Udgivet i

Mai Tai Digestif

Italienerne har styr på, hvad man skal drikke før et måltid for at få ekstra appetit – det er en aperitivo – og hvad man skal drikke efter for at få fordøjelsen i gang – det er en digestivo.

Hvor klassiske tiki cocktails falder i det spektrum ved jeg faktisk ikke. Nogle af dem er jo nærmest en lille mellemret i sig selv med tre slags frugt juice og lige så mange typer rom.

Men et eller andet sted har en kløgtig bartender fundet på at gøre en af de mest berømte tiki cocktails – Mai Tai – til en digestivo ved at tilføje Jägermeister til mikset af rum, lime, curacao og orgeat.

Mai Tai er min yndlingscocktail, men jeg er hverken puritaner eller fundamentalist – selvfølgelig kan der også vrides på den og tilføjes nyt, så da jeg faldt over opskriften i en facebookgruppe med tiki-opskrifter vidste jeg, at det var en jeg skulle smage.

Der stod ikke andet om den, end at vedkommende havde smagt den på et nyt cubansk sted i Atlanta – i Georgia i USA går jeg ud fra.

Opskriften var samtidig en god lejlighed til at få taget en dejlig fødselsdagsgave i brug: En Hario Filter-in Coffee Bottle . Opfundet til cold brew kaffe, men filteren kan også bruges til at infusere fx urter eller blomster i alkoholiske drikke. Jeg hældte nogle rester af Jägermeister, Fernet Branca og Branca Menta i flasken og så en håndfuld lavendel fra haven og et par espressoristede kaffebønner.

24 timer senere var jeg klar til at mikse:

  • 3 cl lys rom – jeg brugte Havana Club 3 anos
  • 3 cl Jägermeister – jeg brugte mit lavendel-kaffe-infuserede mix
  • 2 cl limejuice
  • 1,5 cl orgeat – jeg brugte hjemmelavet
  • 1,5 cl curacao

Shake med is. Hæld alt op i et lavt, bredt glas og pynt med en skive lime og en kvist lavendel.

Hånden på hjertet kunne jeg ikke rigtigt smage, hverken lavendel eller kaffe i den færdige cocktail, så jeg prøver igen, nu mit miks har infuseret lidt længere.