Udgivet i

Surkirsebær

Sidste weekend var jeg på udflugt til Frederiksdal med madpakke og det hele. Der var høstet, men eftersom det foregår med en maskine, var der stadig masser af bær på træerne.

Næsten sort, helt modne og ganske vidunderlige. Det blev til et lille kilo, som jeg søndag omsatte til cocktailbær ved at følge denne opskrift – dog skiftede jeg noget af Maraschino likøren ud med bourbon for kirsebær og whiskey elsker hinanden.

Fire glas røg på køl og i dag var det tid til at lade egne bær møde cocktail.

Desværre røg bunden ud af det valgte glas og seancen startede med en større optørring, men det var trods alt bedre, at det skete på mit køkkenbord og ikke i køleskabet. Og så betyder det, at jeg kan pynte rigeligt og gå og nippe til bærrene, når jeg kommer forbi.

  • 6 cl rye whiskey
  • 3 cl honning sirup (bland lige dele honning og kogende vand, opløs honningen og afkøl)
  • 3 cl friskpresset citronsaft
  • 1 cl kirsebærvin

Ryst de første tre ingredienser med is og si cocktailen i et rocks glas med frisk is. Hæld forsigtigt kirsebærvinen ud over overfladen på cocktailen – eventuelt over bagsiden på en ske. Pynt med tre cocktailbær – brug Amarenabær, hvis du ikke laver dem selv, men aldrig de rædsomme syntetiske fra Dr. Øtker.