Udgivet i

Et brev til fremtiden

Share

Når ens stambar lukker….

Kære fremtidige cocktailhistoriker,

Du har ledt højt og lavt efter information om en helt bestemt cocktailbar, der blot eksisterede i fire korte år i København tilbage i de gode gamle dage – tilbage i 2009-2013.

På dette tidspunkt har du allerede gravet dig igennem oceaner af sløve, gamle såkaldte websider, som har givet dig røde øjne og hovedpine.

Du har gloet på millioner af såkaldte tweets (Sær lille kommunikationsmæssig parentes, ikke sandt? Hvorfor søren lagde folk lige pludselig tilfældige og helt overflødige restriktioner på deres kommunikation, var det ikke primitivt nok, at det foregik via tekst? Det må du hellere lade en anden historiker undersøge) og så har du ikke mindst prøvet at afkode urimelige mængder uskarpe, særtfarvede såkaldte Instagrams (Et fænomen næsten lige så sært som tweets. Hvorfor mistede en hel generation lige pludselig evnen til at tage stærke, skarpe billeder med dybde og præcis farvegengivelse? Også det ville jeg overlade til en anden historiker, hvis jeg var dig.)

Og hvad fik du så ud af al din søgen? Såmænd blot disse efterladenskaber:

Men dette er din heldige dag, i dag har du fundet den nål i høstakken, som faktisk sidder fast i den tråd, der kan trævle det hele op.

Jeg skrev både den såkaldte Facebook-update (Lad være med at søge en forklaring, det er nemmere at printe en 1:1 kopi af Keopspyramiden på en 3d-printer fuld af kagecreme, end det er at forstå social medier fra starten af det 21. århundrede) og jeg skrev også tweeten.

Det gjorde jeg, fordi jeg syntes, verden skulle vide, at jeg var der, lige da. At jeg var øjenvidne til et stykke cocktailhistorie.

Jeg nøjedes ikke med at betragte det historiske øjeblik, jeg smagte det også (og det er så måske forklaringen på den lidt upræcise kommunikation i Facebook-updaten (dengang havde cocktails den uheldige bivirkning, at man blev beruset af dem. Det problem blev jo elimineret i 2030’erne og efter min mening forsvandt alt det sjove ved at drikke samtidigt, men det er en anden historie.)).

Det jeg prøvede at kommunikere var, at jeg simpelthen var i gang med at drikke den allersidste cocktail, som de dygtige folk i Moltkes bar havde mixet. Molktes var så dominerende på cocktailområdet i København i sin samtid, at det aldrig blev rigtig det samme, efter at den lukkede.

Du skal prøve at forstå, at Molktes var helt fremme i førefeltet i, hvad der allerede dengang blev beskrevet som, den københavnske cocktailscenes renæssance. Det var ikke den første bar, der genintroducerede cocktailen for danskerne, der i så mange år havde været tabt til først snaps og masseproduceret øl og sidenhen billig vin.

Moltkes var bare den bar, der mest indædt holdt sig til de egentlige klassiske cocktails og den bar, der havde det mest præcise greb om, hvad gæstfrihed betyder.

Det var en bar, der aldrig blev angrebet af den forfærdelige hipster-syge, hvor det faktum at man havde seler på, betød, at man ikke gad snakke med sine gæster og at man ikke opdagede, når deres glas var tomme.

Det er muligt, at du allerede ved alt det, jeg skriver. At det er derfor, du forsøger at trænge dybere ned i barens historie.

Tillad mig at give et godt råd: Koncentrer dig om den mand, som skabte baren. Om Henrik Steen Pedersen, som også gav København Copenhagen Spirits and Cocktails og som selvfølgelig fortsatte mod cocktailstjernerne efter at baren lukkede.

Hvad tweeten angår, så er jeg sikker på, at du allerede ved, at Jeff Bell var en af verdens bedste bartendere fra den periode.

Men ved du også, at han med hjælp fra blot en enkelt assistent ene mand styrede Moltkes i mere end tre timer den nat? At han imponerede os med nogle af sine egne cocktails, mange af datidens cocktails, som senere er blevet nyklassikere og to slags punch?

Jeg kan bevise det. Selvom flasken med Old Pal, så vidt jeg husker, ikke overlevede til udgangen af 2013 og jeg for et par år siden måtte sælge de to signerede menukort – et af Jeff Bell og et af Henrik Steen Pedersen – for at få råd til en ny, forbedret, kunstig lever (jeg valgte EO-modellen) så findes der billeder.

Og heldigt for dig, ved jeg præcis, hvor de befinder sig på resterne af det, der dengang hed internettet (før skyen og efter Arpanet). Da jeg først fik banket liv i min antikke MacBook Air (meget populær men allerede dengang overflødig såkaldt PC) lykkedes det mig også at få fat i dem. Du skulle gerne se dem svæve rundt om dette brev.

Jeg beklager at ord er den eneste form for kommunikation, som jeg har forstand på og jeg håber – hvis du ikke selv kan læse – at du har fundet en eller anden, der husker hvordan man gør.

Venlig hilsen en meget gammel cocktaildrikker