Udgivet i

Den lækkende kokosnød

Share

lækkende kokosnødJeg har aldrig været en stor fan af kokos. Måske kommer det sig af, at selv de friske kokosnødder man kan få fat i her i landet ofte er så gamle, at de er på kanten til harske? Men eftersom temaet for den månedlige cocktailleg Mixology Monday er kokos, var der ingen vej uden om, jeg måtte finde på noget.

Og så var det, at jeg greb til det kendte trick, at omkalfatre noget kendt: Jeg tog udgangspunkt i en Mai Tai. I stedet for mandelsirup (kendt som orgeat i cocktailkredse) brugte jeg kokossirup, i stedet for lime brugte jeg hybensaft og i stedet for appelsinlikøren curacao brugte jeg limoncello.

Og selvfølgelig har jeg lagt arm med en rå nød, som var…harsk, men skallen kunne da bruges.

  • 3 cl gylden rum fra Jamaica – jeg brugte Appelton V/X
  • 3 cl gylden Demererarom – jeg brugte El Dorado 8 års
  • 3 cl hybensaft (jeg kogte 15 hele hyben i 2 dl vand i 2-3 minutter og smattede dem gennem en sigte)
  • 1,5 cl kokossirup (Jeg fulgte denne opskrift på orgeat, men brugte økologisk kokos, kokossummer, kokosvand og tilsatte tilsidste kokostinktur.)
  • 0,75 cl limoncello

Shake alt godt med knust is og hæld cocktailen i en udhulet mini-kokos – min kunne rumme 2,5 dl – pynt med lidt gøgl og en hyben og et stykke kokos på et cocktailspyd.

Og resultatet? Druknede i det faktum, at kokosnødden lækkede…..