Forleden stod jeg tidligt op og kørt i to timer og tre kvarter så langt mod sydvest jeg kan komme fra min bolig uden at skulle betale for en færgetur eller en bropassage.
Jeg endte ved Frederiksdal gods der ligger på Lolland, der længst mod vest, tæt på Langelandsbæltet.
Dernede var blomstringen på træerne i kirsebærplantagerne netop overstået og det forlyder, at den forløb upåklageligt.
Det var altså ikke træer klædt i bedårende småblomstret vi fik at se, men træer, hvor små grønne kirsebær er i vækst frem mod høsten i august.
Træerne, dem jeg – og de øvrige cirka 20 fremmødte til smagedag – så, er plantet af Harald Krabbes far. Længe før Harald sammen med Morten Brink Iwersen og Jan Friis-Mikkelsen fik den ide, at lave vin af bærrene. Det kan man kalde en herlig fædrende arv.
Det var et meget udbytterigt arrangement, ud over en traktortur under tunge regnskyer til en af godsets kirsebærplantager fik vi også en smagsmæssig rundvisning i vineriet, hvor kirsebærvin i alle stadier af udvikling opbevares i stål, trætønder og såmænd også ude i kulden i glasballoner kun nødtørftigt overdækket.
Det var meget interessant at smage kirsebærvin i forskellige udviklingsstadier – mest imponeret var jeg af sidste års høst fra Skovmark plantage. Den havde en meget fyldig smag med fuld knald på kirsebærrene – sådan noget der går godt til en peberbøf med en simpel grøn salat.
Derefter blev vi diverteret med en udsøgt frokost i godsets spisesal. En frokost Jan Friis-Mikkelsen havde kreeret. Den demonstrerede at kirsebærvin langtfra kun er en dessertvin. Ærgerligt nok kunne jeg ikke kaste mig ud i de mange foreslåede smagssammensætninger af vin og mad, fordi jeg jo altså også skulle køre retur til Asserbo. Men jeg bed mærke i, at Jan mener at vinene skal serveres kolde til mad og det vil jeg prøve en dag.
En bartender stod i øvrigt parat til at mikse nogle af de cocktails, som jeg har prøvemikset tidligere og været med til at navngive.
Dagens højdepunkt var dog at få lov at smage Frederiksdals eksperiment med at lave kirsebærlikør – altså at give Cherry Heering indenlandsk konkurrence.
Jeg har haft lejlighed til at smage likøren lige efter at den var blandet og også lavet et par cocktails med den, men nu havde den ligget på træfad i et stykke tid og allerede udviklet sig gevaldigt. Jeg har svært ved at forestille mig, at de københavnske cocktailbarer ikke bliver begejstret for den. Jeg glæder mig i hvert fald til at mikse med den.