Udgivet i af

Swimming Pool

Forleden befandt jeg mig pludselig i en offentlig svømmehal. Det er mere end 13 år siden, jeg sidst har været i sådan en, men det var en helt igennem god oplevelse. 
 
Borte var den alt for kraftige stank af klor, som jeg huskede fra mit barndoms, med en plastikboble overdækkede, svømmebassin.
 
Borte var også konflikterne mellem dem der vil svømme og dem der vil hoppe, huje og leger. Der var rigeligt med bassiner til os alle.
 
Det blev til en god, lang svømmetur, hvor jeg faldt ind i den hypnotiske rytme, som livet under vandet indbyder til og hvor kroppen fysisk godter sig over at være tilbage i det første element den kendte.
 
Det var skønt – og jeg takker det danske skolesystem for, at man i hvert fald i min skoletid gjorde en indsats for at alle lærte at svømme. 
 
Jo, jo det foregik i den der stinkende boble og svømmebriller var ikke lige noget skoleunger befittede sig med, så øjnene sved resten af dagen.
 
Men hold op hvor var jeg stolt, da jeg fik mit svømmemærke i sølv og hvor var det sjovt at være til svømmestævne – vi svømmede altid på udebane pga vores elendige boble, så vi fik set omegnens svømmehaller.
 
Og der findes faktisk en cocktail, der rummer alle den glæde ved vand og en gammel kones nostalgi: Svimming Pool.
 
Kan gerne være at den er fra de forkætrede 70’ere, at den er tysk og at der er både kunstige farvestoffer og vodka i, men den smager altså godt.
  • 2 cl rum – jeg brugte Appleton Reserve Blend
  • 2 cl vodka – jeg brugte Ketle One
  • 1 cl blå curacao – jeg brugte en hjemmelavet 
  • 6 cl Friskpresset ananassaft
  • 2 cl Coco Lopez kokoscreme
  • 2 cl piskefløde
Udgivet i af

Painkiller

Fredag aften trængte jeg noget mildt, rundt og dulmende efter en utrolig hård uge på job. Den opgave løser en Painkiller på fornem vis.

Verdens førende tiki-ekspert Jeff Berry – aka Beachbum Berry – fastslår at den blev opfundet i 1971 på Soggy Dollar bar på øen Jost Van Dyke i de Britiske Jomfruøer.

Der er tale om et twist af en Pina Colada.

Baren eksisterer endnu – den genåbnede i starten af året efter omfattende orkanskader. 

Som med mange tropiske longdrinks er det ikke en cocktail, der sådan blæser en bagover af benovelse, men den er bestemt dulmende selv mange tusinde kilometer fra Karibien.

  • 3.5 cl overproof mørk  rom – jeg brugte Plantation O.F.T.D
  • 3.5 cl gylden rom – jeg brugte Appleton Estate Signature Blend
  • 3 cl friskpresset appelsinjuice
  • 3 cl Coco Lopez coconut cream
  • 12 cl frisk anansjuice

Mål alt op i en shaker, tilsæt is og shake kraftigt, hæld al shakerens indhold op i et stort glas eller et passende tikikrus. Riv lidt muskatnød over toppen af cocktailen, pynt med en kanelstang, en appelsinskive og måske et lille hjemmelavet cocktailbær.

Udgivet i af

Negroni vingummibamser

Et hyppigt spørgsmål til enhver cocktailtosse er: Hvad er din yndlingscocktail?
 
I rigtigt lang tid var mit svar,  at det afhænger af omstændighederne og at jeg holder af flere forskellige typer cocktails og hvis folk så pressede for et mindre politikeragtigt svar og et mere menneskeligt et, svarede jeg: En Mai Tai.
 
Den engelske udgave af denne cocktailblog hedder Ginhound – så det var et lidt grinagtigt svar.
 
Men nu er det sådan at mine smagsløg ændrer sig jævnligt og i det sidste lange stykke tid har mit svar været: En Negroni – så er ginhunden glad igen.
 
For nogle år siden da jeg var til cocktailkonferencen Tales of the Cocktail i New Orleans var jeg så heldig at løbe ind i den italienske forfatter og Bartender Luca Picchi, som forærede mig sin bog: Negroni Cocktail – an Italian Legend.
 
Bogen er årsag til at lige siden har været voldsomt fascineret af cocktailen – jeg har kunnet lide den, siden jeg først smagte den – men både dens historie og de muligheder der er med dens smagsprofiler er ret betagende.
 
Denne sommer har jeg især eksperimenteret med vermouth-delen af cocktailen. Efter min mening er det der man kan konstaterer de største forskellig i cocktailen som jo altså er lige dele gin, Campari og rød, sød vermouth.
 
Efter min mening er der ikke noget reelt alternativ til Campari, der findes amaro på markedet, der minder om den, men ved en blindsmagning ville jeg aldrig gætte Negroni, hvis jeg fik sådan et mix.
 
Ginnen betyder bestemt noget, men det er vermouthen  der gør forskellen.
 
Nu er det sådan at spiritus-industrien har meget lidt forståelse for hjemmebartenderen, så ganske mange likører og vermouther sælges kun i alt for store flasker i Danmark. En del vermouther kun i 1 liters flasker. 
 
Det er sgu en udfordring for en enlig cocktailtosse. Løsningen er at færdigblande sin Negroni, så vermouthen ikke pludselig er besk, flad og sur.
 
Men det giver jo altså 3 liter Negroni og så bliver man måske lidt overmodig – efter at have lagt mig fast på to favoritter – en mixet med Berto Vermouth og en med La Quintinye Vermouth (som sælges i cocktailvenlige 37,5 cl flasker) så kastede jeg mig ud i et projekt, mange andre har haft gang i på nettet: Vingummibamser med sprutsmag.
 
Først måtte jeg vente på at de bestilte forme ankom og så slog mine to første forsøg fejl (farvel 2,5 dl Negroni).
 
Men lige pludselig var den der:
  • 125 ml Negroni – miks lige dele af din favorit gin, vermouth og Campari
  • 2 tsk gelatinepulver
  • 2 spsk sukker
  • 2 spsk appelsinjuice
  • 4 blød Orange Angostura Bitter   
Rør gelatinen ud i 2 spsk kold vand og lad det stå et øjeblik mens du måler resten op i en skål der passer over en gryde med vand  og kan tåle opvarmning.
 
Varm vandet op til det lige akkurat koger under skålen og tilsæt så gelatinen, rør til den er helt opløst, men det er vigtigt at kontrollere varmen, så negronien ikke koger – den må gerne dampe svagt, men ikke koge.
 
Så er det bare at fylde væsken i bamseformene med de inkluderede pipetter, stille dem på køl og vente et par timer.
 
Og så er det selvfølgelig vigtig at det efterfølgende kun er voksne mennesker der spiser dem – og at de får at vide, at der er tale om en kraftig cocktail tilsat gelatine.
 
Så altså denne metode fungerede for mig – jeg regnede mig frem til mængden på følgende vis: Gelatinepulverpakken oplyste at 1tsk pulver svarer to to blade husblas. Min mor lærte mig i sin tid at 8 blade kunne stive 500 ml væske – så regnede jeg baglæns og lagde lidt til fordi jeg antager at den høje alkoholprocent – lige under 30 procent – i min væske ville modvirke gelatinen. Enten har jeg ret – eller også var jeg heldig – jeg har kun lavet dem en gang.  
Udgivet i af

Gensyn med Rabarberklubben

Antallet af danske ginproducenter har forlængst passeret 50, markedet er lige så glohedt som maj 2018 har været. Længslen efter den unikke, lokale, bæredygtigt producerede gin og tonic er tilsyneladende uudslukkelig.

Det giver sådan nogle gammeldags ginelskere som mig problemer. Nogle af de nye ginner smager så lidt af gin, at jeg aldrig ville gætte, at det var det de var, ved en blindsmagning. Nogle af de nye ginner er mere form end substans – smuk flaske, flot etikette, god røverhistorie og som de siger i Storbritannien Bob’s your uncle.

Endnu værre bliver det, når denne gammeldags ginelsker især elsker sin gin i en god cocktail. Nogle af mine favoritcocktails er fra dengang hvor gin smagte voldsomt af enebær og formentlig også ganske meget af sprit. Det er opskrifter på alt fra Negroni over Corpse Reviver nr. 2 til Clover Club kalibreret efter.

Det betyder, at man risikerer en voldsomt ubalanceret cocktail, hvis man får fingre i en af de nye ginner, hvor ginmageren har valgt at fremhæve andre botaniske elementer end enebær.

Sidste år anmeldte jeg bogen Danske gin og ginmagere – og miksede en udvalgt cocktail med både Copenhagen Orange Gin og Marstal Gin, som opskriften oprindeligt er udviklet til. Da fik jeg respekt for danske ginmagere – de to er gode gins til mine smagsløg og mine cocktailbehov.

I mellemtiden er jeg måske nok faldet lidt tilbage i min gin-gammelsurhed – lad mig afsløre at mine go-to ginner er Tanqueray og Plymouth, når det ikke skal være fancy og Sipsmith eller Martin Miller, når det godt må være lidt bedre.

Jeg har endda heppet på Hayman’s kampagne for at få gjort kål på den værste af den nye type gin: Fake gin. 

Men altså: En strålende forårsdag i maj faldt min vej forbi Tisvildeleje og der antraf jeg en bod, hvor jeg kunne købe Wenneberg og sønner Botanisk Gin.  

Jeg købte en af hver og forærede den mest klassiske væk – jeg har nemlig en svaghed for hindbær, måske fordi det er den eneste vækst, der virkelig trives på min sandede Asserbojord. Jeg havde egentlig tænkt at gemme den,  til jeg kunne teste den med egne friske bær i en Clover Club, men så spottede jeg min anden hortologiske triumf: Rabarber og kom straks i tanke om Rabarberklubben.

Jeg kogte mig en lille sirup af nogle stilke rabarber med sukker og citron og mens den kølede faldt det mig ind, at det var nu jeg kunne få testet det veganske alternativ til æggehvide i skummende cocktails: Aquafaba – bønnevand dybest set. 

Efter lidt eksperimenter med forholdet mellem ingredienserne kom jeg frem til en brugbar opskrift, hvor rabarberen og ginnen er stjernerne og citronen og bønnevandet spillede henholdsvis anden og tredje violin. Jeg kunne faktisk smage kikærterne i den første udgave og det går ikke.

  • 6 cl gin – jeg brugte Botanisk Gin – infuseret med hindbær
  • 2 cl friskpresset og siet citronsaft
  • 2 cl afkølet nykogt rabarbersirup
  • 2 cl siet væske fra en dåse økologiske kikærter

Alt hældes i en shaker med en enkelt isterning og shakes kraftigt. Fyld derefter shakeren op med is og shake til der er synligt skum, når man linder på shakerlåget. Si cocktailen op i et cocktailglas og pynt enten med en ukendt blomst eller en ikke helt sønderkogt bid rabarber. (Mine endte så sønderkogt, at de ryger i en runde rabarbersnitter i morgen).

P.S. Bare for at være helt klar i spyttet: Dette er ikke et sponseret indlæg, men hvis det var, så ville det have været helt det samme indlæg.

P.P.S. I anledning af Negroni Week er Botanisk Gin nu også testet i en Negroni – der fungerer den også fint.

 

 

Udgivet i af

Bourbon Slush Punch

Når man arbejder på uortodokse tidspunkter, så starter ens weekend engang imellem mandag eftermiddag. Når det så falder sammen med et udsprunget kirsebærtræ, blå himmel, grønne trætoppe og masser af sol, så trænger man til noget kølende på terrassen. Et mix med lidt punch, men som ikke nødvendigvis sparker en omkuld.

Den slags drinks er der mange af, ikke alle er lige velafbalancerede smagsmæssigt – de kan være for søde og/eller for sprittede. Denne Bourbon Slush Punch fra Smitten Kitchen – en blog som også har geniale madopskrifter – sidder lige i forårsskabet.

Den kræver en smule forarbejde, men det er værd at lave en stor portion også selvom man ikke skal have gæster og så nyde den over et par dage – længere kan den ikke holde sig, fordi der både er frisk citron- og appelsinsaft i.

Jeg har skruet en smule på Deb’s oprindelig opskrift og bringer den her med de mål, jeg brugte:

  • 2,5 dl afkølet stærk, sort, te – jeg brugte Earl Gray
  • 2,5 dl bourbon – jeg brugte Bulleit
  • 3,5 dl friskpresset og siet appelsinsaft
  • 1 dl friskpresset og siet citronsaft
  • 0,6 dl maple syrup
  • 0,6 dl Italicus Rosolio di Bergamotto – en bergamottelikør som kan udelades

Alt mikses i en kande eller flaske og lægges på køl. Hvis du har god tid, det vil sige et halvt til et helt døgn til du skal drikke punchen, så læg den i fryseren i en frysepose. Ellers blend isterning og bland med det afkølede miks.

Hvis du bruger meget is smager drinken ikke så stærk og slår heller ikke så hårdt, hvis du bruger mindre is – eller serverer den semifrosset fra fryseren – er den stærkere i både smag og styrke.

Jeg vil mene, at den færdigblandet med is i fx en termokande, der aldrig har været brugt til kaffe nok kan holde sig en lille times tid, hvis du planlægger en lille udflugt til nærmeste grønne område eller din yndlingshavudsigt. Det er dog en teori og ikke testet i praksis

Udgivet i af

Espresso Bongo

Jeg har længe drømt om min egen Tiki-bar, men der er bare ikke plads i mit lillebitte hus. Så jeg må nøjes med drømmen og at banke en sammen af lidt hurtig Lego.

Baren skulle selvfølgelig indvies med maner – det blev så en cocktail jeg har haft lyst til siden forleden, hvor jeg smagte The Karmic Alarm Clock: En Espresso Bongo.

Espresso Bongo er opfundet og udtænkt af verdens mest vidende tikicocktailekspert Jeff Berry – som kalder sig Beachbum Berry, når han er i Tiki-humør.

Ifølge denne officielle opskrift på Espresso Bongo har Jeff Berry altid drømt om at opkalde en cocktail efter en britisk filk fra 1959: Expresso Bongo. Den film har jeg aldrig hørt om eller set, men traileren ser da meget sjov ud.

Min udgave af en Espresso Bongo er en smule anderledes end den originale. Mest fordi jeg bor et sted, hvor frisk passionsfrugt ikke lige vokser på træerne. I stedet har jeg en færdiglavet passionsfrugtsirup, som er så sød at cocktailen ikke har brug for mere sukker. Deruover har jeg streamlinet opskriften en smule, så den er nemmere at huske, hvis jeg nu skal have mere end en….

  • 6 cl gylden rom – jeg brugte Mount Gay
  • 1,5 cl friskpresset appelsinjuice
  • 1,5 cl friskpresset limejuice
  • 1.5 cl friskpresset anansjuice
  • 1,5 cl afkølet espresso
  • 1,5 cl passionsfrugtsirup

Mål alt op i en shaker. fyld den med is, shake og hæld både cocktail og is op i en lavt glas. Pynt med en Lego-Tiki-bar eller hvad du altid har drømt om at eje.

Udgivet i af

The Karmic Alarm Clock – så godt som det lader sig gøre

Det bedste ved at være en cocktailtosse i 2018 er at adgangen til selv de fjerneste bares cocktailopskrifter er så nem. Mange bliver offentliggjort og endnu har ingen sagt nej, hvis jeg har skrevet og spurgt om de vil dele.

Før nettet var inspirationskæden en helt anden – og langt mere besværlig.

Det er nok ikke helt forkert at ekstreme cocktailopskrifter har det med at finde vej til mine smagsløg. Og denne er ikke nogen undtagelse. Omdrejningspunktet er en karrykaramel. Derudover skal der både kold kaffe, artiskokbitter og rom i shakeren.

Opskriften stammer fra en moderne kreolsk bar i New Orleans, hvor SoBou holder til. Jeg har været der et par gange og nød både maden og drinksene, som var sjove og udfordrende, man aldrig helt vanvittige.

Det er denne her faktisk heller ikke, nu hvor jeg har smagt en version, som er mulig at mikse her i landet.

Helt tro mod forlægget er min udgave ikke: New Orleans Cajun Spiced Rum er ikke lige at få op under neglene – og jeg bryder ikke så meget om julekrydderier, så jeg ville aldrig købe den.

Den særegne cikoriekaffe som folk i New Orleans drikker er heller ikke til at eftergøre ved noget cold brew. Jeg ved godt, at Danmark har en tradition – kaffeerstatning under krigen var lavet af cikorie, som er en bitter salat – men den ristes anderledes i New Orleans.

Altså endte det således:

  • 4,5 cl rom – jeg brugte lige dele Myrs Dark rum og Stiggin’s Fancy Pineapple Plantation rum
  • 1,5 cl Cynar
  • 2 cl karrykaramel*
  • 6 cl kaffe – jeg brugte afkølet espresso

Alt shakes med is og hældes i et højt glas over frisk is. Jeg pyntede ved at rulle halvdelen af glassets mund først i karrykaramel og derefter i gule sukkerkrystaller.

* Jeg delte den oprindelige opskrift med fire, men man ender altså stadig med at lave 4 dl karrykaramel – det kan dog med fordel serveres over fx vaniljeis og frisk ananas eller til en god brownie.

Jeg kogte 250 g sukker med 125 ml vand – det tog 15 minutter på ikke voldsom varme før den var mørk gylden. I mellemtiden havde jeg opvarmet 2,5 dl piskefløde med 6 gram karry – og her er valget af karry helt personligt, jeg valgte den gammeldags gule type fra min barndom, fordi jeg ved at den spiller med ananas, som spiller med kaffe. Lige inde jeg tilsatte fløden til karamellen siede jeg den

P.S. I dag er det 60 år siden Lego udtog patent på legoklodsen, så lidt lego har sneget sig ind på billedet.

Udgivet i af

Danske gin og ginmagere og The Potential Reviver

I alt for mange år var bøger på dansk om cocktails og drinks oversættelser af ringe kvalitet. Ofte bare dårligt illustrerede opskriftssamlinger, med striber af uinteressante drinks.

Undtagelserne er dog Ole Knudsens bøger og Pernille Florios lille hæfte fra 2004.

Det hul i markedet er dog stille og roligt ved at bliver fyldt ud af nye kvalitetsudgivelser fra danske bartendere og spirituseksperter. Så hvis der er bøger om cocktails eller spiritus på ønskesedlen hos folk du er på julegave med, så er der historisk meget at vælge imellem i år.

En af årets udgivelser – Danske gin og ginmagere – er skrevet af Christian Wendelboe og i mit arbejdsliv er jeg kollega til hans far. Jeg har fået et anmeldereksemplar forærende.

Danske gin og ginmagere er en bog der formår at gøre mange ting godt – samtidigt: Først og fremmest at give indsigt i det næsten eksponentielt voksende udbud af dansk produceret/udtænkt gin, dernæst at give en fin indføring i hjemmebartenderiets kunst.

Bogen indeholder oveni hatten flere end 50 opskrifter på cocktails – både klassiske og flere end 30 nyudviklede, der specielt fremhæver en række af de omtalte danske gins.

Og Christian Wendelboe har skam også et øje for, at for mange er gin lige så selvfølgeligt forbundet med tonic som Tintin med Terry, så han har både tonicens historie med og en gennemgang af de tonics, han vil anbefale.

Som han skriver:

Du kan sagtens ødelægge en god gin med en dårlig tonic, men du kan derimod lave en anstændig Gin & Tonic på en middelmådig gin og en god tonic.

Det er så sandt, som det er skrevet.

Der er med andre ord tale om en sprutbog, der favner bredt uden at gabe over for meget og det er en bog der både kan læses og bruges. Sådan nogen kan jeg godt lide.

På læseområdet er der er en gennemgang af ginnens historie, så ingen mere behøver at tro at det er et affaldsprodukt fra whiskeyproduktion, som jeg har hørt den klare drik beskrevet som.

Og også selve processen med at destillere alkohol gennemgås.

Bogen kan læses fortløbende eller bruges om opslagsværk, selvom en indholdsfortegnelse i det sidste tilfælde ville have været dejlig.

Bogen er letlæst og forfalder aldrig til nørderi for nørderiet skyld.

Jeg må sige, at undervejs i læsningen havde jeg svært ved ikke at fare ud efter shaker og is for at prøvesmage nogle af cocktailsene eller at shoppe amok på nettet, efterhånden som tankerne bag og beskrivelser af de enkelte gins blev præsenteret.

Der er med andre ord al mulig grund til at Danske gin og ginmagere ligger under en masse juletræer i år – eller køb den til dig selv, hvis du ikke kan vente.

Og så måtte jeg da også smage mindst en af bogens nyudviklede cocktails. Flere fangede mine smagsløg, men da jeg nåede til siden 71 var jeg solgt: En dansk udviklet Tiki-cocktail på gin. What’s not to like.

Hvis man nærlæser de 27 opskrifter i Tiki-appen over dem alle –  Total Tiki – der indeholder gin, er det kun 8 af dem, der ikke også indeholder rom og/eller cognac.

Nu indholder mit cocktailbibliotek endnu en (næsten) ren gin Tiki-cocktail.

The Potential Reviver

Den er et dejligt bekendtskab; frisk, let, men med tydelig Tiki-DNA: Orgeat, appelsin- og bananlikør gør deres. Den er nu i fast rotation i Asserbo.

Cocktailen er udviklet til Marstal no 31 gin – jeg kan ikke gennemskue om den er udviklet af Christian Wendelboe selv, af Magnus Hamann eller af de to i samarbejde.

Under alle omstændigheder holdt jeg mit Dankort i ro mens jeg læste bogen, så jeg har ikke fået shoppet endnu, men appelsinskal er en af Marstal no 31s karakteristika og til min fødselsdag fik jeg en flaske Copenhagen Distillerys Copenhagen Orange Gin</a>. Den brugte jeg efter princippet: Opskrifterne i Danske gin og ginmagere fungerer sikkert bedst med den gin, de er udviklet til, men bør også fungere med andre.

Så here goes:

  • 4 cl gin – jeg brugte altså Copenhagen Orange Gin
  • 1 cl snaps – jeg brugte D Aurum fra Den Ny Spritfabrik
  • 1 cl bananlikør – jeg brugte Giffard Banane du Bresil
  • 1 cl orangelikør – jeg brugte Pierre Ferrand Dry Curacao
  • 1 cl orgeat – Giffards orgeat
  • 2 cl citronsaft
  • 2 bløb orange bitter – jeg brugte Angostura Orange

Jeg smed alt i en shaker med is og dobbeltstrainede over frisk is i et lavt glas. Pyntede med to halve appelsinskiver. Og da jeg lavede cocktail igen erstattede jeg den 1 cl snaps med en ekstra cl gin, det blev cocktailen ikke dårligere af.

Update: Siden jeg miksede cocktailen første gang, er der sket to ting: Marstal Spirit har været så venlig at sende mig en flaske af den gin, cocktailen altså oprindeligt er udviklet til: Marstal no 31. Nu har jeg altså smagt den, som den var tænkt og er stadig vild med den.

Derudover har jeg prøvet at pre-batche en større mængde og haft den med til en julefrokost. Det er nemt at mikse alt andet end citron og så bare presse citron til allersidst og shake.

Således serverede jeg 6 cocktails uden at få anden sved på panden end den fra shakningen og uden at fylde min svigerindes køkken op med sprutflasker mens hun knoklede med at anrette julemaden.

Bedst af alt. selv folk der ikke bryder sig om gin kunne lide denne cocktail. Nu får en en tur mere til et nytårsparty.

Udgivet i af

Vampyr – og et foredrag

IMG_2675

Filur, Champagnebrus, Københavnerstang, Gajolshot – bevisbyrden er overvældende: I Danmark elsker vi at drikke barndommens smagsunivers.

Om man synes det er håbløst eller helt ok, så er det indiskutabelt, at det er en del af den danske drikkekultur – måske ligefrem den danske cocktailkultur.

Den kan du bliver klogere på ved et arrangement i forbindelse med Copenhagen Cooking fredag den 25. august 2017, hvor denne blogs bagkvinde og Henrik Steen Petersen tegner et billede af cocktailens danske historie i det 20. århundrede.

Der serveres selvfølgelig cocktails til de tørre ord og de sort-hvide billeder.

Og mens du overvejer om du skal købe en billet, så kan du lige mikse det seneste skud på slik-cocktail-stammen: En Vampyr.

Den smager selvfølgelig som det der stykke slik, der ligner en vampyr, hvor kroppen er lakrids og vingerne vingumme.

Så vidt jeg ved, er den udviklet af Anders Sørensen fra Nordisk Bartending.

Jeg har ikke kunnet finde mikseforholdet i deres kreation, så jeg har mikset mig frem til min egen version:

  • 3 cl Pimm’s
  • 3 cl friskpresset citronsaft
  • 1,5 cl sukkersirup – jeg brugte en rosmarin-lavendel sirup
  • 0,75 cl lakridslikør – jeg brugte Liq
  • Citronsodavand – jeg brugte Pellegrino

Put de fire første ingredienser i en shaker, fyld den med is og shake. Si cocktailen op i et highballglas med friske isterninger i, fyld op med citronsodavand, stik et sugerør i og pynt med et stykke vampyrslik.

Udgivet i af

Imperial Opal

Imperial OpalMan kan købe sig fattig i flasker med færdigmiksede shots hos købmanden, som smager af lakridsfavoritter som gajol, piratos, tyrkisk peber og sismofytter eller også kan man mikse denne elegante cocktail som forener lakridssmagen fra anis og milde og skønne urter i en himmerigsmundfuld.

En voldsomt alkoholiseret en ganske vist – tror ikke det er klogt at drikke mere end en ad gangen og et shot er det altså langtfra- men en himmerigsmundfuld ikke desto mindre.

Den stammer fra den kombinerede restaurant og bar Maison Premiere i Brooklyn i New York, hvor østers og cocktails er hovedattraktionen. Stedet har et særskilt kort med absintbaserede cocktails. Jeg har endnu ikke været der, men hørt meget godt om stedet.

I cocktailhistorien har den en række forgængere, men med ganske anderledes ingredienser. Navnet opal ligger jo ret ligefor når man ved at absint og andre anisholdige typer spiritus skifter fra klar til mælket, når de møder vand og/eller is.

  • 3 cl absint – jeg brugte Clandestine
  • 1 cl Sambuca
  • 1 cl sukkersirup
  • 1,5 cl gul Chartreuse
  • 3 cl vand
  • rosentinktur – eller rosenvand

Alt undtagen den sidste ingrediens måles op i en shaker med is og shakes. Cocktailen sis nedover knust is i et passen lavt glas. Stænk med rosentinktur – eller rosenvand og pynt med rosenblade og citronskal – evt en kvist lavendel.