
I 1970 uddelte den britiske flåde for sidste gang en romration til søfolkene på julis sidste dag.
Det havde ellers hvert en fast del af hverdagen for flådens ansatte i mere end 250 år.
Jeg kan med andre ord regne med, at de britiske søfolk, der i 1801 ved Slaget på Reden skød blokskibet Dannebrog, hvor min tip-tip-tip-tip-oldefar gjorde tjeneste, i sænk, havde drukket sig en rom inden slaget. Min forfader overlevede, det gjorde hans yngre bror ikke.
Dagen i 1970 kaldes Black Tot Day og i den anledning har jeg mikset en Trader Vic Grog. Grog var søfolkenes betegnelse for romrationen efter at viceadmiral Edward Vernon i 1740 gav ordre til at rommen skulle fortyndes med vand. Vernon blev kaldt Old Grogram fordi han altid var iklædt en frakke af et stof der hed grogram – eller grois-grain på fransk.
Trader Vic Grog er en solid opskrift, som man godt kan skrue lidt på, det har jeg gjort:
- 3 cl citronsaft
- 3 cl ananassaft
- 3 cl passionsfrugtsirup
- 6 cl jamaicarom – jeg brugte Appleton Estate
- 1,5 cl Grøn Chartreuse
Mål alle ingredienser, undtagen Chartruese, op i en shaker. Fyld den med is og shake. Si cocktailen over knust is og hæld Grøn Chartreuse over toppen. Pynt med en kvist mynte. som lige er vækket med et flet slag mellem håndfladerne.
Hvis man vil smage den originale cocktail, som Beachbum Berry har arbejdet sig frem til, at den blev mikset, så skal man ikke hælde Chartreuse øverst. Til gengæld skal man give mikset i shakeren et par bløp Angostura Bitter inden man shaker.