Tag: Maraschino likør

Udgivet i af

Forbedret Whiskey Cocktail i lommelærke


Lommelærker, det er da sådan nogle forsuttede onkler smugdrikker af på skovturen, eller den polyjuiced Barty Crouch Jr hele tiden bæller af i Harry Potter for at blive ved med at kunne udgive sig for at være Mad Eye Moody.

Sådan cirka havde jeg det med lommelærker indtil jeg fornylig fik min opmærksomhed henledt på Swig Flasks hjemmeside.

Så poppede der pludselig nogle helt andre billeder ind i mit hoved: Af en strandtur, med en lille snack, solnedgang og godt selskab og så en velmikset cocktail i en lommelærke.

Og nu hvor der står en Swig lommelærke på mit bord – som jeg for fuldstændighedens skyld må forklare at Swig har foræret mig med henblik på en anmeldelse – så er der vel trods det kølig forår ikke nogen grund til ikke at prøvekøre sådan en strandtur.

Første udfordring var at bestemme, hvilke cocktails egner sig til lommelærker. Umiddelbart gætter jeg på at fx en Martini eller en Aviation vil bliver for varm af de cirka 10 minutter det tager mig at cykle til stranden, selv en kølig aprildag og varm gin er ikke min favorit.

I stedet vil jeg mene at sådan noget som en Old Fashioned eller en Manhattan – måske ligefrem en Negroni vil kunne bære ikke at være knaldende kold.

Og jeg har længe haft en ide til en Improved Whiskey Cocktail uden hvilken, der ikke ville være nogen Old Fashioned, det navn blev nemlig først givet til kombinationen af bitter, sukker, sprut og vand, da bartendere begyndt at forbedre med fx vermut eller kirsebærlikør.

  • 6 cl whiskey – jeg brugte Rittenhouse 100
  • 1 barteskefuld ananassirup (Bring friskpresset ananasjuice med lidt mindre end samme mængde sukker i kog, si og afkøl)
  • 1.75 cl Maraschino kirsebærlikør
  • 1 bløb Absint
  • 1 bløb eukalyptus bitter

Rør alt kold i et røreglas og si derefter i et lavt glas med een stor isterning eller, hvis den er tænkt til en lommelærke så giv den et minuts tid eller to for at få en svag fortynding fra isen og hæld den derefter på lommelærken.

Havde det været sommer havde jeg nok derefter proppet lærken i fryseren et stykke tid for at få den så kold som mulig før cykelturen, men nu føltes vinden udenfor ganske kold, så jeg drog straks af.

Og her er så det første indtryk af lommelærken:

  • Det er nødvendigt, at tage betrække af – hvis man ikke har købt sig den nøgne model – for at den står stabilt under påfyldning.
  • Man har brug for enten den originale Swig tragt – eller en anden lille tragt for påfyldning.
  • Selvom låget er skønt at skue, så er det lidt svært at få et godt greb om, hvis man har kolde hænder og jeg kan også forudse at det nemt bliver borte, hvis man ikke holder streng disciplin med straks at skrue det på efter en dram.
  • Lommelærke holdt min cocktail tålelig kølig i de 20 minutter det tog fra påfyldning til første tår.
  • Jeg glæder mig til det bliver sommer.
Udgivet i af

Bananary Buzz

Bananary
I sidste uge holdt jeg et lille cocktailseminar for nogle af mine kolleger. Det var vældigt fornøjeligt og det er altid sjovt at introducere nye folk for den magiske alkymi, som mesterlig cocktailmiksning nu engang er.

Jeg vil ikke påstå, at denne cocktail nødvendigvis er et mesterligt miks, men jeg er nu ganske tilfreds med den.

Den er helt åbenbart en videreudvikling af en Manhattan, men først og fremmest er den en hyldest til den følelse – det buzz – man får, når man drikker.

En af kursisterne mindede mig om, at det er en helt speciel følelse, når man får god, stærk alkohol i kroppen sådan en sen fredag eftermiddag foran en friweekend.

Der er jo simpelthen ingen grænser for, hvor klog, smuk og på toppen af verdenen man føler sig efter en, max to velmiksede cocktails. (Husk Dorothy Parkers kloge ord: After three I am under the table, after four I’m under the host.)

Og så fordi der til en god cocktail hører en god snack, så lavede jeg også lige en portion stærke, søde jordnødder fra en opskrift, jeg fandt omkring Thanksgiving på bloggen Not without Salt. Jeg erstattede dog timian med rosmarin – og mine var færdige efter 12 minutter i en 175 grader varm ovn.

  • 6 cl rye whiskey – jeg brugte Rittenhouse 100 (holder 50 procent og bidrager med solid buzz )
  • 0,75 cl sød, rød vermouth – jeg brugte Carpano Antica
  • 0,75 cl bananlikør – jeg brugte Giffared Banane du Bresil
  • 0,75 cl Maraschino – jeg brugte Luxardo
  • 0,75 cl limejuice
  • 0,75 cl sukkersirup kogt af puddersukker.

Mål alle ingredienserne op i et røreglas, tilsæt is og rør, til cocktailen er meget kold. Si den op i et lavt glas med en stor isklump i.

 

Udgivet i af

Red Lady

Jeg er ikke ret vild med skovarealer. Det kan hænge sammen med, at jeg for vild i en skov i mindst 15 minutter en aften da jeg var sådan en 10-11 år. Det kurerede mig for nåletræer i større mængder for altid.

Derfor er det måske lidt mærkværdigt, at jeg bor lige midt mellem to sandflugtsplantager. Heldigvis er de adskilt af et åbent lyngareal ned mod stranden – et område jeg elsker.

Men når man ved, hvordan jeg har det med træer i større ophobninger, så siger det noget om, hvor glad jeg er for gin, at jeg til middag tilbragte mindst halvanden time i bagende sol i området Rusland ved Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland på jagt efter enebær.

Efter 20 minutters hårdt arbejde dybt inde i et krat, overfaldet af alskens flyvende smådyr lykkedes det mig at finde det der svarer til en stor spiseskefuld friske, modne enebær. Enebærbuske er nogle betornede sataner, så uden over heden og smådyrene kæmpede jeg også mod alle de småprik busken gav mine fingerspidser.

Men ja, jeg vil gå langt for at finde ud af om man kan forvandle 50 procents vodka til noget der minder om gin ved at lade udvalgte urter og enebær trække i den.

Og lykkeligvis kom jeg forbi to vilde kirsebærtræer med nok modne bær til en lille portion smuk rød saft og så var aftenens cocktail i hus.

Vel hjemme blev enebærrene lige kvæstet med støderen fra min morter og sat over og trække i vodka – jeg brugte Absolut 100. Kirsebærrene blev kogt til saft med lidt sukker, citronsaft og kirsebæreddike.

Nærmere kan jeg ikke komme en opskrift fordi jeg altid kun koger saft til øjeblikkelig brug.

Når nu jeg havde rød saft fra bær plukket i Rusland, var det oplagt at tage udgangspunkt i en White Lady for at lave en Red Lady:

  • 3 cl kirsebærsaft
  • 3 cl Maraschino kirsebærlikør
  • 5 cl gin – jeg brugte Tarquin’s
  • 1 æggehvide

Hæld alle ingredienser i en shaker og shake i 15 sekunder uden is. Tilsæt derefter is og shake i 15 sekunder til. Si cocktailen op i en cocktailskål.

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at skummet på min cocktail ikke er ret tykt eller fast. Jeg snød og brugte for lidt æggehvide fordi jeg kun havde et æg tilbage og havde bruge for det meste til aftensmad. Ellers var tanken, at pynte med et lille knips sort, islandsk salt – den med kul fra Irma.

Udgivet i af

Cherry in the Rye

Jeg er den heldige indehaver af en lille flaske eksperimental kirsebærlikør fra de dygtige folk på Frederiksdal Gods.

Det er ved at være mere end en måned siden jeg sidst har smagt på den, og jeg har ingen ide om den står og udvikler sig i sin flaske i mit sprutskab, men den bliver ved med at overraske.

I dag røg den i en kreation fra Ruby – så vidt jeg har forstået specielt udviklet til Cherry Heering.

Det klarer den fint selvom Rye Whisky har en kraftig bund af røg og læder og herreværelse.

  • 6 cl Rye Whisky
  • 4,5 cl friskpresset citronsaft
  • 1,5 cl kirsebærlikør – som Cherry Heering
  • 1,5 cl Maraschino likør (klar kirsebærlikør som den tyske Kirsch)
  • 1 cl sukkersirup – jeg brugte lige del saft af bergamotte appelsin og sukker.

Rystes med is og sis i pænt glas. Hvis det er en varm forårs- eller sommerdag, så server den med is og tilsæt evt. lidt dansk vand eller fortyndet tonic vand som en rigtig fin long drink.

Udgivet i af

Kirsebær og gin

Jeg synes at jeg snubler over cocktails med gin og kirsebær over alt, hvor jeg kommer på nettet og så synes jeg, at jeg ville forsøge mig selv.

Kirsebær, likør, kirsebær og Amaretto plumpes i bunden af et passende glas og smattes forsigtigt sammen med en muddler eller skaftet af en trægrydeske. Derefter tilsættes is og ginen. Rør cocktailen passende kold.

Og hvis du som jeg er ny forbruger af Old English Gin – så vær opmærksom på, at flasken skal trækkes op med proptrækker – det tager lidt tid især fordi forseglingen er tyk og god. Cocktailen kan gå hen og blive lidt for fortyndet af ventetiden.

Udgivet i af

Hemingway Daiquiri

En lidt lurvet herre kommer ind på en bar, beder om at få lov at benytte toilettet, bemærker de lækre drinks på disken på vej ud, får en smagsprøve..

Sådan begynder en af de bedste cocktail anekdoter, fordi manden er Ernest Hemingway og fordi baren hedder Floridita og ligger i Havana i Cuba.

Men det er ikke en simpel anekdote – folk har faktisk skrevet bøger om den – og der er mange teorier om, præcis hvilken cocktail skal bære navnet Hemingway Daiquiri.

Romeksperten Matt Robold argumenterer overbevisende for, at en Papa Doble ikke er det samme som en Hemingway Daiquiri i dette essay.

Hemmingwayeksperten – og cocktailhistorikeren – Philip Greene er i øvrigt enig.

Og jeg glæder mig til hans bog udkommer i november – den er forudbestilt og dukker op på min iPad, når jeg næsten har glemt, at den er på vej.

Men tilbage til ugens cocktail. Jeg blev enig med mig selv om, at når nu jeg var nødt til at skære i en helt grapefrugt, så var det lidt sølle, kun at bruge 1 teskefuld saft, så jeg skruede lidt på citrusbalancen og tilsatte også sukker:

  • 6 cl hvid rom
  • 2 cl grapefrugtsaft
  • 1 teskefuld Maraschino likør
  • 1 teskefuld limesaft
  • 1 teskefuld sukkersirup

Alt måles op i en shaker med is, rystes kraftigt og sis i et passende glas fyldt med knust is. Kan pyntes med en skive lime, eller en humpel grapefrugt og drikkes bedst med sugerør.

Udgivet i af

Opera

Så vender jeg lagt om længe tilbage til min elskede gin efter en lang tur i rommens univers.

Opera cocktailen var et stort hit på Harry’s New York bar i Paris i 1920’erne, men siden er den vist gået i gemmebogen. Og så indeholder den Dubonnet, som var et stort hit, når mine forældre serverede den i et lille glas med is forud for gryderet og ostbord i 70’erne.

Opera er bestemt et sip vær, men næppe en cocktail, jeg vil lave ofte

  • 6 cl gin
  • 0,75 cl Dubonnet
  • 0,35 cl Maraschino
  • Orange bitter

Alt hældes over is en shaker eller røreglas og shakes eller røres. Den bliver klar, hvis den røres og uklar hvis den shakes.

Sis op i et cocktailglas og pyntes med en snut appelsin.

Og så passer den ret godt til lidt toast med potted shrimp. Som sikkert også er den engelske dronnings favorit, sammen med Dubonnet.

Udgivet i af

Martinez

Så er vi tilbage i cocktails’enes tidligste barndom. The Martinez optræder i Jerry Thomas barbog og er måske opfundet af ham til en kunde, der var på vej til Martinez i Mexico.

Under alle omstændigheder er de fleste cocktailhistorikere enige om, at Martinez er en stamfader – måske endda faderen – til vore dages martini.

Og ud over det åbenlyse familieskab; gin og vermouth, har de også det til fælles, at der er rigtigt mange bud på, hvad det mest optimale blandingsforhold mellem gin og martini er.

  • 5 cl gin – jeg brugte Bulldog
  • 2,5 cl sød vermouth – jeg brugte Punt e Mes
  • 1/2 teskefuld Maraschino
  • 1 bløb Angostura bitter.

Alt mikses over is og røres koldt. Si derefter cocktailen op i et martiniglas eller en cocktailskål og pynt med en lang strimmel citronskal.

Udgivet i af

Last Word

(nej, nej jeg lukker ikke hanehaler, men det hedder cocktailen)

I 1919 indførte USA et forbud mod salg, fremstilling og transport af enhver alkoholisk drik. The prohibition kaldes perioden, som varede helt frem til 1933 da forbuddet blev ophævet.

Men nej, forbuddet stoppede hverken umådeholdent drikkeri eller skørlevned, men gav tværtimod masser af gangstere vind i sejlene og gjorde mange syge eller slog dem ihjel, når ukyndige brændte dårlig sprut.

Der var dog også masser af gode ting ved forbuddet: Jazzen blomstrede, smugkroer – speakeasies på amerikansk – blomstrede – og nogle gode cocktails blev skabt. (Hvis man vil vide mere om forbudstiden, så har den legendariske dokumentarist Ken Burns netop lavet en serie.)

The Last Word, som er denne uges cocktail, er højst sandsynligt et barn af forbudstiden.

Den var mig totalt ukendt klokken cirka et i dag, da jeg henne i mit i øjeblikket favorit-supermarked, Dalgaards Supermarked i Hørsholm, sådan helt tilfældigt faldt over en flaske – smuk flaske – grøn Chartreuse.

I kurven med den og hjem og google – længe leve internettet, for hvor kan man få mange sære ideer der og erhverve sig overflødig viden..

Som at Chartreuse er den eneste spiritus, som har lagt navn til en farve. At en forfatter i 1907 skrev: Folk må sige, hvad de vil om kristendommens forfald; et religiøst system, der producere grøn Chartreuse, kan aldrig rigtig dø. (Drikken en brygget af munke siden 1740)

Og så må jeg ikke glemme, at Chartreuse er nævnt i mange sangtekster – blandt andet denne:

Da klokken slog 17 og prohibition blev ophævet i det lille røde hus, var det frem med shakeren. Over is blandede jeg:

  • 2,5 cl friskpresset og siet limejuice
  • 2,5 cl Maraschino likør
  • 2,5 cl grøn Chartreuse
  • 2,5 cl Tanqueray gin

Efter grundig omrysten røg drinken i et martiniglas og blev pyntet med en lille lilla salvieblomst, som jeg pligtskyldigt har spist, for jeg hader at slå levende ting ihjel til ingen verdens nytte, men køn var den.

Udgivet i af

Aviation

Historien fortaber sig – måske er den fra 1919, måske først fra engang i 30’erne, måske er den med viollikør, måske er den ikke.

Men som en fan skriver et sted: Når den hedder the Aviation er det for at minde om os en tid, hvor det at flyve var noget behageligt og luksuriøst og ikke noget der involverede nøgenskannere, benkramper og harske jordnødder. So true.

  • 6 cl gin- tør london, som Tanqueray er godt
  • 2 cl frisk presset og siet citronsaft
  • 2 cl Maraschino likør
  • 2 cl Creme de Violette

I en shaker med is hældes ingredienserne, som derefter rystes kraftigt i 30 sekunder og hældes i et martiniglas.

Pynt med noget kønt blåt – eller et kirsebær.