Hæfteplaster og jod er to smagsindtryk – og dufte – jeg holder meget af. Begge findes i en nyklassiske cocktail, som den australske mixolog Sam Ross har opfundet, der hedder Penicillin.
Jeg traf den første gang på Salon 39 og må sige, at den uden konkurrence er min yndlings whiskybaserede cocktail.
I bund og grund er der tale om en whisky sour, men med to altafgørende twists: En honning-ingefær-sirup og en float af røget single malt whisky. Jeg har så twistet den en mikroskopisk smule mere med et dash kardemommebitter.
- 6 cl skotsk whiskey – jeg brugte Ballantine’s
- 1,2 cl friskpresset citronsaft
- 1,2 cl honning-ingefær-sirup *
- 1 cl single malt whisky – jeg brugte Dalwhinnie
- 1 dash kardemommebitter – jeg brugte Bob’s
Alle ingredienser undtagen single malten shakes med is og hældes derefter i et low ball glas, som kan pyntes med en skive af ingefæren fra siruppen, som er nærmest kandiseret.
Over bagsiden af en teske hældes single malten forsigtigt ned på overfladen af drinken. Det kan ikke ses, men smages.
* Honning-ingefær-sirup: Skræl et stykke frisk ingefær på størrelse med en halv lillefinger og skær den i skiver. Prop stykkerne i en lille gryde med 1 dl honning og 1 dl vand. Bring det hele i kog – rør i gryden en gang i mellem – og nyd duften i hele køkkenet. Lad væsken koge i 2 minutter og køl den derefter af. Kan holde sig en pæn rum tid på køl, lad ingefærene blive i for ekstra smagsudtræk.