Påstanden om at mojito var den amerikanske forfatter Ernest Hemingways yndlingscocktail snubler man over, hver gang drinken omtales på nettet.
Men det er altså bare en påstand.
Den absolut eneste gang Hemingway selv nævner mojito, er på en håndskrevne note, der hænger på væggen i bar La Bodequita i Havanna på Cuba.
Hemingway, som ellers er en mester til at beskrive sine fiktive personer via deres drikkevaner, bruger ikke en eneste gang mojitoen i sine bøger.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro Philip Greene, som i sin meget underholdende og oplysende bog To Have and Have Another, trævler Hemmingways drikkevaner og bøger op drink efter drink.
To andre af Greenes argumenter mod, at mojitoen skulle være Hemingways yndlingsdrink, er fraværet af billeder, hvor han drikker den og så det faktum at forfatteren er diabetiker og meget bevidst om, at sukker er skadeligt for ham.
Det er årsagen til, at sukker og citronsaft i Hemingways Daiquiri erstattes af Maraschino likør og grapefrugtsaft.
Men i bund og grund er det jo ligegyldigt om Hemingway kunne lide mojito eller ej – det er en pragtfuld drink en varm sommeraften og når ens mynte springer i blomst, er det bare om at få den omsat i drinks inden den bliver ranglet og kedelig:
- 2 teskefulde stødt melis
- Saft af en halv lime
- En god nævefuld frisk mynte
- 5 cl hvid rom
- 1 dl dansk vand
- is
Strø sukkeret i bunden af et højt glas, tilsæt limesaft, mynte og dansk vand. Stød blidt, men bestemt ned i mynten med en muddler eller skaftet af en grydeske. Mynten skal ikke kvases og smadres ned til grønt pludder, så frigiver den bitterstoffer – den skal bare vækkes af sin slummer.
Fyld derefter glasset op med isterninger og tilsæt rommen rør rundt med en barske eller et sugegør. Pynt eventuelt med et spændstigt dansk jordbær.