Efterhånden er det yderst sjældent, at jeg mikser mig en gin og tonic. Forklaringen er simpel: Jeg forsøger at holde mit månedlige spiritusindtag pænt under Sundhedsstyrelsens anbefaling. Det betyder, at jeg hellere vil brug min sprutration på noget, jeg ikke har prøvet før.
Men i onsdags var Hendriks så venlige at sende mig den yndigste lille nødhjælpskasse – G&T med agurk til en person – i anledning af den internationale Gin og Tonic dag.
Kassen (se den nederest) fristede mig til en sjælden midt-ugentlig drink og da jeg sad der i min hyggelige GTA-bimmelim, begyndte jeg at lede efter fede G&T-videoer på nettet.
Her mindede denne video med David Rios, som er regerende bartederverdensmester, mig om, hvor udsøgt en gintonic – som sjussen hedder i den del af Europa – blandes i Spanien.
Det fik mig straks til at planlægge en fantasitur til Barcelona, hvor omdrejningspunktet skulle være en aften på 41 degrees – cocktails og snacks Adria-style sat til musik og lysshow.
Siden det hele alligevel var en dagdrøm, kunne jeg sagtens mase et besøg ind hos Heston Blumenthal i England, som så passende kunne servere en agurke-infuseret gin og tonic for mig.
Jeg vendte tilbage til den virkelige verden, da en interessant blog-post om en autentisk gin og tonic dukkede op i mit Tweeter-feed.
(Jeg er ikke i tvivl om, at det er lykkedes sprutgiganter som Diageo og Grant and Sons at gøre International Gin and Tonic day til en slags cocktail-tossernes Mors dag, men what the heck)
Men Colonial Gin and Tonic talte til mig og nu er det fredag og større projekt er det hellere ikke. Start med at koge tonicsuppen (altså en reduktion).
Jeg har skruet lidt på den fra blog-posten, som i for vejen er et twist, men det er det, der er kernen i al cocktailrumsteren: Find ud af, hvad der passer præcis dine smagsløg bedst.
Tonicreduktion
- 6 tørrede enebær
- 6 sorte peberkorn
- 12 korianderfrø
- 3 kardemommekapsler
- Skal af en lille økologisk ciron
- Skal af en kvart økologisk grapefrugt
- fire tykke skiver agurk
- 1/2 liter Fever Tree Inidan Tonic Water (eller en anden tonic, der rent faktisk indeholder kinin, så Nettos no-name dur ikke)
Smid alt undtagen tonic i en lille tykbundet gryde, knus det hele lidt sammen med en muddler eller knuse-fætteren fra din Jamie Oliver morter (jo du har, den står dér, omme bagest i skabet).
Tilsæt tonic og kog i 15 minutter – ikke bulder, men sådan en rask rolig kogen. Si tonicreduktionen, der er omkring 3 dl tilbage, og smag på den. Min var ganske bitter og det betød, at jeg tilsatte en smule simpel sirup (lige dele vand og sukker kogt sammen og kølet af) indtil smagen passede mig.
Sæt reduktionen på køl – en tur i fryseren, hvis du ikke glemmer den, er fint (ellers har du lige opfundet tonic-sorbet).
Og så er du klar til at mikse:
- 6 cl gin – jeg brugte Old English Gin for et mere autentisk smagsbillede end moderne gin er – og så er den jo dansk.
- 3 cl tonicreduktion
- 1 cl friskpresset citronsaft
- 3 stænk Angostura bitter
- 3 stænk rosentinktur (kan udelades men et stænk Maraschino kirsebærlikør eller creme de violet vil være gode alternativer)
Mål alt op i en shaker, tilsæt is og shake hårdt. Nu er der to muligheder:
Si drinken op i et glas på stik. Glasset får du overbevisende koldt ved at benytte metoden nederst i denne blog-post (eneste fornuftige anvendelse for udrikkelige billige vodka).
Alternativt – og det var mit valg – sir du drinken op i et glas med godt med is, hvor du lige har smidt et par elegante spiselige blomster, et par enebær og nogle stykker citronskal i. Og så hældte jeg noget der svarer til 2 cl Pellegrino Tonic Water oven i for kulsyrens skyld (den har de med sikkerhed ikke haft ude i Indien eller i Afrika da drinken blev skabt, men jeg elsker den) og for lige at få tonet bitterheden i tonicreduktionen ned.
Og mens du nyder en mere oprindelig G&T, så kig lige på det her vidunderlige drikkebæger, som enhver ginhund, da bare må drømme om.