Fandt denne i Vintage Spirits and Forgotten Cocktails og lod mig transportere til Florida af navnet alene. Da jeg så opdagede, at den både indeholder gin og grapefrugtsaft blev den dagens vinder.
En simpel og ukompliceret cocktail – men den ryger ikke på min top fem 😉
Rør de tre ingredienser kolde i et glas og si dem op i et cocktailglas – en trekant grapefrugt på kanten går an.
Så er vi tilbage i cocktails’enes tidligste barndom. The Martinez optræder i Jerry Thomas barbog og er måske opfundet af ham til en kunde, der var på vej til Martinez i Mexico.
Under alle omstændigheder er de fleste cocktailhistorikere enige om, at Martinez er en stamfader – måske endda faderen – til vore dages martini.
Og ud over det åbenlyse familieskab; gin og vermouth, har de også det til fælles, at der er rigtigt mange bud på, hvad det mest optimale blandingsforhold mellem gin og martini er.
Alt mikses over is og røres koldt. Si derefter cocktailen op i et martiniglas eller en cocktailskål og pynt med en lang strimmel citronskal.
I går smed jeg en mandarin efter en kollega. Det var nær gået galt, den var knaldende hård. Til formiddag kiggede jeg mismodigt på skålen med de resterende mandariner, de fleste var lige så hårde, men så fik jeg en ide.
De måtte da kunne omsættes til saft – og saften omsættes til cocktails og jelly shots.
Shotsene først: Jeg lod mig inspirere af disse candy corn shots.
Jeg besluttede mig for at nøjes med to lag – et mælket og et klart.
Til det mælkede strøede jeg 8 gram gelatine pulver i 33 ml vand, som derefter forsigtigt blev varmet op under grundig omrøring til gelatinen var helt opløst.
I en skål blandede jeg 33 ml kondenseret mælk og 16 ml Absolut vanilje og 16 ml hvid creme de cacao. Deri hældte jeg gelatinevandet og så var det bare at fordele væsken rundt i nogle små silikoneforme. Og stille dem i køleskabet.
Det klare lag blev til ved at strø 8 g gelatine pulver i 50 ml mandarinsaft. Igen blev væsken forsigtigt opvarmet til gelatinen var opløst. Denne blanding blev hældt i 50 ml Cointreau tilsat et par stænk orange bitter.
I mellemtiden var det mælkede lag blevet fast nok til, at det klare kunne hældes på. Og så var det tilbage i køleskabet og i gang med min alternative Blood and Sand.
Alt blev rystet over is. Serveres i et shotglas eller tilsvarende. Nu var det jo nærmest kun en mundsmag, men jo må sige, den gamle klassiker holder maks i denne udgave.
Kirsebærvinen er noget mindre sød end den traditionelle Cherry Heering, der anbefales, men med mandarinsaft i stedet for appelsinsaft går det fint.
Og så kan man jo lave en lille snack, hvis man finder en antydningsvis moden mandarin i sin skål: Steg tynde streger af god bacon og vikl dem om mandarinbåde, straks de tages af panden, før de bliver stive og sprøde.