Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at overskriften ikke på nogen måde afspejler nogle af de smags- eller duftindtryk, jeg fik ved forpremieren på Mojito Embassy i går. Hvad begrebet dækker over, vender jeg tilbage til.
Først vil jeg sige, at jeg lige siden jeg i 1983 boede indenfor høre- og synsvidde af den skole i Aarhus, hvor byens sambahold hele vinteren øvede sig til det årlige karneval, har været en lille smule pas på forsøg på at omsætte Sydamerikanske og/eller Caribiske traditioner til dansk.
Det bliver hurtigt forlorent, når stive hofter møder latinske rytmer.
Den erindring summede lidt i baghovedet, da jeg drog mod Pumpehuset, som efter beskrivelsen skulle være omdannet til et lille stykke Cuba med markedsplads og bar.
Men velankommet – og advaret mod at gå på den røde løber – konstaterede jeg, at det i grunden fungerede meget godt. Ikke mindst fordi det trods gråt, regnlabilt vejr var smeltende varmt indendøre, men også fordi bygningen jo er en gammel industribygningen og meget stemningsfuld.
Noget der helt sikkert er blevet skelet til, da rammerne for Havana Clubs omrejsende salgsfremstød skulle findes – et moderne, strømlignet sted ville have været en katastrofe.
Desuden var jeg under min rejse, nået frem til, at jeg var parat til at tåle meget for arrangements hæderværdige formål: At vriste mojitoen ud af provinsdiskotekernes overgreb med søndertampet, blodfattig mynte, sourmix og dårlig rom.
Det gøres med bjerge af limefrugter og marker af frisk mynte pynteligt arrangeret omkring æresgæsten: Havana Club – altså god cubansk rom.
Og det var simpelthen stemningsfuldt at stå med en frisklavet mojito og lytte til Kasper Riewe Henriksen, der gav os – de indbudte bloggere og mediefolk – en tour de force af en romlektion.
For det er her de brændende rotter kommer ind i billedet. Romeksperten sparede os ikke for nogle af de mere barske elementer af rommens historie.
Det er lettere og mere sikkert at høste sukkerrør efter en afbrænding af markerne, for så er kun rørene tilbage og både ukrudt, krat, slanger og andet kryb borte.
I gamle dage antændte slaverne markerne ved at sætte ild til et par rotter, som så løb ind i moradset og futtede det hele af.
Og så er der vel ikke så meget andet at sige, end at Mojito Embassy bestemt et besøg værd og at drinksene i glasset er fuld af gode historier.
