9 cl hindbærmælk – jeg brugte øko sødmælk.
  • 3 bløb mole bitters – jeg brugte Bitter End

Mål alt op i en shaker med is og shake kraftigt. Si op i et vinglas over frisk is og pynt med et hindbær.