Udgivet i

Sazerac

Nu bliver det nærmest helligt: New Orleans officielle cocktail og måske verdens ældste.

En variation af Old Fashioned og så manglede jeg, den allervigtigste ingrediens: Rye whisky, jeg havde kun Kentucky straight, men den smagte af mere, så når jeg falder over sådan en flaske, skal den genmikses:

  • 7,5 cl (ja, det er trekvart deciliter) rye whisky – eller til nød bourbon
  • Par stænk kreolsk bitter – jeg brugte Bitter Truths Creol Bitter, men Peychauds er den originale løsning.
  • Par stænk Angostura bitter
  • Sukkerknald
  • Sjat absinth
  • citronskræl

I et glas eller en skål drypper du de to bitters over sukkerknalden og smatter det sammen og ud. Derefter tilsætter du whiskyen og rører rundt.

I et old-fashioned glas, eller andet ikke for stort glas, hælder du en lille sjat absinth, som du fordeler rundt, så hele glasset er fugtet. Tilsæt derefter et par store isterninger – så de ikke afgiver så meget vand – og hæld den miksede drink i.

Pynt med citronskal og nyd – langsomt og dvælende, for det er ikke en sjus, man skal have mange af.