Kategori: Barer

Fredag var cocktailkompagnonen og jeg på bar. Jeg har haft masser af tid lige siden, til at få skrevet denne anmeldelse, men hver gang, jeg begynder, går jeg i stå.

Jeg har med andre ord et modsætningsfyldt forhold til Holmens Kanal – den nye bar ved Kongens Nytorv drevet af folkene bag Salon 39 på Frederiksberg og Gilt på Nørrebro. Jeg havde, netop på grund af de to barer meget store forventninger til det nye sted.

På den ene side er det er meget flot lokale at komme ind i: Smukt mørkt træ, lang indbydende bar, hyggelige båse med læder og stilfuldt art deco tapet. På den anden side er det jo en fuldstændig kliche. København i 2014 er ikke New York i 1920’erne. Jeg ved selvfølgelig godt, at der stadig er mange nye gæster til byens cocktailbarer, som det klassiske speakeasy look virker dragende på, men jeg længes efter den dag, hvor en ny bar i København ligner en ny restaurant i København – eller måske bliver så vildt indrettet som den nu lukkede Gamsei i München.

Holmens Kanals cocktailkortet er heldigvis ikke helt så dogmatisk speakeasy, som indretningen – der er nyere ting at smage.

Jeg startede med en Mai Tai, som allerede da den blev stillet foran mig, var ved at sende mig til tælling, den var nemlig pink – og hvis der er noget, der kan afsløre en bars manglende greb om klassikerne, så er det en pink Mai Tai – den skal være gul-grøn-brun af gammel rom og lime juice.

Og her finder jeg jo så mig selv afsløret som en hykler: Interiøret er altså for traditionelt og Mai Tai’en ikke traditionel nok. Til overflod smagte cocktailen helt som den skal: Af mandel, rom og lime – stærk, sød og eksotisk.

Derefter fik jeg en helt klassisk Remember the Maine og sluttede af med en lidt skuffende Pussers Painkiller – jeg var ikke helt så skuffet over den, som kompagnonen, hun syntes den var tynd.

Når prisen – omkring de 100 kroner per styk – tages i betragtning, så var det tre rigtigt solide drinks.

Men mit besøg på Holmens Kanal røg i den kanal, der ikke mere er uden for vinduerne i det, der engang var Danmarks første varehus, da kvinden der betjente os mellem første og anden cocktail spurgte om vi ville åbne en regning og derefter bad om at få mit kreditkort udleveret. Det har vi prøvet en gang tidligere – på K-Bar – og jeg kan ikke forlige mig med det.

Jeg bryder mig helt enkelt ikke om at blive tyvtet, fordi jeg ikke kun drikker en cocktail. (Præcisering: Det er sådan ønsket om at opbevare mit kreditkort under besøget opleves af mig. Der er selvfølgelig ikke tale om, at nogen i baren sagde: Vi tror I løber fra regningen, så udlever lige et kreditkort)

Og i betragtning af, at der faktisk er pænt mange ansatte på gulvet i Holmens Kanal – tak for det – inklusive en slags værtinde, som tager pænt imod og anviser en bås – så er det svært at tro, at folk der løber fra regningen kan være et megastort problem.

Derudover er det helt uforståeligt, at vi efter vores cocktails kunne daske lige over på Mash – som er et vældigt travlt sted en fredag aften – og “åbne” en noget større regning, uden at skulle stille pant.

På vej ud spurgte jeg oven i købet, hvad jeg kan gøre for ikke at skulle af med mit kreditkort næste gang, men kunne ikke få et tilfredsstillende svar. Så er konsekvensen – desværre – at jeg ikke kommer igen.

Palisander og sort læder, mørk vægmaling og dæmpet lys. Kasper Riewe Henriksens nye bar i en kælder i Dannebrogsgade på Vesterbro i København sendte mig durk tilbage til de numre af Bo Bedre, jeg læste hele min barndom, hvor reklamerne for Poul Cadovius reolsystemer altid duftede af whiskey og herreværelse.

Vi ankom fire cocktailtørstige kvinder, vi var nemlig lige gået forgæves på vores første valg Salon 39, som var lejet ud til en lukket fest. Det var de flinke folk på Vodroffsvej, der sendte os ned til Duck and Cover og tak for det.

Det var Kasper Riewe Henriksen selv, der bemandede baren og han var mere end imødekommende over for ønsker om at få taget ingredienser ud af cocktails og mixet noget andet end det, der stod på kortet.

Vi startede med to Floral Fizz, en Ipanema og en Rock Islands. Den sidste var til mig – et mix af Talisker og den bornholmske specialitet honningsyp – som er en blanding af snaps og honning.

Det var et herligt ægteskab mellem klippeøen i Østersøen og Isle of Skye. Den ikke alt for overvældende røgsmag fra Talisker og den blide honningsmag fra syppen mindede mig meget om Penicillin, som er en af mine favorit cocktails.

Der var også bred tilfredshed med de to andre cocktails – så bred, at da vi skulle have næste runde blev det både en genbestilling af Floral Fizz og Ipanema, og så røg der en Gentlemans Cup og en Last Word oven i købet.

Den sidste var til mig, stod ikke på kortet, men blev serveret af en kvalitet, så jeg måtte udbryde: Det er den bedste Last Word, jeg nogensinde har smagt. Jeg har faktisk smagt en del, både af eget mix og på andre barer, men Kaspers version var bare perfekt.

Efter et par behagelige timer i kældere drog vi videre til vores næste aftale. Der er ingen tvivl om, at Duck and Cover er et sted, hvor jeg vil vende tilbage.

Jeg gætter på, at der næste gang vil være noget mere gang i baren end der var på en helligdag sidst på eftermiddagen. Men som Kasper forklarede, så var det godt med en stilfærdig start uden for meget hype og omtale indtil alle rutiner er på plads. Det giver mening og jeg glæder mig til at se, hvordan stedet er en travl aften.

Efterhånden var det nogle måneder siden, min cocktailkammesjuk og jeg sidst havde tjekket den københavnske cocktailscene ud. Adskillige nye steder var kommet til rundt i byen, så det var på tide at udforske.

Vi besøgte tre nye steder, tre kælderbarer og fik tre gode oplevelser.

**Strøm**
Første stop gjorde vi ved Gråbrødre Torv, hvor nogle lidt usikre skridt ned ad en stejl, men heldigvis kort kældertrappe sendte os ned i en oase af blød belysning, god jazz og med byens smukkeste Art Deco tapet.

Fra barens logo til toilettets dekorationer; der er tænkt over tingene på Strøm bar og det hele går op i en meget indbydende helhed.

Vi fandt os en fin lille bænk for enden af baren, hvor vi kunne få lidt rygstøtte og samtidig følge med i bartendernes arbejde.

Kortet fik os til at udbryde både wauu og juhu – gamle favoritter, nye opdagelser og så hele tre forskellige cocktails på fad.

Først runde bød på en Death in the Afternoon til mig og en Cablegram til min makker. At man overhovedet kan få en champagnecocktail til 99 kroner i København – og den så er  lavet med the real stuff og med et håndelag så elegant, at cocktailen ikke opaliserede, afkrævede min respekt.

Hemmingway, som har opfundet cocktailen, mente, at man skulle have mindst en tre stykker, men det gik jo ikke, når vi skulle på en rundtur i kortet.

Næste runde fik vi begge en Zeppelin – en whiskey cocktail med både æggehvide og københavnsk honning. En dejlig sag som mindede mig en del om en Penicillin.

Sidste runde var en debut med cocktails fra fad til os begge. Vi delte en Dark And Stormy og en Punch –  gode ting, som dog ikke helt overbeviste mig om, at fadlagring for alvor bidrager med noget ekstra. Men jeg forstår sagtens, at det er en god og hurtig løsning for en bar – især til noget mere kompliceret end en Dark And Stormy.

Jeg synes, at Strøm er et virkeligt kvalitetsbekendtskab, sådan et sted, hvor jeg med glæde vil kigge forbi til en cocktail på vej til middag.

Det er et sted, hvor kunden og kvaliteten er i højsæde – det ses på detaljer som frisk eukalyptus og en lidt bedre champagne end annonceret, fordi en åben flaske fra aftenen før var ved hånden. Sådan noget er jeg til fals for.

**Madame Chu**
Næsten stop på ruten fandt vi, ved siden af Fugu på Gammel Strand, her førte den korte trappe os ned i en luksuriøs havneknejpe i Singapore i 30’erne.

Fra den lange højglanspolerede bardisk, over de flotte kobberlamper til de bordelbelyste tableauer i væggene er Madame Chu et udstyrsstykke.

Blot er valget af musik i den sammenhæng lidt overraskende – det var meget hipt og moderne – ikke at det var et problem blot lidt bemærkelsesværdigt – når nu resten er så helstøbt. Men det er uden tvivl en pointe.

Madame Chus cocktailkort udfordrer. Jeg genkendte ikke en eneste cocktail, men med fyndige navne og præcise beskrivelser, var det til at finde rundt i.

Jeg faldt for en Sabina All Night (rom, ahorn, karamel og dild) og blev fyrsteligt belønnet med en fornem lysegrøn cocktail i deliciøs balance mellem det lidt lumre sødladne og så den krasse dild.

Min kammesjuk havde valgt en Happy Ending (Bourbon, rabarber, mynte og absint) og var også mere end tilfreds med sit valg.

Næste runde faldt min meddrikker for en Candy X (rom, portvin, ingefær) en smuk og meget flabet romcocktail.

Jeg stod til søs: Lost At Sea (gin, havtorn, aloe vera og thailandsk basilikum). Havtorn var et nyt bekendtskab, som på en og samme tid er syrlig og mineralsk – nok derfor at det nye nordiske køkken er så glad for den – nordens citron. Her var brugt havtornsyltetøj og cocktailen sad lige i skabet.

Som afslutning var vi omkring en No 42. (vodka, Lillet Rose, tomat, rabarber, citron) og en Red or Dead (gin, rød peberfrugt, citron og sukker). Almindeligvis gider jeg ikke vodkacocktails, men sammensætningen af tomat og rabarber ville formentlig have været for akavet, hvis der også skulle have været enebær fra gin ind over.

Madame Chu udfordrer og slipper fra det – men det er lidt et sted, hvor man skal have skulderen først ind ad døren. En bar der poserer lidt og lægger op til at gæsterne også gør det. Ikke at vi fik andet end udsøgt betjening og gik glade – og en smule slingrende – op ad kældertrappen.

**Ourselves Alone**
Sidste stop var i Badstuestræde. Først og fremmest bemærker man, at det ikke er et sted, hvor man går lige ind. Man ringer på og bliver lukket ind. Ikke fordi man skal ses an eller sorteres fra, men for at man kan blive serviceret fra første øjeblik. Så hjælpes man af frakken og kan vælge at sidde ved de ikke særligt talrige møbelopstillinger – fine plydsesmøbler fra 20’erne og 30’erne i douce farver omkring lave borde – eller ved baren.

Vi valgte selvfølgelig baren – det var en god indskydelse viste det sig.

Vi havde stort set fra vi kom til vi gik bartender Knut Randhems udelte opmærksomhed – det var lige noget for os og jeg gætter på, at han havde ringen for ørerne da vi gik, så meget spurgte og snakkede vi.

Men det er også meningen. Ourselves Alone er en cocktailbar uden et cocktailkort.

Enhver bestilling forudsætter med andre ord en dialog og en ideudveksling. Det fungerede 100 procent for os.

Den eneste cocktail der ikke er nogen diskussion om, er den lille tørstvækker man får sammen med det første glas vand, mens man finder sig til rette og får kigget sig rundt og lader stedets rolige og velafbalancerede stemning glide over sig.

Første runde var et par gin klassikere transponeret til bourbon. En Last Word og en 20th Century. Især Knuts fortolkning af 20th Century var fremragende: Bourbon, Amer Picon og brun creme de cacao. Den var så god, at han har givet den navnet Middle of the 20th. Century.

Derefter var vi omkring et par æggehvideklassikere: Clover Club og en Bourbon Sour og som aftenens finale fik vi to Ramos Gin Fizz – ikke at tiden var så fremskreden, at det nu var tid til morgencocktails, men tæt på.

Ourselves Alone er sådan et sted, alle bør drive hen efter selv et halvdårligt måltid på en kedelig restaurant.

Et sted, hvor enhver aften får en rolig og på en eller anden måde højstemt afslutning. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at det er et uendeligt maskulint sted, med en dyb, feminin sjæl – på den bedste af alle måder. Sådan et sted, man egentlig ikke burde fortælle nogen om, af skræk for at det forandrer sig.

Hvordan ser min drømmebar ud? Den serverer selvfølgelig geniale cocktails, den er behageligt indrettet og bemandet af venlige og kompetente mennesker og så gør det ikke noget, at jeg er der i godt selskab.

Alt det oplevede jeg mandag aften på Le Lion Bar de Paris i Hamburg.

Jeg havde fundet stedet hos Jeffrey Morgenthaler. Selvom jeg har besøgt Hamborg adskillige gange anede jeg ikke, at der findes en lille skive Paris i Ratthausstrasse lige ved byens centrale plads.

På den ene side af gaden kan man frekventere Cafe Paris – en mere end 100 år gammel cafe i ægte fransk stil. På den anden side finder man Le Lion – og en lille butik, hvor man kan købe servicet fra Cafe Paris og lidt viktualier.

På forhånd havde jeg sendt baren en email, min cocktailkammesjuk og jeg var bekymrede for, at der ellers ikke ville være plads til os. Da jeg ikke fik noget svar, besluttede vi i stedet at stå klar ved hoveddøren præcis klokken 19.00, når baren åbner.

Et par ventede allerede da vi ankom og vi løftede alle fire forventningsfulde hovederne, da uret på rådhuset slog syv og bartenderen krydsede gaden fra Cafe Paris med et bundt flutes under armen og et venligt smil på ansigtet. Vi blev alle budt indenfor.

Det eneste man kan se, lige når man kommer ind i lokalet, er den store løve der poserer bag baren. Indtil ens øjne indstiller sig på den dæmpede belysning henligger alt andet i skygge, men så kan man pludselig se det fabelagtige tapet, som man får lyst til at stryge en hånd over, og stedets palette, som er brune og bordeaux farver.

Parret, som vi kortvarigt havde ventet sammen med udenfor, satte kursen lige mod baren, men vi udvalgte os et sofahjørne, indtil vi ændrede mening og også rykkede fremad til vi havde første parket til bartender Mario Kappes fantastiske håndelag.

Det var aftenens første gode beslutning.

Cocktailkortet fik hos hurtigt til at ihhe og åhhe over de mange lækkerier – det var et svært valg, men vi startede med en Twentieth Century.

Det var en oplevelse at se Mario mikse vores cocktails. Hver eneste arbejdsgang var nøje planlagt og optimeret.

Min beundring steg kun, som aftenen skred frem og flere gæster ankom – ikke at bare på noget tidspunkt, mens vi var der, var fuld – men han kunne fuldstændigt afslappet håndtere op til seks forskellige cocktails af gangen. Det er sgu kunst.

Vores første cocktail var helt perfekt og ganske anderledes end de versioner af den, jeg selv har mikset. Mario brugte nemlig en kininholdig hvid vermouth i stedet for Lillet Blanc.

Vi fik ovenikøbet en smagsprøve og nu skal jeg på jagt efter et sted, hvor jeg kan købe min egen flaske Kina L’Avion D’or.

Aftenens næste gode beslutning var at lade Mario vælge vores anden cocktail. Han valgte en Pendennis, som ingen af os nogensinde havde hørt om.

Mens han miksede, fik vi den sjove historie om, at cocktailen er opfundet af Pendennis klubben i Kentucky, hvor herrerne almindeligvis drak Old Fashioned, men da de skulle have damer på besøg, blev den ginbaserede Pendennis Cocktail opfundet.

Den var skøn. Jeg ville aldrig selv have valgt en cocktail med ferskenlikør. Jeg ville gå ud fra, at den smagte af syntetisk fersken, men det gør den ikke. Den tilførte cocktailens gin, lime og Peychaud en mandelagtig smag.

Nu valgte min cocktailkammesjuk og jeg hver sin cocktail, jeg snuppede en Old Cuban fra kortet og hun bad Mario mikse sig en Aviation.

På dette tidspunkt var baren så travl, som vi så den, og Mario arbejde med vores cocktails sammen med et andet selskabs bestilling.

Jeg så ham måle gin, Maraschino og citronsaft op, men der blev ikke målt viollikør i røreglasset. Jeg huskede at nogle mikser Aviation uden og frygtede at min cocktailkammesjuk ville blive skuffet.

Men Mario skuffede ikke, han tilsatte blot først Creme de Violette da cocktailen var siet op glasset. De betød, at hans Aviation smagte og så fantastisk ud, med den mørke, lilla likør ulmende op fra bunden af glasset. Udsøgt.

På dette tidspunkt havde vi nok været nødt til at opgive vores dejlige pladser ved baren, hvis ikke det var fordi Le Lion serverede canapeer.

12 canapeer var aftenens tredje smarte beslutning.

Skønne skiver flutes med kød og ost gav os vores anden luft.

Da jeg nu allerede var gået i gang med champagnecocktaisene fortsatte jeg med en French 75 og Mario solgte en Agurke Collins til min kammesjuk, fordi vi havde diskuteret hvordan man muddler mynte til en Mojito.

Hun så lige så glad ud for sin cocktail, som jeg var for min, hendes lyste næste lysegrønt af saften fra knust agurk og duftede som nyslået græs en sommeraften.

På dette tidspunkt havde vi inteviewet Mario om hans måde at shake på, om hvordan han så sig selv som bartender og vi havde talt om forskellen på bargæster i Hamborg og i København.

Mario ser sig selv som håndværker og ikke som mixolog og han regner evnen til at håndtere mennesker som lige så vigtig som evnen til at håndtere en shaker.

Og det havde han brug for den aften, hvor han, da han var på vej over gaden med flutesene fra Cafe Paris, spottede en gut i en bil lige uden for baren i gang med at læse i The Savoy Cocktail Book.

Da gutten fra bilen gjorde sin entre i Le Lion, bestilte han en Opal. Da Mario spurgte, hvor han havde fået sådan en før og indrømmede, at han ikke kendte den, udbrød gutten: Men den står i The Savoy Cocktail Book!

– Nåh, så var det dig, der sad uden for i din bil og læste i bogen, replicerede Mario. Og så var aftenene reddet for både gæst og bartender og de endte med at grine sammen over hændelsen.

Jeg besluttede at min aften skulle rundes af med en Last Word – stadig min favoritcocktail – min cocktailkammesjuk valgte en Sazerac, som er hendes favorit.

Men vi fik ikke lov at gå, Mario bød på champagne og vi fik en tallerken salami, som vi havde prist i høje toner fra vores canapeer.

Desuden faldt vi i snak med et par unge tysker, som begge arbejdede i Danmark og talte et fint dansk og  vidste alt om danske restauranter og barer. Vi anbefalede Gilt og deres nordiske cocktails og Københavns hemmelige perle Moltkes Bar Speakeasy.

Men vi var stadig ikke klar til at gå. Det var vi først, da Mario havde mixet en Ramos Gin Fizz på en helt anderledes måde end vi før havde set, og som jeg tidligere har forsøgt mig med selv.

Han startede ikke med at shake uden is. Men startede med is og siede så cocktailen, før den fik en sidste omgang. Ellers ødelægge isen, det skum man får opbygget i starten forklarede han. Og ja, på Le Lion har de forsøgt sig med de herostratisk berømte 12 minutter, men det gør cocktailen udrikkelig:  Fløden bliver til smør og isen smelter og fortynder cocktailen.

Selv det sidste touch, som er dansk vand, blev udført næsten som et kunstgreb: Han borede et lille hul i skummet fra fløde og æggehvide og hældte vandet i der. Det fik cocktailen til at hæve sig ud af glasset som en højtrykssky.

Den mest fuldendte drink jeg nogensinde har set.

Og en Opal? Gin, appelsinjuice og Cointreu med lidt orangeblomstvand. Jeg har slået det op i min Savoy Cocktail Book, som ikke var med i Hamburg.

Det er der jo ingen grund til, når man har fundet den perfekte bar.

Mine cocktailkammesjuk og jeg får noget fra hånden, når vi tjekker ubesøgte barer ud. Fredagens ustadige vejr var perfekt til at hoppe fra bar til bar. I kronologisk rækkefølge:

Fugu
Vi kom lidt for tidligt og fik en snak på bænken uden for Fugu. Som følge af metrobyggeriet betyder det med udsyn til et højt grønt hegn med billeder af Gammel Strand da den var ung.

På slaget 16 blev kælderdøren låst op og vi myldrede ned. Fugufisken blev udpeget i bassinet og vi baggav os ud i den have, som g’et i navnet stammer fra. Der var dog lidt fugtigt og forblæst og midtvejs i først cocktail flyttede vi inden for. Vi startede med en Aztec Punch – og måtte konstatere, at det ikke var den samme drink vi fik, min manglede både i udseende og smag et eller andet – formentlig grapefrugtsaft. Det gjorde nu ikke noget, så jeg bad ikke om at få en anden.

Min nummer to var en Bramble – en klassiker – og jeg er glad for, at jeg nu har smagt den, så ved jeg at Creme de Mure ikke bliver den næste likør jeg køber. Cocktailen var mig simpelthen for sød. 

Til gengæld var min makker meget tilfreds med sin Skt. Camille.

Fugu er nok den af aftenens fire barer, som jeg næppe vil besøge igen. Der var egentligt hverken noget ved stedet eller cocktailsene, der var bemærkelsesværdig. Ikke at noget var dårligt eller forkert, bare ikke opsigtsvækkende.

K-Bar
Her fik jeg den cocktail, der gjorde mest indtryk på mig i løbet af turneen: En Phi Phi Martini – det er den til højre på billedet øverst. Den består af gin, limejuice, kokos sirup og så en blanding af citrongræs, chili, kefir limeblade, koriander og ingefær.

Den var fremragende – først troede jeg at urterne var kogt med kokosvand til sirup, men da min makker spurgte bartenderen oplyste hun at de er friskblendede og det afslørede sig også, da smagen blev en smule kraftigere, efterhånden som jeg drak.

Derudover smagte jeg en Rosehip-Hibiscus Margarita,som var lige sød nok til min smag, men det skulle jeg nok have regnet ud på forhånd. Min makker var meget glad for sin K-Bar espresso martini.

K-Bar er et fint sted, men ikke sådan hjertevarmt, når man dukker op og ikke ligner en society frue eller en medietype.

Og så er det det eneste sted i København, jeg nogensinde er blevet bedt om at aflevere mit kreditkort, da vi sagde at vi regnede med at skulle have yderligere end cocktail hver ved første servering.

Der kan man selvfølgelig også vælge at tage som en kompliment, men hvordan søren forestiller de sig, at to mere end midaldrene koner, der sidder på deres overtøj og har rygsæk med skal smutte fra dem?

Gilt
Aftenens vinder charmerede os allerede inden vi var kommet indenfor. Et lidt tillukket udseende mod gaden, men med et finurligt lysende skilt “Udsendelse” – sådan noget falder en gammel radiojournalist for.

Inden for blev vi mødt af bræddevægge og flere udgaver af danske stuer i 60’erne. Om det så var duften, så var den der også – datidens møbelpolster lugtede bare på en helt speciel måde.

Kortet var en fornøjelse at stave sig igennem i halvmørket – da baggrundslyden samtidig var en hyggelig samtale mellem den unge svenske bartender og et par yngre svensk/norske kvinder var stemningen sat: Vi skulle i den nye nordiske afdeling. Og sikke en start: Rabarberklubben – en Clover Club med rabarber/stikkelsbær i stedet for hindbær. Vellavet, smuk og smagfuld. Og så fulgte aftenens næstbedste for mig: Beder og Kirsebær – hvid rom, Maraschino, rødbede, stikkelsbær og sukkerlage. 

En imponerende smuk cocktail med masser af smag, kun dækkede Maraschino lidt for stikkelsbærrene for mine smagsløg, mens min makker tydeligt kunne finde dem.

Havde vi ikke haft en bar mere på programmet kunne vi mageligt være blevet siddende resten af aftenen. Det er et sted, hvor man føler sig velkommen.

Og det budskab gav vi videre til en gruppe tøvende folk da vi kom ud, som altid havde undret sig over, hvad der gemte sig bag døren og hvad skiltet mon betød – vi gav Gilt vores varmeste anbefalinger.

The Barking Dog
Efter et kort stop forbi Ahaa Det Arabiske Spisehus i Blågårdsgade anduvede vi den gøende hund i Sankt Hans Gade. Nørrebro i skumringen en forblæst overskyet aften er et fint sted.

I hundens kælder landede vi først på et par høje stole, men midtvejs gennem første runde kunne vi heldigvis flytte til et ledigt bord i et lille indhak.

Jeg var tilfreds med huset whisky sour og nød alle de finurlige detaljer, der er lagt i The Barking Dog både i indretningen, i glassene og i udvalget af cocktails, som ikke er stort, men ganske interessant.

For mig var lokalet, servicen og stemningen aftenes fineste, dog med et minimalt strafpoint for manglede serviet, når nu stedet gør så meget ud af is – min makker fik en Negroni-fortolkning med den smukkeste klare is – at alle glas driver af væde – og så gør bord og tøj det jo også i løbet af ingen tid.

Punktum for en dejlig tur blev en Rum Ting til hver.

Frisk, lækker og velafbalanceret. Jeg fik ikke spurgt om baren rent faktisk bruger den originale ting grapefrugtsodavand eller blander dansk vand og friskpresset juice, men læskende og fin var den. Og derfor tror jeg, at The Barking Dog ender på min andenplads.