Udgivet i

Grøn Te Martini

Share

IMG_0008
Helt tilfældigt faldt jeg over en cocktail under min morgen sprutblogrundtur, som vækkede mig med et blidt puf: En martini med grøn te. Og siddende veltilpas over morgenkaffen gjorde jeg mental status: Jeps, jeg havde alle ingredienser.

Nu er det ingen hemmelighed at vodkacocktails på denne blog er så sjældne, at de ikke engang har deres egen kategori, men for en stykke tid siden kom jeg tilfældigt forbi den helt nyåbnede sprutbutik Den Sidste Dråbe i Jægersborggade på Nørrebro i København, hvor jeg havde en meget interessant samtale med indehaver Frederik Plum og endte med at købe en flaske af hans ultra-mikro-destillede vodka Den Klodsede Bjørn.

Selvfølgelig skulle hans vodka testes med kakaolikør, grøn te og mørk sirup.

Den mørke sirup, som den originale opskrift er lavet med, hedder Kuromitsu og er lavet af sort sukker. Jeg har ikke rigtig nogen mulighed for at købe japansk sirup i udkantsdanmark, så jeg besluttede mig til i stedet at brug lidt af den økologiske maltsirup fra Skærtofte Mølle, som i ugevis har været klistret fast på øverste hylde i mit fadebur. Bagest i hvilket jeg i øvrigt var helt sikker på, at jeg havde grøn te.

Maltsiruppen skulle være en ven og en modstander til maltbyggen i vodkaen. Desuden er maltsirup ikke så hvinende sød, som andre typer sirup og jeg var lidt bekymret for at de 3 cl kakaolikør skulle stikke af sted med kompleksiteten i cocktailen.

Nu ved jeg ikke om der er fordi de små pakker grøn te jeg ganske rigtigt fandt inde bagest i fadeburet er blevet for gamle eller de bare er af en anden type end dem Takumi Watanabe bruger i sin martini irgrøn kan man i hvert fald ikke kalde pulveret. Nærmere sådan en mellemting mellem carry og sennep, men hvo intet vover oplever aldrig noget nyt.

  • 6 cl vodka
  • 3 cl hvid creme de cacao – jeg brugte Bols
  • 1 teskefuld grøn te i pulverform
  • 10 cl maltsirup – jeg rørte en teskefuld lind med kogende vand.

Først rørte jeg den grønne te ud i vodkaen, så tilsatte jeg de øvrige to ingredienser og fyldte min shaker med is og gav den en god rystetur.

Det kan ikke tolkes derhen, at jeg mener, at en martini skal rystes. Laver man den ægte vare med blot gin og vermouth, så skal den selvfølgelig røres. I dette tilfælde er der imidlertid mindst to væsker med en anderledes viskositet end vermouth nemlig siruppen og kakaolikøren, så der var ingen vej uden om at ryste.

Til sidste dobbeltsiede jeg cocktailen i en lille keramikskål for det japanske look. Umiddelbart ville det have været nok at bruge den indbyggede si i shakeren, men jeg bemærkede, da jeg åbnede Den Klodsede Bjørn, at lidt af voksforseglingen ploppede ned i flasken og så var der ingen vej uden om at finde den lille tesi frem, som også snuppede lidt isskår.

Og smagen? Overraskende tør og vældig behagelig. Så behagelig faktisk, at jeg tror jeg skal ud at lede efter en grøn te med en kraftigere grøn farve, for min martini endte lidt med at ligne mosevand.